Der staar de, bygget op af Sten og Grus,
— en Række Gamlinger, som aldrig ældes —
og giver trofast Læ til Gaard og Hus,
mens Skove vokser op og Skove fældes.
De staar saa støt og lægger Ryggen til
og lader Vejret dænge deres Nakker.
Se — give Læ, det er der faa, der vil,
og derfor lider jeg de gamle Bakker.
Ja — disse Kæmper her, som aldrig leer,
men tavs en stor Historie fortæller
om Verdensbrag og svære Fødselsveer,
endnu om noget mere kraftigt mælder.
De minder alvorsfuldt og uden Ord
om det, der bæres kan paa trofast Skulder,
om store Tanker, der kun langsomt gror,
men modnes og staar fast, mens Tiden ruller, —
om dem, der strider i den barske Dag
med stærke Arme og med stærke Hjærner,
saa Livet kommer under roligt Tag
i Dalens Fred og under milde Stjærner.