Den kan kvæge som Vindens kølende Drag,
den kan ildne til Handling og smælde som Flag
over Hære i Fred som i Slag.
Den har pustet til Rejsningens rygende Brand,
den har vokset til Skrig over Hav, over Land,
naar vi naaede Opgørets Dag.
Den har sprudlet i Glans, der hvor Ungdommen for,
den har steget til Bølge i Festernes Kor,
hvor de Tusinders Røst blev som een.
Den har buet til Hvælv vore Skolers Loft,
vandret ud som et Solskin til Hede og Toft
og har lettet ved muldtunge Ben.
Den har føjet sig mygt om vor Kærlighedstrang;
den har laant os sin Røst, naar om Landet vi sang,
om det Land, hvor vi bygger og bor.
Den er Slagfjer i Vingen, som bærer mod Gud,
den er Livets herligste, rigeste Skud,
den er Verdens forløsende Ord.