Dit Øjes Glans mig minder Gang for Gang
om Himlens Blaa og liden Bæk i Enge,
og al din Latter er som Lærkesang,
den, jeg har ikke hørt — Gud ved — hvor længe.
Og Huden i din Haand er bleven haard,
saa fast du Mo’r og mig i Haanden tager
— det minder om den gamle Bondegaard
med trofast Arbejd’ over Eng og Ager.
Og Sommervindens Haand, saa mild og blød,
som kærlig stryger Skov og Sø og Bakke,
har ogsaa strøgel Kinden sund og rød,
og Solen har sat Mærke paa din Nakke.
Og aldrig synes du at blive træt:
fra tidlig Morgen til du skal i Sengen,
du løber paa din lille Fod saa let,
som var du Bedstefaders Føl paa Engen.
Til mig, som blev i Sliddet træt og tung,
med Landets Friskhed, Landets Fryd, du kommer,
du gør din Fader atter glad og ung
— velkommen hjem, min lille Sol, min Sommer!