Jeg synger ej min egen Lov,
men jeg bekender, at jeg sov
saa mangen Gang bag Livets Plov;
jeg saa tilbage alt for tit
og drev det ikke vidt.
Mit Blik gik tit i Vind og Vejr
og fulgte Himlens Fuglehær,
til Sangen lytted’ jeg især;
men — man skal passe Ploven blot,
naar man vil pløje godt.
Og ofte gik den rent i Staa,
fordi jeg helst i Engen laa
og stirred’ op mod Himlens Blaa;
men ej for tit man drømme maa
naar Ploven den skal gaa.
Den dertil tit af Furen gled,
og derfor blev da, som du ved,
min Ager ikke meget bred,
og det er ikke rigtig kendt,
at Mulden jeg har vendt.
Nu venter jeg, min »lille Bro’r«,
at du, naar du bli’r stærk og stor,
vil sætte Ploven dybt i Jord
og gøre rigtig trofast, godt,
hvad jeg har gjort saa smaat.