Ved Brokkens den gamle, ærværdige Bo’
Paa Toldbodens knudrede Vej
Lød Trampen af Støvler og Klapren af Sko
Og lystige Stemmers Staahej:
Pib op nu til Faldreb, Du Krofa’r derinde!
For Kinafolk staar man gemenlig paa Pinde;
Og er Kommandant Du, saa burde Du vel
Besvare Salut fra dit faste Kastel!
I Døren staar Værten, benævnt „Kommandant“,
Og maaler den fremmede Flok;
Og som han dem pæne i Klæderne fandt,
Saa gi’er han et Nik, — det er nok;
Saa braser de ind i den røgede Stue,
Og Værten ta’er af sig den fedtede Hue,
Og hoster og spytter: Ehem, aa ja,
Hvorfra er I kommen? og hva’ skal I ha’?
Hvorfra vi er kommen? Fra Kina præcis;
Og hva’ vi skal ha’; — sikken Fisk,
Som ej kan forstaa, at begribeligvis
Det drejer sig her om en Pisk.
Fem Aar har paa Kina vi brugt til at lære,
Hvorledes man skal dem behandle og bære,
Og gi’er Du os en nu, saa lang som vi vil,
Saa skal Du faa Smæld af vor Hyre dertil!
Men borte i Krogen dér sidder en Fyr,
En gammel og rynket og brun;
Han agter kuns lidt paa det glade Paastyr,
Hans Sind er som lukt med Kapsun:
Man ser, at han hører til Orlogsstanden,
Og ræd for et Krus er vel ikke Manden,
Men mangen en Gast, som han skaaled med før,
Tog nylig Reisauss ad den store Dør.
Sej, gamle derhenne; hva’ gnaver Du paa?
Ryk hid og ta’ fat, hvor vi ta’er!
Naa naa da, Du kan vel en Spøg forstaa? . . .
Javel kan jeg det! er hans Svar;
Men ser I, jeg tjener just Kongen for Tiden,
Og nylig saa fik jeg et Hold her i Siden:
I skraaler saa højt om Kina, — nuvel,
Jeg holder min Mund om Marstrands Kastel! —
Hva’ Marstrand! Du kører os helt i Ring,
Naar Du kommer fra saadan et Sted;
Nej, saa er Kineserne slets ingen Ting;
Men op, Kammerat, nu dermed! —
Ja, frem med en Ende; la’ Manden fortælle!
Hej Krofa’r, det skal Botleriet gælde!
Paa Bordet med Flasken, og op med din Told;
Vi ta’er os en Pisk nu paa Tordenskjold! —
Den gamle han tier; saa ser han sig om:
— De synes, han skeler saa sært —
Ja nok kan jeg slutte, fra Kina I kom
Og har foran Skansen ej lært;
Naar saadan et Navn bli’er nævnet i Stuen,
Saa er det en Flynder, som sidder med Huen
Paa Ho’det og spiller den raske Gut! . . .
Og Ho’derne blottes i samme Minut.
Om Tordenskjold skal jeg fortælle? — aa ja:
I skulde fast skamme Jer, I,
At saadan en Tid I var borte herfra
Og kommer — naar alt er forbi.
Jeg selv, som jeg sidder, var ogsaa derinde
Blandt alle de gule; men straks jeg fik Minde
Fra Hjemmet, at Svensken var raabt i Gevæhr,
Saa løb jeg min Vej — for at melde mig her.
Hvad er vi da til, naar Krigen er løs
Og Hjemmet har Brug for vor Arm? —
Javist, det er sandt, den kinesiske Tøs
Har Ord for at holde en varm;
Og sandt er det og, man kan tjene sig svære
Kontanter i Varmen, — men den, som la’er være
Og heller slaar til for sit fattige Land,
Han regnes dog vel for en bedre Mand?
Og hvad er en Sømand, naar Kræmmerens Pung
Og Hyrerne er hans Bestik? —
I Brystet slaar Hjertet paa den, som er ung,
Men ej i hans Buksefik’.
Det ligner ej stort, at de gamle fortæller
De unge om Orlog i Værtshus og Kælder;
En Ende I ønsker om Tordenskjolds Kamp:
Ja spandt jeg Jer en, — saa blev den af Hamp!
Vi sidder i Brokkens den gamle Bo’,
Og her er til Kivsmaal ej Sted;
Og brøle sig hidsig, det kan jo hver Ko,
Og nu skal jo Svensken ha’ Fred; —
Paa Gaden dér ser I de Kællinger løbe,
Dér kan I om Krigen en Vise Jer købe,
Dér findes paa Prent, hvem vi slog ihjel,
Dér faar I for to Skilling Marstrands Kastel.
Dér smælder de Bomber, dér knalder de Skud,
Det hele det gaar som en Visk,
Og Tordenskjold klæ’er sig apartig ud
Og falbyder selv sine Fisk;
Og dér gaar han rundt som en Bjørnetrækker
Med Utfall omkring i Matrosernes Rækker;
Og Obersten gi’er sig, den snavs Kommandant —
Og mærkeligt nok, det er altsammen sandt.
Men det, som er kendt af hver Skomagerdreng,
Det tager jeg ej i min Mund;
Og nu kan I søge Logis Jer og Seng
Og sove — for Søvnen er sund;
Dog, hvad der er skænket, det skal man vel nyde:
Her har I et Leve, og højt skal det lyde
— I lægger vel til det nødvendige Skraal —;
Det er Marstrands og Admiral Tordenskjolds Skaal!