1.
Vinternat i Residensen:
Luften raa og klam,
Og der lugter bag om Børsen
Slemt af Havnens Slam;
Hængelygten svajer der, hvor
Gadens Pytter staar;
Vægtren raaber, medens Holmens
Taarnur langsomt slaar:
Ti! — helt silde da om Stunder;
Byen ret som død.
Smaa og store ligger længst i
Morpheus milde Skød;
Kun hvor Vinhusdørens Skodder
Aabner sig tilpas,
Ses en sen Jeronimus, som
nikker ved sit Glas.
Det er Freden, som har bragt hans
Fartøj her paa Grund:
Krigens nære Ende, som nu
Er paa alles Mund.
Værten vil ham hjemad hjælpe
Over Knippelsbro,
Da — da glimter det i Natten.
Hør! de skyder jo!
Hør igen! — det er Kanoner.
Herren fri os vel!
Vægter! er det Svensken, som vil
Skyde os ihjel? —
Vægtren er der alt tilrede,
Svarer til sit Navn:
Aa, det er blot Fest hos Torden-
skjold paa Christianshavn!
2.
Der er Fest, det er sikkert og vist.
Der blir Liv efterhaanden i Gaden,
Og et Vindue hist
Og en Gadedør her
Smækkes op, og man raaber: Alarm! i Gevæhr!
Er Fjenden mon nær?
Hvor er Ilden? Hov, Vægter, hvor er den? . . .
Der er Støj over halve Staden.
Der gaar ridende Bud,
Man faar Slufferne ud,
Men Vægtren han brøler saa højt som en Stud:
Godtfolk, gaar hjem! det er silde!
Og lad Tordenskjold holde sit Gilde!
Der er Begkrans og Blus i den Gaard,
Hvorfra Skuddene glimter og knalder; —
Christianshavn dette Aar
Sig en Rystelse faar,
Fra Gesimserne Kalkstykker falder,
Og i Ruderne rundt er der Skaar.
Ja i Abraham Lehn’s meget prægtige Gaard
Er man ret som i Abrahams Skød; —
Residensen laa nylig som død:
København fra de døde opstaar.
Men deroppe i Festsalen Tordenskjold slaar
Paa sit Glas, og han ser langs ad Bordet:
Jeg er Herre og Vært i min Gaard! —
Og Kanonerne ta’er ham paa Ordet;
Og han hæver i Haanden Pokalen, —
Der er dybt til dens Bund,
Der er Fest om hans Mund,
Han er prægtig at se, Admiralen, —
Og han drikker af Hjertens Grund.
Mine Herer, det Glas
Har en statelig Plads
I min Samling af kostbare Sager;
To Potter det tager,
Og finde man skal
Min første Fregat paa det dyre Krystal;
Det er ligesom Skibet min Velynders Gave:
Grev Løwendahl leve, den ædle, den brave!
Og saadan gaar Skaalerne fort,
Og man ser paa de blussende Kinder,
At ingen har stukket sig bort
I et Krumholt, hvor ingen ham finder;
Der er Gæster fra Sø og fra Land:
Der er Grip, der er Ployart og Tønder,
Der er Budde, den sindige Mand,
Som i Aften ved Glasset sig skynder;
Der er Hoffolk, ja der er saagar
En Gesandt, som Lord Carteret hedder,
Og ved Tordenskjolds højre han sidder, —
Man bør hædre en slig Dignitar.
Der er Damer; — nuvel, det kan hænd’s,
De er ikke saa ganske af „Vælten“,
Men Ungkarl og Viking er Helten,
Og han lever som en Ekscellens’.
Han er trofast og god, han er tapper og stor,
Han forguder sin Konge, sin Ære, sit Flag;
Som et Barn paa Vorherre han tror, —
Men Helgen er ikke hans Fag.
Han har aldrig gjort Fordring paa nogen Titel
Af Munk, af Trappist eller Engel, —
Han er rent ud sagt i de skønnes Kapitel
Ganske lidt af en Bengel.
Der er jo fra Krigen et temmeligt Spring
Til Freden og fredelig Idræt, —
Det var ej for Helten saa lige en Ting
At sætte sig straks hen ved Væven
Og slaa den med borgerlig Islæt;
I Krigen dér løber den Skytte saa rap
Fra Haand og i Haand med Klip og med Klap,
Og selv om en Traad over Spolen slap,
Saa tages det ikke saa nøje, —
Men sidde paa Holmens den hvide Gaard,
Hvor Rendingen støver og Bommen slaar
Og Skamler og Skafter støje —
Nej: det er ej noget, som Helten forstaar,
Og selv om han gør det — paa kongeligt Bud —
Saa kniber han helst fra den Vævning ud —
I Byen han vil sig fornøje.
Thi gaar han til Ober-Staldmesteren hen:
Hr. Viereck, jeg bliver saa svimmel
Af al denne Sidden og Sidden igen —
I har saadan nydelig Skimmel!
Saa gaar det til Hest i et pynteligt Ridt —
Paa Ridebanen at sige;
Og slingrer han end i Begyndelsen lidt:
Til Slut han sidder dog lige.
Som Sømand Balancen han snarligen holer;
Saa rider de Herrer i tressede Kjoler
Og stikker til Rings og skyder til Maals
Efter Mohrens Hoved med Heltens
egne, berømte Pistoler.
Hver Aften buden til festligt Lag
I Adelens prægtige Stuer,
Paa adelig Vis gør han Nat til Dag
Og opvarter Frøkner og Fruer;
Dog: om end de skønne helt tydelig sukker
For Helten, og om han end smiler og bukker,
Og kysser paa Haand,
Og faar Sløjfer og Baand,
Og gerne fik Hjertet og Pengene —
Saa bliver han dog ikke hængende.
Sin Frihed den holder han højt i Pris;
Helst holder han Gilde derhjemme:
Saa lader han Damer af føjeligt Nemme
Traktere paa allersplendideste Vis,
Og saadan et Gilde la’er høre sin Stemme
Til Ruders og Flaskers Forlis.
3.
Hør, de snakker, ler og raaber,
Gæstebudet er paa Højden;
Hvad ej Talen har i Længden,
Har den sikkerlig i Drøjden,
Og som ved en Brand med Gnister
Regner det med Løjer ned, —
Selv Gesandten, engelsk-bister,
Kommen er ret godt paa Gled.
Værten animerer alle;
Glas blir svungne, Flasker falde —
Nye fluks i deres Sted;
Budde synger — imod Vane —
Tønder galer som en Hane;
Ikkun Kold, den brave Tjener,
Er paa Gildets Glidebane
Tavs og maadeholden med.
Hør nu, Admiral, nu maa De
— Raaber en, som alt har Glorie —
Gi’e til Pris en god Historie;
Tag den sidste, den er bedst!
Den fra Majestætens Taffel,
Hvor der blev servert med Vaffel;
Den vil smage os i Aften
Her ved denne libre Fest! —
Tordenskjold han nikker: Hør da!
Nys jeg var hos Majestæten,
Og paa Højden var just Féten —
Justement som her hos mig;
Det var ellers rent privatim —
En Snes Kavalerer kun;
Kongen midt for Bordets Rund;
Ved hans højre dér sad jeg.
Talen faldt — nu ja: paa mig,
Om hvordan jeg kunde klare
Stedse mig af hver en Fare,
Paa en nok saa snever Vej.
Kongen smiler da og slaar
Ham til venstre paa sit Øre,
Raabende: Slig skal Du gøre!
Videre den Kindhest gaar! —
Og saa gik den Taflet rundt.
Hede sad de dér i Kammen,
Men de smiled allesammen,
Trods den Lussing gjorde ondt;
De var nok forhippet paa,
Hvordan mig det skulde gaa,
Om jeg ogsaa slog min Tur?
Jeg sad rolig som en Mur.
Men dengang jeg havde faaet
Min — og den var lovlig drøj —
Spytted jeg i Næven — pøj —
Rejste mig og raabte: Klar
Til at vende! og saa drev jeg
Ham til højre en igen:
Tordenskjold har altid Svar;
Tak for sidst, min gamle Ven!
Majestæten lo og lo,
Til han Taarer fik i Øjet,
Og han gned sig helt fornøjet
Over Vristen med sin Sko.
Der blev ret en artig Støj.
Alle lo, som var tilstede;
Kun min Ven paa højre Fløj,
Han var lige ved at græde! —
4.
Saa dundred over Bordet
Kavalerernes Bas,
Mens Damerne faldt i med Diskanten;
Da raaber En: excuse me!
Og slaar paa sit Glas,
Og det er ham, Lord Carteret, Gesandten.
Hans Pande viser Punktet,
Hvor Rus og Forstand
Bestride vil hinandens Herredømme,
Men han er Diplomat jo
— Og han er Engelskmand —
Og vant at lægge Tanken i Tømme.
Nu beder han at tilgi’e,
Han taler paa sit Sprog,
Men Dansken falder uvant ham paa Tunge:
Han tømme vil et Bæger
— Det sidste — for saa klog
Og tapper Mand, som Helten, den unge.
Men netop saadan Ungdom,
Dens Klogskab og Mod,
Bør stedse holdes øvet under Ave;
Og derfor var en Rejse
Vist overmaade god —
Især hvis England Æren maatte have!
Her smiler Diplomaten
Og føjer skæmtsom til:
En Lady blandt mit Slægtskab Eder venter;
Jeg tvivler ikke paa det,
Hun anstaa Eder vil —
Med firsindstyve Tusind Pund i Renter! —
Hej, raaber Admiralen
Med Skalken om sin Mund:
Gudsdød, saa vil den Lady’s Skaal vi drikke!
Og Hurra og Kanoner,
Og Glasset tømt til Bund —
Men en af Festens Damer drikker ikke.
Hun kaster sig til Favnen
Af Værten, imens
Hun truer ham med Biden og med Nappen;
Da styrter Kold i Salen:
Admiral, Ekscellens —
Hans Majestæt er udenfor paa Trappen! —
Der bliver Dødens Stilhed,
Men Tordenskjold gaar
Til Døren med de rigtforsirte Fløje;
Og begge to paa vid Gab
Med egen Haand opslaar
For Kongen han, mens alle dybt sig bøje.
Dér staar da Majestæten —
Han kom fra Taffel nok;
Den Glans i Øjet skal man sikkert kende.
Den kniplingsdækte Haand om
En guldknappet Stok; —
Stærkt støder han i Salens Gulv med denne.
De udadhvælved’ Øjne
Omkring i Stuen ser —
De standser ved den skinsyge skønne:
Ej, der er Vor Actrice!
Han smiler, han ler; —
De andre Damers Øjne blive grønne.
Nuvel da! taler Kongen,
Hr. Vice-Admiral,
Han faar vel dæmpe lidet sine Toner,
Hvis ikke jeg skal røgte
Min kongelig Befal’,
Og selv fornagle Tordenskjolds Kanoner!
Vi gav Dig dem at bruge
Og lade høre sig
Til Tider — men Du har ej lært at spare;
Og skal Vi vælge mellem
Vor Nattero og Dig,
Vi ta’er vor Nattero og la’er Dig fare.
Jeg ser Dig nødig rejse,
Som tidt jeg haver sagt,
Men viltert Barn er vanskeligt at bænke;
Vi giver Dig Lord Carteret
Til Sauvegard og Vagt —
Saa kan han lægge Dig i gylden Lænke!
Alt har Vi hørt. Nu gaar Vi;
Nej, følg os ikke ud:
En Vært bør ej forlade sine Gæster! —
Saa rækker han til Haandkys
Sin Haand: Vor Gunst med Gud! —
Et Afskedsblik han paa Actricen fæster.
Og Tordenskjold han stod dér
Forvirret og rød,
Og bed sig i sin Læbe med et Blik saa
Fortrædeligt, at Gæsterne
En efter en ham bød:
God rolig Nat, Hr. Admiral! — og gik saa.
5.
Stille han staar dér i Salen alene tilbage,
Endt er hans Gæstebud, svundet hans gode Humør;
Udenfor suser Sydvesten, paa Gaden det tør;
Snesjappets Vand kan han høre fra Render og Tage.
Se, da opdager hans Øje i Krogen den skønne,
Hende, som nys gav den Scene: — hun rækker en Haand
Frem, mens hun pynter paa Livstykkets Sløjfer og Baand;
Øjet er ildfuldt; det vil vel den ildfulde lønne.
Nej, han er kold, han er adspredt, det kan hun forstaa.
Kvinder dog stedse vil alt til det sidste forsøge;
Tordenskjold afbryder vredt: har ej Lyst til at spøge!
Tavs imod Døren han peger, og vinker et: Gaa!
Ene han sætter sig, krummer sin Haand et Par Gange,
Griber fortrædelig efter Pokalen paa Bord.
Skænd paa et Barn, og det straks forurettet sig tror.
Faa er saa store som han, men forkælet er mange.
Og af den fyrige Vin i Pokalen han hælder;
Ej dog hans Gane den væder, og Læberne ej,
Thi paa sit Glas ser han Løwendahls kække Galej, —
Meget hans første Fregat ved det Syn ham fortæller.
Tankefuld stirrer hans Blik paa det slebne Krystal.
Nej, de har Ret; det er mig, som er bleven et Asen,
Rigtig en Ferskvandsmatros, en Suder, en Brasen.
Fanden annamme mig! ende det maa og det skal.
Sikken et Liv! iblandt aflægs Pedanter at skrive
Ovre paa Holmen om Kød og Kartofler og Flæsk,
Alt hvad Matroser kan æde; — jeg skrev heller Græsk,
Eller ved Rambuk tog Dagløn og Kost for at hive.
Tænke sig: ride til Rings overskrævs paa et Kræ,
Som render rundt paa en Plads, hvor man stadig maa vende;
Skyde til Maals — ja man skulde knap Tordenskjold kende —
Efter en Morian, som er endda kun af Træ.
Nej, der er Slut. Denne Sløsen maa have sin Ende;
Heller — om saa skulde være — med et gaa til Bunds;
Hvert Kreatur fik sit enkelte Timeglas kuns; —
Rask skal det gaa! Vel mødt, hvad der end maatte hænde!
Saa sprang han op og paa sin Tjener kaldte,
Og Kold kom ind og foran Helten gik
Med Lys i Haand til Herrens Sengekammer.
Dér vendte Tordenskjold sig efter Skik
Og saa’ sig om. Langs Væggene der laa
Og stod og hang en Samling skønne Vaaben;
Kyradser, Brynjer, skinnende og blaa
I Lysets Skær; hollandske Fugleflinter,
Og franske Kuglebøsser; smaa Pistoler,
Og store med; rigt damascerte Klinger
Med snørklet Greb; og disse Klinger peged
Som Lyn ad Væggens mørke Tæpper ned.
Dem saa’ han paa, og barnlig glad derved,
Han lod sin Tjener pusle Sengen, medens
Han selv ophægted sin Paradekaarde,
Som i Gehænget havde sig forviklet.
Han tog den, trak den ud og den besaa’.
Et lidet Smil omkring hans Mundvig laa:
Saa skal med Dig jeg nu paa Rejser gaa,
Hvor Sværdhug falder ej, men hvor man fin
Og glat og sleben, just som Dig maa være!
Nu ja, et Menneske maa meget lære,
Og lærer man det ej, saa er man vis
Paa . . . Av for Pokker! Du er spids! —
Og dermed slængte han den over Stolen,
Og lod sin Tjener hjælpe sig af Kjolen.
Snart laa han i sin store Himmelseng,
Stor som et Linjeskib, med Galleri
Og højtudskaaret Snitværk; og Sparlagnet
Fra Baldakinen, rødt og hvidt i Striber,
Nedgød sig for og bag
Ret som et Dannebrog, et Kongeflag.
Og snart man hørte dybe Aandedrag.
Ung, sund og stærk, og vel med Vin forsynet,
Laa Helten dér, og ikkun kort det vared,
Før Søvnens Haand strøg blødt ham over Brynet.
Men Kold, den brave Tjener, slukked ej
Sit Lys endnu og trak sig ej tilbage;
Han tog sin Herres Klæder og besaa’
Dem med en Hovedrysten; — der var Pletter
Fra Vin og Vokslys og fra Madens Retter.
Og Kammertjeneren gned væk derpaa.
Imellemstunder han til Sengen saa’.
Uroligt Vice-Admiralen laa;
Paa Ryggen først, saa kasted han sig om
Paa Siden; og et kraftfuldt Haandled kom
Til Syne, og hans Haand i Skjorten rev.
Højt stønned han i Søvne — — —
Og det blev
Til sidst den tro Betjent uhyggeligt.
Han mumled frem et Vers — et ret opbyggeligt —
Og derpaa, da det ikke hjalp endnu,
Han vækkede sin Herre.
Tordenskjold
Fo’r op og greb til Siden sig i Angst,
I Dødsens Angst, og raabte højlydt: Kold! —
Naa, det er Dig! Ak, Kold, jeg drømte fælt:
Jeg syntes, jeg var kommen i en Bod,
Hvor udenpaa at læse skrevet stod,
At her en Lindorm vistes frem for Penge.
En Slyngel var det — jeg vil la’ mig hænge —
Som viste frem den Slange, thi han lod
Den stikke mig her lige under Hjertet;
Og lige indtil nu har Biddet smertet;
Ak, Kold; det var en Drøm, men Drømme kan
Til Virkelighed blive. Tror Du ej,
Jeg er en mærket Mand? . . .
Den gode Tjener tyssed paa sin Herre,
Som paa et Barn; og atter sov
Den kække Søgut ind. Da tog Forlov
Sig Tjeneren og redte sig et Leje
I Krogen hist, — hvornæst han Lyset slukked,
Og bad en Bøn for Herren, mens han sukked.
Og Natten gik sin Gang ad vante Veje,
Til ind igennem Kamrets høje Vindu
Med alle de smaa Ruder Skæret trængte
Fra Morgnens blege Gry.
End steg ej nogen Lyd fra Kongens By,
Ej Dagens Larm og Liv og travle Færdsel,
Til Viceadmiralens Leje op.
Men ned fra Baldakinens høje Top
Sparlagnets røde-hvide Kongeflag,
Et Dannebrog, de dybe Folder sænkte,
Som svøbte det sig om en Sarkofag:
I Morgnens Skær, som bærer Dødens Mærke,
Laa Helten dér og sov, den unge, stærke,
Et Marmor saa’ han ud i Marmorsøvn.