Højt paa Klippens Kyst, hvor Bølgen bryder
Og med Isslag glatter Murens Fod,
Hvor et snedækt Næs i Havet skyder,
Staar en ensom Gran paa enlig Rod;
Rank og stolt, af hver en Sejler kendt,
Vokset op i Kamp med vilde Vinde
Knejser Granen paa den nøgne Skrænt,
Ret som fordred ud den selv sin Fjende;
Nordsøbølgen gaar,
Vinterstormen slaar:
Stedse deroppe den ensomme Vagt vil Du finde;
Der skal jo gives det Træ, som just trives i Strid.
Skæbnen kan knække det af; men Skæbnen har Tid.
Kommen er til Norge Helten atter.
Sluppet undervejs af Dybets Gab,
Tordenskjold i Næven Roret fatter;
Han vil ind for Havari og Tab.
Land han søger dér, hvor Granen staar,
Bag om Næsset kaster han sit Anker;
Ude kuler Vinterstormen haard;
Bødes skal nu Skibets Rig og Planker;
Da, da gaar et Gny
Over Land og By:
Hjertet i Brystet af Uro ham svulmende banker; —
Trindt som en Susen i Naaleskov Budskabet lød:
Landet er frelst fra Forlis. Kong Karl han er død!
Over Havet hen, hvor Bølgen bryder,
Furet under Slag af Stormens Plejl,
Tordenskjolds Fregat, som jaget, skyder
For et overvættes Pres af Sejl;
Nytte vil han selv som første Mand,
Snild og fyrig, uden Tid at spilde
Dette Budskab om hans frelste Land,
Til Forfremmelse saa kvik en Kilde.
Vintrens Sol gaar ned;
I en Blodrand bred
Vælter sig tungt under Næsset de Bølger saa vilde; —
Men som en flosset Standart, hvori Stormvinden slaar,
Grantræet mørk imod Himlen paa Fjældbuen staar.
Tordenskjold paa Dækket vendt mod Solen
Læner sig til Masten tankefuld,
Skummets Stænk han agter ej paa Kjolen,
Skvættets Styrtning ej i smeltet Guld;
Han har sét det blanke Dæk saa tidt, —
Det er Saltvand, véd han, intet andet;
Det gi’er Væde, saadant Bølgeridt —
Nej, hans Øje hænger hist ved Landet;
Der er noget i
Dette Maleri,
Noget, — han véd ej, hvorlunde hans Tanker bli’r blandet; —
Nys kun sin Ivrigheds hidsende Stemme han lød:
Nu maa han tænke paa Karl og hans voldsomme Død.
Se, da synes han af Havet stiger
Stolt og rank en kæmpevoksen Mand,
For hans Øjes Lue Solens viger, —
Op han vokser over Næssets Rand;
Bag ham jager Sky hen over Sky,
Som Kanonskud over øde Sletter,
Skarer storme frem og frem paany
Med et Blink af tusind Bajonetter;
Som om Narvas Sand
Føg hen over Vand,
Vælter sig Stormskridtets Strøm og mod Himmelen sætter; —
Tordenskjold svimler ved Synet, hans Aande bli’r kort.
Da synker i Solen Havet, og Synet gaar bort.
Atter stiger han, den ranke Kæmpe,
Tusmørk-Skygger storme paa ham ind;
Storm og Skyggers Anløb kan han dæmpe,
Men ej Ilden i sit stolte Sind;
Som af indre Brand fortært i Glød
Lyser han, en Bavne højt paa Fjældet,
Spreder Glans om Lande ved sin Død;
Ildaand over Nordsø-Bølgevældet.
Tordenskjold ser til:
Er det Blændværksspil?
Har jeg ej Vidner om Bord, han i Skansen blev fældet? —
Kommer Du dér nu som Aand ifra Graven til mig:
Vel da, Kong Karl; kom om Bord! jeg har Faldreb for Dig.
Karl den tolvte over Havet skrider,
Nærmere mod Skibet — ganske nær;
Og en Susen slaar omkring hans Sider:
Han er ene, selv en vældig Hær;
Kronen, den hvis Guld han aldrig bar,
Med sit Tryk afgnaved Pandehaaret;
Magtens Sødme ej, dens Byrde svar
Nød han, — og nu gaber Pandesaaret.
Ridderligheds Drot,
Kongen uden Slot,
Slagmarkens Æventyr-Søn af en Vingehest baaret,
Landevejsfyrsten, som Fred end i Døden ej fik,
Fæster paa Nordsøens Viking sit prøvende Blik.
Og det var, som Mundens Streg fik Mæle,
Som om vildt det lyse Øje lo:
Hvorfor spaltes ligedanne Sjæle?
Hvorfor var vi sammen ej, vi to?
Nu bli’r Nordens Hædersbane glat,
Jævn for Konger smaa i Ramsefølge;
Over Manddom lukker sig en Nat:
Kampens Bro’r! Dig skal den ogsaa dølge.
Verden ældet blev,
Mens vor Ungdom skrev
Love dens sygnende Slægt over Land, over Bølge; —
Ungdommen taler af os; dens Tid er forbi.
Tordenskjold, ræk mig din Haand; thi følges maa vi! —
Over Skibets Boug sig Søen kaster;
Tordenskjold af Drømme farer op:
Styrmænd, sæt et Sejl endnu! — det haster!
Død og Helved, hjemad i Gallop!
Bort han jager, hvor til Stormens Slag
Bølgen hasper af de hvide Tene,
Medens højt imod den sunkne Dag
Granen knejser stolt og mørk og ene.
Men ved Lysets Skær
Sidder Chefen dér
I sin Kahyt ved Kanonens den skalkede Luge: —
Snak om en Ting! jeg vil nytte det heldige Kast;
Norsk er det Tømmer, jeg har i mit Spryd og min Mast!
Natten efter for Monarken staar han.
Frederik den fjerde har ham hørt;
Rundt omkring paa Slottets Gange gaar man
Hviskende: hvad mon der har ham ført?
I sin Stol Monarken, sunket ned,
Medens Skuldren skyder op sin Bue,
Mumler: Gud, din store Miskundhed . . .!
Og de matte Øjne fanger Lue;
Over Vestens Baand
Kongens spinkle Haand
Famler og trommer paa Brystvattets toppede Tue:
Stort er, wahrhaftig, det Bud, som Du haver os bragt;
Her er Vor Haand; Du kan kysse den — som Skoutbynacht!