Man banked en Dag paa Himmerigs Port. —
Giv Tid, go’e Venner; jeg kommer, jeg kommer!
St. Peter søgte i alle sine Lommer,
Saa fandt han omsider det store Knippe,
Og hinked til Døren, og lukkede op; —
Dér stod foran Porten en ventende Trop.
St. Peter bukked, og bukked igen:
Standspersoner, fornemme Mænd.
Først en Herre med Nøgle paa Bag;
Han maatte ind — en selvfølgelig Sag.
St. Peter frittede ikke engang
Om Adkomstbeviset, Entrébilletten;
Han bukkede dybt og tog til Kasketten, —
Han skotted til Bagen, hvor Nøglen hang.
Den næste var en med Guldsnit paa Kraven,
Han gik med en synlig Bor’mester i Maven;
Øjet var fromt, men Munden bister,
Han følte sig næsten som en Minister.
St. Peter veg ham den snevre Gang.
En Dannebrogsorden paa Opslaget hang.
Og saaledes gik en anseelig Flok
Forbi den gamle, bekendte St. Péter,
Indtil han brød af med et kort: Det er nok!
Da var der kun Folk med Frakker tilbage,
Hvis Knaphuller mangled enhver Slags „Hage“.
St. Peter vilde just lukke igen,
Da saa’ han tilfældig til Siden hen.
Der stod en gammel, graaskægget Fyr,
Hvis Jakke var knappet stramt over Brystet.
Han syntes at vente. St. Peter lysted
Gerne i Døren en lille Passiar.
Han spurgte den ventende, hvem han var.
Aa, jeg er just ikke stort! var Svaret;
Og havde jeg vidst, det gik saadan til,
Saa havde jeg hellere Vejen sparet.
For Resten er vi nok af samme Stand?
Jeg er af Næringsvej Fiskermand! —
St. Peter rynkede Brynet lidt.
Respekt, min Ven; her spøger vi ikke!
Hvor kan ellers Du, som er saadan klædt,
Vente at blive for Herskabet stedt?
Det er lige netop, at de, som er gaaet
For nylig derind, har Adgang faaet! —
Den fremmede aabned med rolig Mine
Sin tyndslidte Jakke: Hvis Dingeldangel
Gør Sagen, saa har Du blot at befale! . . .
Kanske kan jeg nu faa den Gamle i Tale? —
St. Peter stirred: Guds Død og Pine!
I har nok været i mange Batailler?
Tre — fire — fem ja seks Medaljer;
Brystet er fuldt. — De er vist General? —
Den anden lo: Bliv nu ikke gal;
General! . . . nej, aldrig i Verdens Rige.
Brystet er fuldt, det er sikkert nok;
Ingen skal noget paa Modet sige.
Folk har jeg reddet i massevis,
Folk fra Drukning og fra Forlis.
Men Frakken er tynd; jeg har Gigt i Armen.
Jeg knapper min Frakke, — saa holder jeg Varmen! —
St. Peter aabnede Døren og hvisked
Ham ind i Øret: Hør, Kammerat;
Majestæten — forstaar Du — betroed mig, at
Han længtes en Gang efter selv at være
Den, som belønned Folk efter Ære.
Det er sket en Gang; Han har taget derinde
Et Kors fra den ene og hængt paa den anden.
Maaske — hvem kan vide — at Du er Manden
I Dag, naar Han tæller den sjette Medalje.
Men tys, kom ind, jeg maa lukke Døren.
Her render, ser Du, saa megen Kanalje! . . .
