Hvem er det, som ror gennem Brændingen ud,
Hvor Søerne bryde og bruse?
Som slider af Haanden den barkede Hud,
Og, vaad til den inderste uldne Klud,
Døgnvis i Baaden paa Toften sidder
Og aldrig spørger om noget, som hedder
Hvile og Føde til Huse?
Hvem giver sin Søvn og sit Sul en god Dag,
Naar blot han kan række det dødsdømte Vrag? —
Det gør Lars Kruse.
Han kommer med Varer, med Livets Fragt
Tilbage fra Døden, hvor Hjælpen blev bragt
I en Nød, som kun Hjælperne kender.
Han staar dér ved Roret, med Haanden for Brynet,
Rolig og kold — mellem Liv og Død,
Og, hurtig som Lynet,
Paa Søen, som brød,
Ta’er Baaden et Sæt og skurer mod Stranden. —
Han lander. Man vinker: Der staar alt en anden
Skude, som Søen vil knuse!
Han ser paa sit Mandskab; han peger fra Sandet
Derud imod Vraget: Saa ta’er vi det andet? . . .
Javel; vi gaar med Dig, Lars Kruse!