Holger Drachmann (1846–1908)

Der var en Gang en fattig Mand

          — En meget, meget fattig Mand —

Som leved med sin Kvinde

Dybest i Skoven inde.

Vorherre kan ej skaffe Brød

Til alle dem, der lider Nød;

Men Børn — nu ja, de kommer

Ved Vinter som ved Sommer

I fattigst Hjem, i lavest Hus,

Hvor sprukkent Fad og klinket Krus

Knapt yder daglig Føde;

Og Børnene de har endda,

Vorherre vide maa hvorfra,

Kinder saa æblerøde.

Den rige Dame græmmer sig

Saa tidt i pragtfuld Stue,

Og tænker, mens hun kæmmer sig:

Hvorfor blev jeg dog Frue?

Hvorfor bær’ Ringen jeg paa Haand,

Naar stedse jeg som Liljevaand

I Spejlet skal mig skue? —

Saa tænker mangen Frue.

For mange hist, og her for faa —!

Men skulde man til Klager lytte,

Saa gik man undervejs i Staa,

Og nok derom: i Skoven laa,

Med Gavlen sunken ind paa skraa

Og Væggen spækket ud med Straa,

En faldefærdig Hytte.

Dér sad i Høst, en Aften vild,

Familjen om en Brænde-Ild

Og varmed sig ved Arnens Lue,

Mand, Kone, Børn i samme Stue.

Hans Brændehuggerøkse laa

Slængt hen det første, bedste Sted;

Tavs var han, tavs var Konen med:

For der var svarlig Nød i Huset,

Og tomt stod Fadet, støvet Kruset —;

Naar ingen vilde fylde det,

Hvad hjalp det saa at skylle det?

Og Kvaset knitred, Kviste faldt

Som røde Fjer i Asken ned,

Hvor hver en enkelt Gnist blev talt

— Men ganske, ganske sagte —

Af Børnenes Geled.

De sad i Kreds om Ilden dér,

Fem vakre, voksne Pigebørn,

Og tørred deres vaade Klæ’r, —

Og Fa’r tog til sin Pande

Og gav sig til at bande.

De ældre blev lidt skræmt derved,

Den yngste stirred stadig ned

I Asken for sin smalle Fod;

Hun stirred i en gylden Flod,

Som rulled tyst sin Vove

Imellem gyldne Skove.

Fra Stammerne med et det var,

Som skinned frem et Øjepar . . .

Hun hørte ej den Regn, som slog,

Ej Stormen, som om Gavlen jog;

Hun gav ej Agt paa Mo’r, som brast

I Graad, hun holdt sin Tanke fast

Ved Arnebaalets Brænde,

Og lod sin Fader skænde.

Hun var ej god, hun var ej slet,

Hun var, hvad man paa saadan Plet,

Hvor ingen Fristelser slaar ned,

Kan blive til i Ro og Fred.

Hun sad den Vinter lang og spandt;

Dog ej ad Gangen længe.

Med Vaaren vaagned hun og fandt,

At Verden var saa stor og skøn,

Og Kilden klar, og Busken grøn,

Og friske Skovens Enge.

Saa vogted hun Familjens Ko

I Skoven, og hun sang og lo —

Hun vidste dertil selv ej Grunden,

Men slog dog aldrig Laas for Munden.

Naar Sommeren led, og naar Varmen faldt

Over Skoven med summende Myg og Fluer,

Saa bar hun et Skørt — og det var nok alt —;

Hun kunde ej døje de bølgende Luer:

De flimred imellem de tætte Stammer,

De flimred hen over de mossede Tuer,

Og inderst i Skoven, hvor Varmen stod stille

Og Mosset gled ned i den rislende Kilde,

Dér havde Pigen sig fundet

Et skyggefuldt Badekammer.

Dér spejled de Stammer sig gamle og graa

Ned i det Vand, hvori Pigen laa;

De kunde ej tænke, og tænkte ej heller;

En Gubbe, en tohundredaarig, han gælder

For intet; — hun laa der og hviled paa Armen

Og plasked og havde det dejlig

Køligt i Middagsvarmen.

Hun stirred i Vejret mod Grenenes Loft.

Dér hang hendes Skørt; hvor var det dog groft

Og gammelt og lappet! Som saadan hun laa,

Var det først ret, hun Lapperne saa’!

Tidt havde hun hørt sin Moder sige,

Der fandtes i Verden Folk, som var rige.

Hun vidste ej ganske, hvad Ordet betød, —

Med Hagen i Haanden sit Hoved hun brød;

Imidlertid Haaret om Skuldrene flød

Og bugted sig ud og ind med den hvide,

Blideligt rundede, vuggende Side,

Og lagde sig blødt om det blanke Knæ,

Og danned en Ramme af Ibentræ,

Kysk om et Kunstværk, som, hvis det var hugget

I Marmor, hvad eller i Kobber stukket,

For ikke at nævne: i Farver malt,

Kunde mangfoldige Gange

Skoven med Skovhugst betalt.

Saa laa hun en Stund i drømmende Tanker

Og letted til sidst sine Pusselanker.

Om Varmen end nok saa meget svider,

Saa bliver dog Vandet koldt omsider.

Hun rejste sig, støttet til Stammen den graa,

Og kasted et Blik paa maa og faa

Omkring sig, og tænkte paa Ordet „rig“ —

Og snapped sit Skørt med et lille Skrig . . .

Det var, som om nogen i Skoven

Bag Træerne paa hende saa’.

Hun fo’r af Sted. Til sidst hun fandt sin Ko;

Den laa og tygged Drøv i vanlig Ro

Og vifted bort med Svansen Myg og Fluer.

Hun saa’ hen over Græssets grønne Tuer,

Og mønstred sky de tætte Skovens Stammer,

Men der var intet — intet — og hun lo.

Dog søgte hun ej mer sit Badekammer.

Og snart kom ogsaa Høstens gule Blad,

Og Løvet skiltes efterhaanden ad;

Det lysned op i Underskovens Planter.

Og Fuglene, de muntre Musikanter,

Holdt op at spille.

Alt blev saa stille,

Og Pigens Ko gik hen og blev lidt mager,

Men Pigen selv var lige frisk og fager.

En slank, en syttenaarig Dejlighed.

Derhjemme klaged stedse Fa’r og Mo’r;

Og Søstrene? — nu, Søstre, véd man sikkert,

Har stedse haft den yngste skarpt i Kikkert:

Er hun den smukkeste? Nej hør nu blot . . .!

Hun blev ej smigret just. Og det var godt.

En Dag, den sidste Høstdag, som var mild,

Hun traadte ud af Hyttens trange Stue.

Dér straaled Skoven, som af indre Ild

Opglødet, i en purpurgylden Lue.

Hun skulde bringe Frokost til sin Fa’r,

Da blev en liden, yndig Fugl hun var;

Den hopped, flagred, hopped og stod stille,

Som om den Pigen med sig lokke vilde.

Den lokked hende ogsaa, til hun kendelig

Var bleven træt og varm;

Saa fløj den endelig.

Højt bølged hendes unge Jomfrubarm,

Og Øjet lyste, hendes Kinder gløded

Om Kap med Skovens Guld; — hun vilde sætte sig,

Da skræmtes hendes Øre ved en Larm

I Krattets Aabning — Is blev hendes Blod —

En Bjørn, en vældig, hvid, for hende stod.

Hun var alene. Og man kan vel gætte sig

Til hendes Tanker ved et saadant Møde.

Hun saa’ sig alt for Labbens Kløer bløde . . .

Men Bjørnen stod, som var den groet til Stedet,

Og sendte hende kun et sælsomt Blik,

Et ømt, vemodigt brændende, som fik

Den stakkels Piges Hjerte til at banke —

Dog ikke blot af Skræk.

Det var en sær, en fast umulig Tanke;

Og dog:

Hun havde sét de samme Øjne før!

Og som hun tænkte saa, var Bjørnen væk.

Med Vindens Hast hun naaede Hyttens Dør.

Hvad er der, Barn? — Hun kunde intet sige,

Men da hun søgte, stammende, forvirret,

At skildre Mødet, stod de dér og lo:

En Bjørn? Sig heller, at Du saa’ en Ko! . . .

Og Brændehuggeren, — da han kom hjem,

Og havde faaet vaadt ej heller tørt,

Og da han havde dette Møde hørt,

Saa fo’r han hidsig op og slog i Bordet:

Bjørn eller Ko! Gid Fanden vilde

Mig ved et Par af mine Tøse skille!

Saa sad de dér om Ilden. Det var silde.

Igennem Skorstenspiben Stormen jog

Med stadig Buldren. Det var vildt derude,

Og klamt og trist og trykket var det inde.

Da lød det, som om en mod Gavlens Rude

Tre Slag med meget haarde Knoer slog,

Og Fa’r stod op og til sin Økse tog:

Hvem der? Men intet Svar, kun vilde Vinde.

Og Fa’r gik ud. Han mangled ikke Mod.

Der udenfor en Bjørn i Natten stod.

Hvad vil Du?

                      „Jeg vil hente mig en Brud!“

Din Brud?

                      „Javist, din yngste, smukke Datter,

Som længe laa paa Sinde mig!“ —

                                                                        Du fatter

Vel nok, min gode Bjørn, man kan ej gi’

Sin Datter til enhver, som gaar forbi! —

„Hvormeget vil Du ha?“ —

                                                      Aa, Du betaler!

Det er en anden Sag: ti Tusind Daler! —

„Jeg prutter ej; jeg byder ti Gange ti!“ —

Hm! vent et Øjeblik! . . .

                                        Og Fa’r gik ind:

Hej, Mo’r, jeg maatte være døv og blind,

Ifald jeg lod slig en Lejlighed gaa fra mig! —

Men kære Mand, saa sig, hvad gaar der a’ Dig? — —

Her vendte han sig til den yngste hen:

Der er en Bjørn derude, som vil ha’ Dig!

Saa brød det ud med Graad, og saa med Skænd.

Dér stod den unge Pige, og man haler

I hende, og hun beder, og man taler;

Og Mo’r vil ej, og Mo’r vil nok; og Fa’r

Han bander og har til alt det Svar:

Ti Gange ti er hundred Tusind Daler!

Betænk: en Bjørn, som saa gentil kan vise sig,

Han vil dog — nej for Fanden ikke spise Dig;

Det var for dyr en Steg! — Her græder Mo’r. —

Hold op at flæbe! Tænk Dig, Barn, hvor stor

En Lykke Du kan bringe over Huset.

Nu skal der aldrig mangle Øl i Kruset,

Og vi skal mindes Dig hver Dag ved Bordet!

— Og bede for Dig! raaber Søskendkoret —.

Ja! sukker Mo’r, saa er det Himlens Vilje,

At jeg dog skulde faa den Taft’s Mantilje;

Vær lydig, Barn; gør som din Fa’r han vil.

Vorherre lægger nok sin Naade til! —

Saa blev det afgjort, og Farvel man sagde,

Og der blev grædt, og kysset endnu mere.

Saa kom hun udenfor, men da hun lagde

Sin Haand paa Bjørnens Pels, og da hun saa’

I Øjet Bjørnen, hun med et forstod,

At det var den, som havde sét paa hende.

Og Bjørnen spurgte: „Pige, har Du Mod?“ —

Hun svared: Ja, jeg har! — „Saa sæt Dig op!“ . . .

Og bort det gik i susende Gallop

Igennem Mulm og Regn og Nattens vilde Vinde.

Her kommer en Bjørn gennem Skoven frem;

              Plads, Plads for dens Løb!

Om Stormen end suser, om Regnen end slaar,

Om spærrende Klipper i Vejen staar:

                      Den giver ej Køb,

                      Den sætter i Løb

Tværs over Klippernes brusende Bække,

Ret over Kløfternes gabende Sprække.

Plads for den Bjørn, som er ude i Nat!

Og som bærer paa Ryggen sin dyreste Skat!

Og hver Gang et Træ med et drønende Brag

Til Jorden er styrtet og ligger dér bag,

Og hver Gang et Svælg i et eneste Spring

Er taget, den drejer sit Hoved omkring

Og spørger om Pigen endnu er ved Mod? —

Hun nikker og klemmer dens Pels med sin Fod.

Den er ude i Nat, den vældige Bjørn;

          Det gaar over Sten, gennem Moser og Tjørn

Rovfugle skrige, som skræmmes i Vejret,

Spøgelser vige, som svæve om Kæret,

Vildbassen rejser sig søvndrukken op

Og styrter af Sted med sin børstede Krop:

                      Hinder og Hjorte,

                      Mikkel og Morten,

Alle ta’er Flugten, som kom der en Torden;

Dagtravl er Livet i Skov og Krat.

          Den er ude, den vældige Bjørn i Nat . . .

Men lidt efter lidt gennem Skyerne brød

Maanen og gav sig saa mildt til at lyse.

Da var det, som Vindene sammen flød

I klagende Mumlen og pakked sig hjem,

Og Vejen blev mindre og mindre

Besværlig, hvor Bjørnen drog frem.

Og lidt efter lidt drog Nathimlens Blaa,

Det dybe, det rene, hen over Skoven,

Og Stjernerne mylrede frem foroven;

Paa Træer og Buske forneden de laa.

                      Og Kilderne tyssed

                      Paa Rovfuglenes Skrig,

                      Og Grenene dryssed

                      En Glimmer saa rig

Langs Vejen, hvor Bjørnen den straalende Nat

Drog hjem til sit Slot med sin dyreste Skat.