I det jeg udgiver dette lille Skrift, ønsker jeg, netop fordi jeg selv lægger Vægten mindst paa dets kunstneriske Side, at klassificere det i Række med mit Rejseindtryk „Derovre fra Grænsen“.
Det var kun et Rejseindtryk, og den Gang, da det vakte Opmærksomhed for sig, var dets Forfatter den, som først og ikke mindst blev overrasket.
Opmærksomheden har sat Sporene efter sig, og nogle af disse have, som maaske bekendt, vendt sig imod Forfatteren. Saaledes gaar det med alt ufuldkomment.
Naar jeg nu ønsker at stille et andet lille Rejseminde op Side om Side med hint første, da maa jeg næsten gøre mit Forord til et Forsvar: Jeg beder, at man vil glemme Forgængeren, for at give Efterfølgeren frit Foretræde. Denne vil ikke søge Anbefaling hos hin — hvis der endnu er levnet ham lidt Opmærksomhed — men den vil pege hen paa en lille Ejendommelighed ved min Forfattervirksomhed, som jeg netop kunde ønske fremhævet her: min Søgen efter Kærnen i vort Folks forskelligste Lag (og ikke mindst hos den „menige“ Mand), forenet med og udgaaet af en Indignation over, hvad der for mit Syn i det mindste viser sig som hult og tomt i de Lag, som en Gang var øverst, som sandsynligvis er det endnu i Dag, men som maaske ikke vil være det i Morgen.
Det er mit Haab, at jeg, ved Siden af de mere kunstnerisk bevidste Maal, jeg forfølger, under denne min Søgen omkring i det Folk, som jeg saa ganske tilhører, oftere vil faa Lejlighed til at udgive saadanne smaa improviserede Skrifter. Jeg haaber stedse til min gode Skytsaand, at Livet ikke skal give mig saa mange Skaller at knække, at jeg ikke skulde kunne finde Kærnen dér, hvor jeg søger den. Hvorledes den endelige Dom om min Forfattervirksomhed en Gang vil komme til at lyde, er mig i Øjeblikke, som disse, ligegyldigt. Jeg gaar en Aften eller en frisk Morgen ud ad en stille Landevej eller langs en blæsende Strand. Jeg møder noget: en Mand — næste Gang maaske en Kvinde. Bagved Personen ligger en Idé, en Handling. Jeg giver Idéen eller Handlingen Cirkulering, idet jeg skildrer Personen. Jeg tager mit Stof, ligesom en Maler tager en Skitse ude i Naturen; han tænker i Øjeblikket ikke paa Maleriet i Ramme og paa Udstillingen. Jeg tog min Skorstensfejer dér, hvor jeg mødte ham. Han var hverken mere eller mindre end en virkelig Skorstensfejer. Her har jeg taget Lars Kruse — lige ud af Sandet og Vandet, hvor han hører hjemme.
Højstærede Publikum! Han er min Ven og min Helt. Jeg haaber, han maa blive Deres. —
I Novbr. 1879.
H. D.