Lars Kruse
Mødet.
Mødet.
Naar det stunder mod Slut, naar det bærer mod Fald
I et Folk, som en Gang var et stort,
Saa vil Øjet og Øret bemærke et Tal
— Ej et ringe — paa Folk, som med Pomp og med Knald
Dundrer løs om, hvad selv de for Landet har „gjort“,
Hvad for Karle de var, hvilke Stormænd, —
Saa vil Bordet, som bugner af Glas og Servic’,
Være Ekko for Talerens Lovsang og Pris,
Medens Opvarterskaren ærbødig
Besørger det nødige Bordrend.
Vi har tegnet det Tal os i Hjerterne ind;
Hele Folket kan snart jubilere.
Det er Skik nu; det følger som Regn efter Vind,
Naar Du først bliver gammel, forstokket og blind,
Naar Du vil eller kan ikke mere.
Om dit Hjerte, dit Sind i den hældende Dag
Suger Klarhed af alt, hvad som ligger der bag,
Bliver ædelt og stort, bliver grundigt og godt
Ved de Fejltrin, som Foden paa Vejen har traadt —
Hvem spørger om sligt? Overflødigt!
Her til Lands skal man blot blive gammel
For at rækkes Berømmelsens Skammel.
Men naar sligt bliver Mode, naar Aar efter Aar
Vi skal hilse og hædre en Mand,
Som har glemt, hvad han kunde, og intet forstaar
Af hvad Fremtiden vil, hvad en kommende Vaar
Med de brydende Spirer paa Markerne spaar,
Hvor alt Solen begynder at skinne;
Og naar Folket bestandig som flokkede Faar
Efter Hyrden i trippende Smaalunte gaar,
Og taaler hans Pisk og slikker de Saar,
Som bag Ulden man snærted’ vil finde, —
Og naar Hyrden er aflægs og hinker sig frem
Og til sidst kan ej finde med Faarene hjem:
Mon da ikke Ulven vil komme,
Faarenes ældgamle Fjende? . . . . . .
Jeg har siddet paa Stranden en Aftenstund,
Da Mørket begyndte at falde,
Da Nattens Drabanter fra Taagernes Grund,
I Taagegevandter, med Stormhorn for Mund
Begyndte til Things at kalde.
Jeg spurgte, — og tavs blev de alle.
Jeg har siddet paa Stranden en Midnatsstund; —
I Stilheders Stilheds dybeste Blund
Laa Havkæmpen for mig med lukket Mund.
Jeg tøved, og voved at spørge.
Kun Dønningen hen over Revlen skar;
Jeg hørte dens Mumlen, men intet Svar.
Ak, saadan Stilhed kan bringe
Det lyseste Haab til at sørge.
Lad den tage os da, lad den sluge os raa,
Denne Fenris, som truer os, børstet og graa; —
Det kan hænd’s dog, at Ulven forsluger sig paa,
Hvad der kun er en Mundfuld i Rovdyrets Kæver.
Den kan knase os sammen saa let som en Skal.
Ja lad Skallen kun knækkes, hvor den staar for Fald;
Det er Kærnen, hvorfor vi skal sørge.
Der er „Kærne“ derude omkring blandt de smaa,
Og den skal vi søge, og den vil bestaa
Som et Vidne for Landet, naar nogen
Vil om Landet i Fremtiden spørge.
Hvad der ligger paa Bunden omkring blandt de smaa,
Forsømt og forglemt af Hr. Saa eller Saa,
Hvad der skjuler sit Liv i en lerklinet Vraa,
Hvor man tier til Ordbram og ej kan forstaa
Selv det bredeste Sving i Jer Tale,
Hvad der ordkarrig handler, i Tavshed gaar paa,
Det skal lydt som en Malmklokke svinge og slaa,
Naar forlængst Eders Læber, stumme og blaa,
Er forseglet med Dødens Dvale.
Det skal værge den Post, som I daarligt forstod
At ta’ Vare paa, medens I leved;
Det skal holde den Skanse, som selv I forlod,
Det skal sone de Strømme af Ungdomsblod,
Som I ofred for Drømme, i Overmod,
Og bringe et Arbejdets Liv i Bod
For al denne Gildernes Nyden,
Hvis Lovbøger selv I har skrevet.
Det skal pege mod anden Slags „Gilde-Skraa“; —
Der er Lovbøger skrevet, som de kan forstaa,
De Folk, der, i Kamp under Brændingens Hvælv,
Med en Aare til Sværd mod den rasende Elv,
Kan læse hverandre det Lovbud i Øjet:
„Du skal gøre din Pligt mod din Næste,
Som Du ønsker den gjort mod Dig selv!“ —
Naar det stunder mod Slut, naar det bærer mod Fald
I et Folk, som en Gang var et stort,
Da vil Øjet med Glinsen bemærke et Tal
Paa en Flok, paa en støt, som ved Nødskuddets Knald,
Uden Tanke paa, hvad der af Stordaad bli’r gjort,
Vover Trøjen i Kampen paa Vandet, —
Saa vil Fjenden, om Landet bli’r bragt til Forlis,
Være den, der vil udtale Stordaadens Pris,
Mens han blotter sit Hoved ærbødig:
Vi har sét, der er Helte i Landet!