Holger Drachmann (1846–1908)

Tre Ting de gamle Persere fik lært,

at ride, spænde Bue, tale sandt;

slig Mode fulgte Cyrus’ Ldingsferd,

og hos vor Ungdom Moden Indpas fandt :

den tvinder Streng til Buer, skøndt lidt svært,

men ride gør de unge Mænd galant,

og bor ej Sandhed just paa deres Tunge,

at «spænde Buen højt» — det véd de Unge.

Grunden til den Effekt, kanske Defekt —

(se Hamlets Ordspil om Defekt-Effekten)

derpaa jeg lægger grumme liden Vægt;

men at min Musa er, blandt hele Slægten

af sine Søstre, ja det si’er jeg kækt

— hvad Plus og Minus end hun faar paa Vægten —

den mest oprigtige, som man kan finde

af Muser, som de gyldne «Ender» spinde.

Og da hun rør’ ved baade Et og Andet,

saa maa mit Epos ret naturligt blive

et Vildnis, af smaa Kuriosa dannet,

et Pulterkammer, man ej kan beskrive.

Sandt nok, det Søde med lidt Surt er blandet,

men dette kan vel intet Anstød give,

naar Værket handler — mærk: cum grano salis —

«De rebus cunctis et quibusdam aliis».

Af Alt, hvad sandt hun før til Torvs har bragt,

er det, hun bringer nu, det afgjort sande:

det var Historien om en «Aand», som sagt ——

Hvad nu? Jeg staar ved mit, med aaben Pande.

Stod I ved Randen af den Katarakt,

den Bred, hvor Livets Druknede maa lande?

I lér...som Tvivien altid lér i Skegget:

husker I paa Columbus da — og Ægget?

Med Vigtighed Citater Godtfolk plejer

af Turpiu’s Værk og Geoffry’s, raskt at ose,

Mænd, hvis Autoritet i Bunken vejer

— og navnlig da i det Mirakulæse.

Nej, for Sant Augustin jeg før mig nøjer,

han, som faar Folk til, i det Religiøse

at sværge paa et Incridibile —

simpelthen «quia impossibile».

Hold derfor bare op at demonstrere:

tro! — hvis det er umuligt, skal Du tro,

og er det usandsynligt — tro end mere,

og lad den tørre Skepsis i Bero.

Jeg vil Mysterier ej profanere,

hvori de Fromme søgør Sjæle-Ro

og som, lig alle Sandheder, slaar Rødder

jo mere de blir trampet under Fødder.

Jeg siger blot som Johnson: hver Nation

har i seks tusind Aar — saa noget lige —

troet en og anden levende Person

opstanden nu og da fra Dødens Rige;

og at; hvor sært det er med denne Troen,

maa dog Forstanden Pladsen for den vige,

idet der er saa meget, meget sært til,

som man kan tro — og som gendrives svært vil.

Festen var endt; man skiltes paa hver Kant,

Damer og Mad hver paa sin Vis bedømmende,

de sidste Skørter vimsende forsvandt

som Skyer over Himlen blidt hensvømmende;

Sangen var endt, og Dansens Rythmer randt

bort med Musikens Ekko — og dødt drømmende

laa Salen med nedbrændte Vokslys dér

og Vindues-Glimt i Maanens svage Skær.

En Fest, som er forduftet, lignes kan

med en Pokal Champagne, naar den mister

Skumperlerne, der bobled til dens Rand;

med et System, hvori en Tvivl sig lister;

med en optrukken Flaske Sodavand,

som alle dovne Slatters Skæbne frister;

med Dønningen, som efter Stormen følger,

sletingen Vind — kun tunge, glatte Bølger:

Med Sovemidler, som ej Søvnen giver,

med ... nej det gaar som med vor eget Sind,

der ei kan sammenlignes, men som bliver

sin egen Metafor, Aar ud Aar ind;

omtrent som tyrisk Purpur — hvem beskriver

dets Bianding nu, skrev man end hele Bind:

om det var Cochenille eller andet?

Gid Tyranniets Purpur var saa blandet!

Slemt er jo dette med at klædes paa,

men klædes af! Natskjorten kan da svare

til Nessus’ Dragt, og Tanker kan man faa

som Rav saa gule, om end mindre klare.

«En Dag er tabt!» udraabte Titus. Aa,

de Dage eller Netter, svar mig bare,

som vi kan buske (jeg kan nogle mindes):

hvor mange tæller med blandt dem «der vindes»?

Vor Helt befandt sig, før til Ro han gik,

saa underlig urolig exalteret;

han fandt langt mere i Auroras Blik

end Fru Værtinden havde supponeret;

havde han nu fulgt god og gammel Skik,

saa havde han vel nok filosoferet:

en Tilflugt — naar man har den, er det gudt;

han havde den nu ej — han sukked blot.

Han sukked’ — hvad man gør, helt blød i Sinde,

til Maanen helst, og gør det uden Blu,

naar ellers Maanen hertillands vil skinne,

hvad den ej altid vil. Men se, just nu

stod den saa kysk og klar bag Skyens Tiude,

at Helten næsten udbrød højt: «O Du!»

Tuismen i en Elsker-Egoisme —

saa selvindlysende som en Truisme.

Hver Ungersvend, som monne Maanen skue,

hver Astronom, hver Hyrde og Poet

faar dybe Indfald ved dens høje Lue

(som om dens Skive aldrig før var sét)

og stundom — hvis jeg fejler ej —- lidt Snue.

Den gemmer godt paa Alt, hvad der er skét,

regerer Havets Strøm og Hjærnens Gange

og Hjærtets Veje — læs en Digters Sange "414

Mod§Grublerier Heltens Tanker førtes

mer’ end mod Puderne og Søvnens Hvil,

ogfji hans Kammer, gothisk hvælvet, hørtes

Søen at skvulpe under Maanens Smil;

af Midnatstimen ogsaa han berørtes,

fra Vindvet øjned han en Hængepil

(naturligvis), og bag den saa’s den hvide

Kaskade ind i Skovens Skygger glide.

Paa Bordet — kanske Natbord — (jeg véd ej

nøjagtig hvilket, men skal jeg fortælle,

jeg nævner Alt nøjagtigt paa min Vej)

brændte et Lys, mens mod en lille Celle

i Væggen tankefuld han læned sig,

en Niche, hvori Alt var gothisk Ælde,

Sten-Ornamenter, malet Glas — kort sagt,

hvad ’der var Rest af Slottets fordums Pragt.

Saa smuk var Natten, at Juan fandt paa

at aabne Døren — og hans Skridt ham førte

ind i et Galleri, som skummelt laa

med Ahnerne, hvem dette Slot tilhørte,

de ædle Herrer, Damer ligesaa,

hvis Dyder Støvet men ej Smuds berørte:

i Skumring har slig Billed-Række broget

af Liv og Død et sælsomt grufuldt noget.

De strenge Herrer og de fromme Fruer

lever i Maanens Sker; og hvor Du gaar,

det er som om de, vaagne, Dig beskuer,

mens Genlyd af dit eget Skridt dig naa’r;

ja, ned fra deres Rammer vildt de truer,

og Stemmer ud fra Graven mod Dig slaar

med Spergen, hvo der her forstyrre turde,

hvor Alt, undtagen Døden, sove burde.

Gratiernes Smil, som længst et Døds-Mulm dølger,

det er som om de Bud imod Dig bar;

langs Lærredet grav-lagte Lokker bølger,

de Lokker, som en Fortid henrykt har;

straalende Blik fra Skyggerne Dig følger —

altid er Billeder en Ting, som var:

tidt før Forgylderen fik gjort sin Ramme,

er længst Modellen — ikke mer’ den samme.

«Forfengeligt er Alt!» vor Helt udbrød

(chun med!» — han synonymt i Suk tilfejed.)

Det Suk i Husets dybe Stilhed lød,

da, lyttende, med Et han frem sig bøjed:

trén der et Genfærd ud af Nattens Skød,

eller var det en Mus, som sagte støjed —

en Mus, som selv en Modig kan forskrække

med sagte Kradsen bag Tapetets Sprække.

Nej se! — en Munk, med Rosenkrans ved Side,

i Kutte og i Kaabe, mørk og lang,

saa’s, snart belyst og snart i Skygge, skride

frem ganske tyst, skøndt støt nok i sin Gang;

kun Kaabens Slæb langs Gulvet hørtes glide

bagefter Spøgelset — som paa engang,

uden at standse, maalte Helten nøje

og bored i hans Blik sit dybe Øje.

Han stod forstenet — tænkte sig lidt om:

han havde hørt, en «Aand» her skulde spøge,

en Overtro, han blot fandt fad og tom,

men hvori dog man Sagnets Guld bør søge,

den Mønt, som før den paa Papiret kom,

af Fortids Tro har vidst sit Værd at øge,

mens det i vor Papirs-Tid svinder ind.

Saa’ han det — eller var det Hjærnespind?

Tre Gange kom og svandt da denne «Aand» —

hvor den saa kom fra — mens han som et Bytte

for Angsten kunde røre knap en Haand,

men stiv af Rædsel ikkun anspændt lytte.

Han følte Haaret som et slimet Baand

af Slanger omkring Tindingen sig knytte;

og Tungen nægted ham at spørge stille,

hvad egenlig den fromme Fader vilde.

Tilsidst gav Spøgelset sig ret god Tid,

men saa forsvandt det. Hvor? Et Galleri,

saa stort, kan jo vel tænkes med lidt Flid

at rumme fysisk talt den Krop, hvori

— den Dør hvorad — en Munk, som søgte did,

forsvinde kunde uden Maskepi

med Helved; men ad hvilken og hvorlunde,

derpaa gav Don Juan sig til at grunde.

Han grunded — længe? — ja en Evighed;

og stirred uden mindste Heltemod

stivøjet rundt omkring sig, op og ned

ad Væggen dér hvor Spøgelset først stod.

Han drømmer ej — hvorfor? — saa vidt jeg véd,

fordi han jo er vaagen. Fod for Fod

han listød til sit Kammer ufortøvet;

og naa’r derind, sin halve Kraft berøvet.

Alt stod som han forlod det; Lyset brændte —-

dog ikke blaat (Lys bliver ellers blaa,

naar de forstaar, at de en «Gejst» kan vente).

Han tvivled — et Minut — paa hvad han saa’,

da greb han en Avis, som godt han kendte,

den havde han hel ofte sovet paa;

der stod en Vits, som skulde Kongen snærte,

samt Spalters Ros om «Extra-Støvlesværte».

Det havde afgjort Smag af denne Værden;

sin Dor han lukked, læste lidt iflæng

om en og anden Statsmands Liv og Færden,

saa klædte han sig af og kreb i Seng:

dér saa’ han for sig Spøgelsets Gebærden,

men bled var Puden, ret som Ho paa Eng,

og træt han var — og ind sov han helt stille,

lidt efter lidt, som paa en Sovepille.

Den næste Morgen grunded han end mere

paa denne Nats Visit, eller Vision,

og tænkte, om han burde spørge Flere

— og taale Hib for Hallucination.

Tilsidst han holdt dog op at spekulere,

hans Tjener kom med megen Præcision

— sligt fordres jo af Folk i Liberi —

og mældte: Klokken nu var henad Ti.

Juan stod op; man kan jo nok forstaa,

han gjorde ellers større Toilette,

nu ofred han kun ringe Tid derpaa

— endog sit Spejl lod han tilside sætte,

og skødesløse Pandens Lokker laa;

hans Klæders Folder var ej helt de rette,

selv Halstørklædets gordisk-strenge Knude

sad — ja kanske en Kende — lidt bagude.

Saa gik han langsomt i Salonen ned

og satte sig i Tanker ved sin The;

han slap sin Kop og sig i Læben bed,

og maatte skyndsomst gribe til sin Ske —

den Morgendrik var virkelig for hed.

Han bar sig ad, saa Alle kunde se,

noget var hændt; — først Adelin’ det saa’,

men hvad var ej saa lige at forstaa.

Da han var bleg, saa blegned hun tillige

og saa’ i Skødet ned for sig og mumlede —

men hvad det var, er ikke let at sige.

Lord Henry klaged paa den Kiks, han gumlede,

. Fitz-Fulk lod ej sit Blik fra Helten vige,

medens i Tavshed hun bag Sløret skumlede,

Auroras mørke Øjne paa ham hvilte,

imens hun køligt og forbavset smilte.

Men da han sad saa ganske stum og stille,

og Ingen vidste, hvad de skulde tro,

saa spurgte de: «om han sig følte ilde?» —

da fo’r han op: «Ja — nej — forresten, jo!»

-… Huslægen var tilstøde, og han vilde

saa gærne føle Pulsen lidt i Ro;

til Haanden med et lille Buk han bejlede,

da svared Don Juan, han intet fejlede

«Ja — nej — han fejled intet» — hvilke Svar!

og dog bekræftede hans Udsagn begge;

han talte jo som En, der Feber har,

og selv om det ej Uro kunde vække,

saa var han syg — den Ting var aabenbar.

Men da han selv helst vilde Sagen dække

— og ikke ønsked Hjælp — saa blev det klart,

hans Sot var ej af denne Doktors Art.

Lord Henry’s Tvebakker var ikke gode,

sely Chokoladen fandt han var lidt klejn;

han spurgte, om Juan var slet tilmode,

det undred ham, da det dog ej var Regn;

han spurgte Fru Fritz-Fulk, hvad hun vel trode

Hans Naade fejlede? Han viste Tegn

— hun sa’e — paa Podagra! Man véd, det arves:

det er dermed Noblessens Huder garves.

Og atter talte til Juan saalunde

Lord Henry — som til Trøst en lille Spøg:

«Man skulde tro, at Nattens søde Blunde

var afbrudt af den sorte Munks Besøg!» —

«En Munk! — hm!» ... Helten gjorde, hvad han kunde

for ej at røbe, hvor Uhyggen strøg

ned ad hans Ryg — dog næstendels han segned,

og kunde ikke skjule, hvor han blegned.

«Oh! Kender I ej Sortebrod’ren heller,

som vandrer her i Huset?» — «Nej, paa Ære!» —

«Ja, Sagn kan lyve; men qua Sagn fortæller

de Rariteter — dette faar nu være;

om denne Munk er bleven skræmmet, eller

han vore Ahner vilde kun besvære,

hvem véd: der er jo dem, som tror derpaa —

men det er længe siden man ham saa’.

«Sidst var det!» ... . «Henry!» Adelin afbrød —

(som af Juan’s forskremte Uro saa’

at denne Munk var ham en værre Nød

at knække, end han gerne lod forstaa) —

«Jeg beder Dig, min Kere, ver nu sed,

og naar Du spøger, saa pas bedre paa;

thi denne Speg, den er dog snart lidt vammel,

og blir ej god, fordi den bliver gammel!»

«En Spøg» — udbrød Mylord — «har man hørt Mage?

Vi saa’ jo som Nygifte selv engang ...»

«Ja, ja; det ligger nu saa langt tilbage;

men, kom! saa skal jeg spille Munkens Sang!»

Og som Diana Buens Streng vil drage,

greb Fruen Harpen, prøved Strengens Klang,

og spilled vemodsfuldt, med Fingre rappe:

«Der var en Munk udi Graabrødre-Kappe.»

«Men syng dog» — udbrød Lorden — «hvad Du digted,

thi digte kan Du, saa man kunde græde.»

Og med et Smil han til sit Selskab sigted,

som svared fint, man vented sig stor Glæde

og lidt Musik (hvortil man er forpligtet).

Tænk, tre Talenter i én Sjæl tilstøde:

Sangstemme, Digt og Accompagnement —

det findes kun en yderst sjelden Gang.

Efter en Pavse — dette Trylleri,

som Tryllerinder ellers lader være

en Hovedsag (et let Koketteri) —

gav hun sig hen i Kunstens rene Sfære,

gjorde sig hurtig for Genérthed fri,

og kunde sine Gæster snart besnære,

fordi hun helt naturlig sang — en Dyd

endmer’ fordi det er en sjelden Pryd:

Tag Jer i Agt for den Sortebror’s Magt,

han blev paa Slottet tilbage;

han mumler i Løn en Midnats-Bøn

og Messer fra svundne Dage.

Det gik saa til, at Amundeville,

som Klostræt tog til sit Bytte,

drev Munkene ud i Nattens Slud —

men én lod sig ikke flytte.

Paa Kong Henriks Ord, at Kirkens Jord

man skulde til Kronen bringe, .

med Sværd og Skjold, med Brand og Vold

vilde Lorden Klostræt tvinge.

En Munk dog blev, ham intet drev,

han syntes ej skabt af Lér,

for i Klostræt han bor, og i Kirkens Kor,

men om Dagen man aldrig ham ser.

Om han gør godt, eller Ondskab blot,

staar hen som en uvis Sag,

men han holder til hos Amundeville,

baade ved Nat og Dag.

Hver Bryllupskvæld staar, saadan Rygtet gaar,

han streng ved det Brudepars Seng,

og ved Sorgens Baar i det Gravkammers Hvælv —

men ikke sørger han selv.

Og fødes en Søn, han sørger i Løn,

men trues Slægten med Fald,

i Fuldmaanens Skin gaar han ud og ind

rastløs fra Hal til Hal.

Du øjner hans Vej, hans Aasyn ej,

det kan Du for Hætten ej se,

bag Kuttens Bræm skinner Øjne frem,

der røber en Sjæl i Vé.

Tag Jer i Agt for Munkens Magt,

” han er her endnu desværre,

thi Kirkens Tarv er dog hans Arv,

om Andre end er dens Herre.

Amundeville hører Kirken til,

her kræver ved Dag han Skat,

men Vasallerne svor ved Drikkebord,

at Klostræt er Munkens ved Nat.

Hvis blot han maa uhindret gaa,

saa gør han saavist ingen Skade,

i Kutte sort han skrider bort

som Dugg over faldne Blade.

Gud holde sin Haand over Munkens Aand —

og hvad han saa tænker og tror,

vor Bøn for hans Fred skal følge hans Fjed,

den rastløse Sortebro’r!

Og Fruen tav; end dirred Harpens Strenge,

saa døde Lyden, og en Pavse gik

igennem Stuen (den skal altid trenge

sig ind, naar Sangen standser, paa en Prik.)

Og saa — saa applauderes stærkt og længe,

og roses efter god og høflig Skik,

Musik og Foredrag og Smag og Stemme,

saa Sangerskøn forlegen maa sig gemme. ~ 425

Skønt Fruen tog den Ting i Ro og Mag

— ret som hun ansaa’ Sangen her i Salen

for en Slags Morskab paa en stille Dag,

en lille Fritid for den megen Talen —

saa kunde hun dog som en ringe Sag

(i denne «Ringhed» skjules nogen Pralen)

te op og gerne for de andre spille,

og vise, at hun kunde, hvis hun vilde.

Nu, dette var (det blir imellem os)

— jeg vil citere, skøndt jeg ikke burde —

at byde selve Platos Hovmod Trods,

som Cynikeren ret hovmodig gjorde,

idet han traadte plumpt, den Bonde-Klods,

paa Platos fine Gulv — hvad ingen turde,

naar ej i ægte gammel attisk Aand

man havde rede Svar paa rede Haand.

Fru Adelin saa’ fra et hævet Stade

(idet hun selv præstæred uden Spræl

hvad Dilettanter gør som til Parade)

paa Kunsten, som blir «halv-professionel»;

thi Selskabs-Bifald volder denne Skade

— det véd hver Mand, som har det store Held

at se Miss Den og Den, Miss Dit og Dat,

til Præstation for Mamas Gæster sat.

Puh — disse Aftener med Duo, Trio,

med Smags-Debatters rene The-og- Vand,

med «Mamma mia» og med «Amor mio»,

med «Tanti palpiti», naar det slaar an;

med «Lasciami», skelvende «Addio»,

i dette saare musikalske Land;

og «Tu mi chamas»-er fra Portugalien,

hvis vi en Stund er ferdig med Italien.

De franske Arier og hjemlig Sang

— det grønne Irlands og graa Skotlands Toner,

som bringer Mindet om Lochabers Klang

til dem, der færdes i de fjerne Zoner,

(Musikens Klimafeber har den Trang

at bringe selv de sobreste Personer

til Tro paa, at de Hjemmet har for Øje),

alt dette kendte Fruen ganske nøje.

Desuden havde hun et Stænk af «Blaat»;

hun komponérte, naar hun ikke digted,

og laved Epigrammer ganske flot

om Venner — hvortil alle er forpligtet.

Men Himlens blaa Azur, som, kort og godt,

er Modefarve nu, hun havde svigtet:

hun ansaa’ Pope for Digter — ja, hvad værre,

hun kaldte ham saadan, den gamle Herre.

Aurora — siden vi nu er ved Smagen,

der nutildags hver Kunstnersjel afspejler,

som Thermometræts Stand bestemmer Dagen —

hun hylded Shakspeare, hvis jeg ikke fejler.

Den Værden udenfor vor travle Jagen,

den elsker hun — og hendes Hjærte sejler

paa Poesiens Vinger, dulgt, formummet,

dybt, bundløst, tavst, langt ud i Værdensrummet.

Ej saa var hendes naaderige Naade,

den modne Fru Fitz-Fulk, hvis Tanker laa

i hendes Ansigt aabent uden Gaade —

hvis hun da havde Tanker, at forstaa.

Men hendes Øjne kunde blive kaade

og drillende — dog, det gik sjeldent paa;

lidt af den Surdejg har vel hver en Pige:

man skal ej tro, man er i Himmerige.

Saa vidt jeg véd, var hun ej selv poetisk,

skøndt hun var sét med « Bath Guide» — ja, ved Gud!

og «Hayley’s Triumphs», som hun fandt pathetisk,

fordi «hun havde staaet meget ud»

og Digteren beretted helt profetisk

alt hvad hun døjed — siden hun stod Brud.

Bedst fandt hun «bouts rimés» og smaa Billetter

til hende selv, samt artige Sonnetter.

Hvad Adelin’ har ment, er ikke klart,

med netop denne Sang at foredrage,

naar for Juans Humør dog aabenbart

den maatte pege paa en lille «Hage».

Maaske hun vilde søge i en Fart

let spøgende hans Griller at forjage,

eller bestyrke ham ved Nattetide

i Agtpaagivenhed — ja hvem kan vide!

Men foreløbig virked det saadan,

at han fik Selvbeherskelsen paa Fode;

hvad der er højst nødvendigt for en Mand,

som glimre vil paa Selskabslivets Klode.

Forsigtigt maa man gribe Sagen an,

hvad enten Præken eller Spot er Mode:

svøb ind i sidste Modes Hykler-Kappe Dig —

og Skørteregimentet vil beklappe Dig!

Og derfor samlede Juan sit Vid,

al sin Esprit, og med forceret Pralen

han spotted Spøgelser med megen Flid.

Selv Hendes Naade divertæred Salen

med Spøg af samme Slags fra Tid til Tid,

men ønsked stadig mere Snak og Talen,

lidt mer’ «intimt» om denne dunkle Gæst

ved Slægtens Grav-Færd og dens Bryllupsfest.

Oplysningerne var just ikke mange:

En kaldte det for Overtro og Blæst,

men Andre, som var anlagt mørke-bange,

tro’de det halvvejs — som man tror en Præst.

Og der blev talt syv brede og syv lange,

men da Juan blev spurgt om Nattens Gæst,

som (trods hans Ord) dog vist var til ham kommet —

gjorde han kun sit Svar end mer’ forblommet.

Da Klokken saa tilkendegav ved Ringen

at være Et, ophørte Snakken rent;

En gik til mange Glæder, En til ingen,

En fandt det tidligt, Andre fandt det sent.

To Mynder skulde holde Vædde-Springen,

og ingen vilde være den formént;

et Fuldblods-Føl de ogsaa maatte kende,

det ædle Dyr til Foraar skulde rende.

En Billed-Handler kom; hos ham man saa"

en ægte Tizian, berømt og fejret,

derfor saa dyr, at den var ej at faa,

skønt Fyrster havde Ejeren belejret.

Selv Kongens Apanager var for smaa —

(af Naade ta’r han dem, og har besejret

sit Folk ved denne «naadige» Opfatning)

og særlig under en saa lav Beskatning.

Men da Lord Henry dyrked Kunst med Iver

— en Kunstner-Ven, om ej en Kunstens Ven —

tog Ejeren (af reneste Motiver:

trods Penge-Knaphed vilde han saamænd

kun nødig være Sælger, heller’ Giver,

thi Lordens Gunst ham havde revet hen)

sin «Perle» med — som ej tilkøbs man fik —

til Stempling blot af Lordens Kenderblik.

Der kom en Gothe — nærmest sét en Murer,

en gothisk-babylonisk Arkitekt;

han skulde finde skjulte Brud og Furer

i Muren, som var bleven lidt defekt.

Paa Kryds og Tvers han Slottet gennemturer

og forelegger da som sit Projekt

at rive ned og atter konstruere

i gammel Stil — — det kaldes «restavrere».

Og Prisen? Smaating! kun den «gamle Sang»

om nogle Tusind (man vil altid faa

det til Refrain, blot man gør Visen lang!)

Men vist var det, at Slottet kunde staa

sig vel ved dette ny Arrangement,

item Lord Henrys Kunstsans vilde naa’

et Ry, som vidt- og bredt-om blev forkyndt:

et gothisk Storværk, rejst for engelsk Mynt!

Saa skulde to Jurister skaffe Penge

— thi Lorden mellem nye Tilkøb vakler;

saa kom en Lehns-Proces — de varer længe —

og én om Tiender (kaldt «Avinds-Fakler»:

selv Kirkens Blidhed faar de til at fænge,

og Junkerne slaar løs og gør Spektakler!)

Saa var der Pris-Dyr af hans Avis-Bestand —

han var en ægte Pris-Udstillings-Mand.

Saa to Vildt-Tyve, med «Manschetter» paa

(af Jærn) — klar til Forbedring i Arresten;

med dem en Bondetøs, i Hætte blaa

og Kaabe rød (den hader jeg som Pesten,

siden jeg — ak — som ung den Farve saa’

og maatte punge dygtigt ud til Præsten),

ak ja, den Kaabe, knappet op med Magt,

den viser to Figurer — sammenlagt.

En Garnhasp’ i en Flaske — at forstaa,

hvordan den kommer ind og hvordan ud,

det fysiske Problem jeg lader gaa

til En, som sætter Pris paa Hovedbrud.

Jeg mælder kun — men det maa ikke naa’

til Domkapitlet — at Konstablen Skud,

som fra en Tyve-Jagt paa Godset kommer,

tog Tosen med til Lorden, som var Dommer.

Fredsdommeren skal være Fredens Stemme

og holde Folk langs Lovens Lineal,

at Sædeligheds Bud de ej skal glemme —

om ej da med «Tilladelse» de stjal.

Landskyld og Tiender kan være slemme

at klare — men nu Jagt-Lov og Moral??

At vogte Agerhøns og smukke Tøse

er Gaader, som knap Dommere kan løse.

Den arme Tøs stod kridhvid, lidt tilside,

bleg som et Billed — ellers var hun rød,

saa rød som fine Frøkener er hvide,

særlig før de staar op af Sengens Skød.

Hun frygted vel den Straf, hun skulde lide,

og følte sig elendig i sin Nød

og blegnede —. 0, landlig Uskylds Sødme:

thi kun den finere Portion maa rødme!

Hun stod dér med de mørke, sænkte Blikke;

i Øjenkrogen samled sig en Taare,

som Knoen ikke vilde lade ligge,

thi hun var ingen overfølsom Daare,

som med sit Føleri vil Folk bestikke;

ej heller vilde, fræk, hun nogen saare,

nej helt taalmodig, skælvende og ør

hun vented paa at komme i Forhør.

Forstaar sig, hvert af disse Par var gaaet

for sig — fra Gæsterne i Husets Sal:

Juraen havde Lasestnen faaet,

Pris-Dyr og Vildt-Tyv stod i Luften sval;

Kunsthandleren og Gothen havde slaaet

sig ned (som i sit Telt en General,

der skriver paa Rapporter om Bataljer)

studerende hver sin Metiers Detaljer.

Hun var sat ind i Gangen, stakkels Pige,

mens Skud, som Vogter paa Moralens Skik,

(han haded al Slags Tyndtøl, maa jeg sige),

tog sig en højst moralsk Slurk «dobbelt Drik«.

Hun vented Dommeren, som skulde stige

til Doms og give det fatale Nik,

og spørge — — — ja, de flæste Piger hader

det højst prekære Spørgsmaal — Barnets Fader?

Man ser, Lord Henry havde nok at gøre,

sely om man Stald og Hunde vil undtage.

Der var en Renden og en Smelden-Dere,

i Kekkenet man bagte Steg og Kage;

thi Folk af Rang og Rigdom maa jo føre ©

et gestfrit Hus, med visse «faste Dage»,

hvor Hvermand komme kan til Sus og Dus,

selv om der ikke just er «aabent Hus».

Hver Ugedag indfinder sig u-buden

(det er: paa «General-Invitation»)

en Hoben Herremænd — med eller uden

Ordner og Titler; de faar fri Station

og Kost i Stuen, hviler sig paa Puden,

fordriver Tiden med Konversation

om det, der knytter dem i Alliance:

det sidste Valg og næste Valgdags Chance.

Lord Henry agitæred som en Myre,

minérende i Sognet som en Rotte,

men Grevskabs— Valgene var ham lidt dyre,

fordi hans Nabo, Jarlen, (født en Skotte)

var rig og vilde «Engelskmanden styre».

Hans Søn, Dick Pige-Laps, den altid flotte,

var Mod-Partiets Mand — hvad der betyder

Straamand for Med-Partiets skjulte Dyder.

Vor Lord i Grevskabet var «Kendt-Mand» længe:

var Alt for Alle, maatte tidt udmønte

til Nogle: Høflighed, til Andre: Penge,

til Alle: Løfter — hvilket snart begyndte

at komme i en noget farlig Gænge,

fordi det stærkt hans Hus-Chatol udtyndte;

han nogle Løfter holdt og andre brød —

naa, de betød hvad «Andres» Ord betød.

En udtalt Ven af Friheden — om ej

af Friheder — han saa’ sit Snit at holde

«loyal» og «Patriot» den Mellemvej,

hvor ingen Jærn i Ilden bliver kolde;

sagde til Sinecurer ikke Nej

(han vilde dog ej Majestæten volde

Sorg med et Afslag) — vilde gerne unde

en Anden dem — ifald han bare kunde!

Han var saa «fri at tilstaa», (hvilket Ord!

er det vort Sprog? nej Parlament-Sprog bare)

at Trangen til Forandringer var stor,

langt mer end sidste Sekel kan forklare.

Han fordred ingen Hæder, skøndt han svo’r,

for Statens Vel han undveg ingen Fare;

hvad angik hans Mandat, var kun at sige:

Gevinst og Bryderi hinanden lige!

Gud og hans Venner vidste, at et Liv

i Fred, det var hans hele Ambition;

men kunde han, naar der var Strid ag Kiv,

forlade Kongens hellige Person,

saa kunde Demagogers Slagterkniv

snart kappe —(hvilken lav Operation!)

den Gord- jeg mener George’ske, Knudes Baand,

som knytter Konge-Magt til Folke-Aand.

Hvis om hans Gage paa «the civil list»

. man vilde slaas paa Liv og Død — jeg tror,

han vilde blive paa sin Plads til sidst.

Profitten nævned han ej med et Ord,

men droges Pladsen ind, saa var det vist,

det blev som et Slags økonomisk Mord:

Hvad vilde ske da? Svare hvo, som kan;

men han var stolt af Navnet Engelskmand!

I Uafhængighed stod han paa Højde —

ja over mangen ugagért Person.

Den simple Krigskarl og den simple Tøjte,

de har dog nok en bedre Position

end «Uindskrevne», som paa fri Haand føjte

omkring i Værden uden Profession.

En Statsmand er saa overlegen sikker

mod Plebs, som en Lakaj imod en Tigger.

Dette (dog ej det sidste!) sagde Lorden.

Jeg si’r ej mer, jeg ellers gaar for vidt;

vi har vel alle, staaende blandt Hjorden,

som lytter til en Tale, mer end tidt

hørt alle disse Ord i samme Orden

fra Statens Mænd — saa jeg kan standse midt

deri. Jeg hører Middagsklokkens Klang —

og Bordbøn — — — tænk, om det var den, jeg sang!

Men jeg har Hast. Det var en fin Banket,

en saadan som det gamle Albion sætter

saa højt. Som om et saadant Fraadser-Sæt

dog ikke snart Ens Kunstnerøje trætter.

Men det var Fest — og Luften fyldtes tæt

og tung med varme Gæster, kolde Retter,

stor Pragt og megen Takt: — det tunge Læs,

som bringer hver en Gæst ud af sit Es.

The Squires var stive, Mylords ligesaa,

og deres Ladies anstandsfulde-sede;

selv Tjenerskabet passed nøje paa,

at ikke deres Ansigter blev røde,

naar de sig bukked for et Fad at naa’;

thi hverken Herren eller de vil støde

en fornem Gæst — de véd, hvad det dem koster:

Herre og Tjener mister deres Poster.

Dér sad de bolde Jægøre, hvis Hunde

saalidt som Herren fejled noget Spor;

og Skytter — Septembrister — Folk, som kunde

staa op ved Gry og gaa til Hønse-Mord

og ikke vende hjem før Aftenstunde;

og saa et Par Guds-Mænd af Kirkens Kor,

som laved Giftermaal for Sognets Sønner,

og heller sang Bordviser end Bordbønner.

Saa nogle Landsby-Narre, samt — Gud fri

mig — nogle lignende fra Londons Gader,

som ej faar Søvn til Ell’ve, kun til Ni,

og derfor haant om grønne Enge lader.

Og tænk — jeg Stakkel skulde falde i

med ham, den meget kendte Kirkefader,

den gæve Sognepræst, Hr. Peter Saft,

uovertruffen i sin Knald-Vits Kraft.

Jeg saa’ ham i hans glade London-Dage:

Gourmand — skøndt endnu kun en Hjælpepræst —

han laved Middags-Vitser uden Mage,

indtil Avancement — den sikre Gæst —

(0, vise Forsyn, vi maa ofte klage,

det gaar ej altid de Udkaarne bedst)

gav ham et sumpet Kald, til Kamp mod Fanden,

og Intet til at tære paa Forstanden.

Hans Vits blev Præk, hans Prædiken blev vandet,

han ødsled alt sit Krudt paa Povl og Per —

men sligt goutæred man ej dér paa Landet

blandt Sumpene, og ingen nedskrev me’r

hans smaa bonmots, som mer’ og mer” flød blandet

ud i Morads af Svada og Manér;

han var tilfreds, naar blot hans Hanstwurst-Mine

og Krostu-Spas fik Hoben til at grine.

«Der er en Forskel» (si’er man i den Egn)

«paa Tiggerske og Dronning!» Tro mig, ak,

den sidste fødes under Himmeltegn

ret brogede — — — men bort, politisk Snak!

Forskel der er paa Biskop og paa Degn,

paa Fad af Selv og Fad af Ler (som sprak),

paa engelsk beef og Suppen, Sparta tæred —

og begge har dog store Helte næret.

Men blandt Forskelligheder er til Slut

ingen saa stor som den paa By og Land,

hvoraf den ferste ganske absolut

maa foretrækkes af en stakkels Mand,

hvis Aands-Resurcer gik saa smaat kaput

og som nu bruger blot sin Stamp Forstand

til egen Fordel eller egen Ære —

ganske som det er Mode nu at være.

Men «en avant!» Forelskelserne trættes

ved Middags-Bord og Gæster, skøndt det hænder

at under Bordet nye Forhold flettes;

thi Bacchus og Fru Ceres (hvad vi kender

fra Skolebogen) altid sammensættes

som Alma Venus’ aller bedste Venner:

hun opfandt Trøfler og Champagne kold,

Afhold hun hader — ikke Maadehold.

Middagen strakte trægt sig ud paa Dagen;

distrait Juan sig satte ned i Hast,

forvirret ved den Bringen og den Tagen

Tallerkner — sad han dér som naglet fast;

døvet i Øret af den Larm og Bragen,

han vaagned ikke op førend lidt hvast

hans Genbo retted mod ham denne Tale,

to Gange overhørt: «Lidt Fiskehale!!»

Tre Gange blev han bedt, før han gav Svar;

da fo’r han op og saa’ de andre stirre

og smile randt omkring ham — og han skar

nerves og red (thi intet kan forvirre

en klog Mand mer end Latter af en Nar)

et Døds-Snit, som tik Fadet til at klirre,

og honorered Genboens «Hallo»

med noget mere end en halv turbot.

Det voldte ingen Skade i det hele:

(den Supplikant var Fiske-Amater;)

men andre Stakler maatte siden dele

den lille Rest — og det gav ondt Humer.

Godtfolk begyndte ogsaa straks at skele

til Lorden, som indbed en slig Farcer,

der tilmed «Havrens sidste Kurs-Fald glemmer» —

og dette kostød Lorden straks tre Stemmer,

Hvor kunde de vel føle Sympathi?

De aned ej, Farceren «Aander» saa’ —

hvad der kun staar i daarlig Harmoni

med disse Stoffets Børn, beflittet paa

rent stofligt sét et saadant Fylderi,

at det blir svært for Andre at forstaa, °

hvor sligt et Legem vel en Sjæl kan rumme,

og Sjæl i saadant Legem sig formumme.

Men hvad end mere ham i Uro satte,

end at man lo og hvisked rundt om Bord

og ikke kunde hans Generthed fatte —

han, denne unge Mand, som havde Ord

for just at være den, hvem Damer skatte,

ja, til hvis Pris selv Husets Damer svor

(thi ogsaa her til Stort hver Smaating bliver

for dem, som ikke selv til stort det driver) —

var, at Aurora ogsaa paa ham saa’,

og at der var et Smil i hendes Blik;

det kunde han paa ingen Vis forstaa:

thi Folk, som sjeldent smiler, har for Skik

kon med god Grund at smile; men der laa

i hendes Øjne intet spydigt Stik,

ej Elskov, Haab — ej noget i den Stil,

som Mandfolk gerne ser i Kvinders Smil.

Det var et blidt og roligt Smil han fik,

lidt overrasket, og som altid bly.

Juan sig skjulte, hans Forstand slog Klik —

det var en Dumhed, at han kreb i Ly,

nu da han havde fanget hendes Blik

— et Udenverk til en belejret By —

det glemte han, fordi den «sorte» Mand

om Natten havde røvet hans Forstand.

Dog, værre var det, at hun ej blev rød

og syntes ej forlegen — tværtimod:

det var som hun aldeles ikke brød

sig om hans Blik. Snart svandt dog hendes Mod,

hun blegned lidt og stirred i sit Skød —

hvorfor? Hun var ej ellers red som Blod,

selv naar hun rødmed, men saa lys og skær

som Havets Dyb i stille Solskinsvejr.

Men Adelin’ var Øjne kun og Øre;

som god Værtinde paa sin gode Gaard uddelte Alt hun: Stegene, de mere,

og Komplimenter —- som man ber det, naar

man har det store Hværv at skulle fore

(særlig mod Enden af det sjette Aar*))

sin Husbond, Sen, Familje eller Kendinger

i Havn igennem næste Genvalgs Brændinger.

*) Parlamentet vælges paa syv Aar!

Selv om nu ikke dette kunde volde

Juan Bekymring — det var gammel Skik

og Fruen spilled med Bravour sin Rolle

saa let som om hun stolt i Dansen gik —

saa kunde han dog Øjnene ej holde

fra kritisk Preven af det Kvindeblik,

der rebed Haan og Stolthed — for at skue,

hvor meget sandt der var i denne Frue.

Hun spilled Rollen med et Smil om Kind

og denne Livfuldhed, som har forledt

Folk til at tale om et køligt Sind.

Vist ej: det er kun en «Mobilitet»,

Temperament — ej Kunst — som sættes ind

og synes falskt for den, som har det sét,

men er dog sandt. Thi den er dog oprigtigst,

‘for hvem den nærmeste Person er vigtigst.

Det skaber Scenekunstnere og Malere,

stundom, skøndt sjeldent, Helte — aldrig Vise,

men Diplomater, Digtere og Talere;

kun lidet Stort, men nok «som man kan prise»;

kun faa’ Finansmænd — Kongerne for Dalere —

skøndt just Finansministre kan bevise,

at man kan Cocker’s Strenghed dispensere

og flot med Talfigurer figurere.

De er Poeter i Arithmetik,

som, skøndt de ej gør to og to til fem,

dog har bevist os alle paa en Prik,

at tre er fire — Regningen er nem,

dømt efter hvad de gav for hvad de fik.

Synkende Fonds er Svælget ligefrem,

et Liquidum, som sluger Folk og Riger:

der likvideres ej) — kun Gælden stiger!

Mens Adelin’ uddelte Smil og Nik,

var Fru Fitz Fulk ret i sit Element;

hun greb, med dette lattermilde Blik

— thi le ad Folk, maa man ej, som bekendt —

alt hvad hun fandt hos Alle af Komik,

Og denne Honning samled hun omtrent

som Bierne — til senere Fordøjelse:

det var den skælmske Frue en Fornøjelse.

Dog, Kaffen kom, da Dagen stod paa Hæld,

og Aftnen svandt — som alle Aftner plejer;

Vognene mældtes, Damer bød Farvel

og nøjed, som paa Landet Damer nøjer

med u-moderne Takken for ikvæld;

det samme gjorde hver en brav Godsejer,

henrykt for Værten og hans Mad og Vin,

men henrykt mest for Lady Adelin’.

En roser hendes Skønhed, andre priser

det Vid, som i den skønne Frue bor;

og saa er hun oprigtig — det beviser

hun netop ved, at Alle hende tror.

Se, hun fortjener Kroner og Deviser,

Adel og Glans og Venners Hyldnings-Kor:

og hvilken Smag! hvem gaar saa smukt drapperet?

og hendes Dragt — hvor lidet affekteret!

Men mens de tager Afsked i Ekstase,

tog Lady Adelin sig snart betalt

for hver en udsøgt Kompliment og Frase,

hun havde givet ud. Det lød fatalt,

. men hun gav ligefrem sig til at spase

med hvad der hos Enhver var vrangt og galt:

her Kraver, Blonder, Krøs og Garnitnrer —

hist Blomster, Pudder, Sminke og Frisurer.

Hun siger lidt kun — men de Andre glider

fluks over i en vittig Diskussion;

dog det, hun siger, meget mere bider:

som Addison hun viser hver Person

ved «lunken Ros» hans mange svage Sider

(ret som Musik gør ved Deklamation.)

Fraværende blir skærmet mod Fornermelse:

Tak! — maa blot jeg gaa fri for slig Beskeermelse!

Her var kun to, der ikke vilde staa

som Spottere mod de bortdragne Gæster:

Aurora, den fredsommelige Smaa,

og Don Juan — som ellers var en Mester

i lystigt Vid om hver en Nar, han saa’;

han sad nu dér, paa Aandrighedens Rester,

en stam Person — døv for de Andres Spas,

ja rent ud léd ved deres tomme Fjas.

Han saa’ Aurora slaa sit Øje ned:

hun var ej for hans Tavshed ligegyldig!

Hun fandt vel deri kun den Høflighed,

som man er de bortdragne Gæster skyldig

men sjeldent yder dem — saa vidt jeg véd.

Han sægte anden Løsning — god og fyldig —

men, nok derom, distrait det var og blev han,

dog, hvad han saa’, sig selv tilgode skrev han.

Et godt fik «Aanden» gjort ham — det er sandt:

den havde gjort ham stille som en Aand!

Og hvis hans Stilhed hendes Bifald vandt,

saa var det Agtelse fra ferste Haand.

Og visselig Auroras Øjne bandt

igen hans Følelsers de brustne Baand —

saa store Følelser, saa ideale,

at jeg — trods alt — vil tro, de er reale:

Glæde ved Livet i dets rene Sfære;

en himmelsk Blindhed for, hvad man forstaar

ved Værden og de Ting, man dér kan lære;

de Stunder, hvor man Saligheden naa’r

blot ved et Blik og ej ved Magt og Ære,

som ellers lokker Mænd, men aldrig gaar

i Hjærtet ind og vækker dér en Lyst,

som giver Genklang i en Andens Bryst.

Ja, suk: «Αἰ αἰ τὰν Κυθέρειαν», Den,

som har et Minde og har haft et Hjærte!

Thi hendes Stjærne svinder snart igen,

blegnende som bag Sky Dianas Kærte.

Anakreon blev da først Myrthens Ven,

da han var læg’t for Amors Piles Smærte.

Og dog, hil Dig — trods mangt et Øjebliks

Fortred — Du Alma Venus Genetrix!

Og fyldt af Følelser og den Art Tro,

som svæver mellem Jorderig og Himlen,

gik Don Juan til Sengs, men ej til Ro.

Der var ej «Valmuer», men kun en Vrimlen

af Greedepil’ omkring hans Smertens-Bo;

nu mærked han de Tankers Sammenstimlen

med bitter Brodd — som Værdensmanden møder

med Haan-Smil, mens en Ynglings Hjærte bløder.

Det var en Nat som sidst. Upaakledt næsten

(Natskjorte kan man næppe Klædning kalde)

helt sans culotte, men ogsaa uden Vesten

(den havde han med Kjolen ladet falde)

sad han nu dér og vented Midnats-Gasten.

Hvad han vel tænkte? Ja, hans Tanker alle

var vanskelig for Andre at forstaa — — —

maaske: Hvad mon nu «Gejsten» hitter paa?

Han lytted ej forgæves denne Nat.

Tys! hvad er det? Aa — det er — Himlens Herre,

det er — vist ej — jo — puh! Det er en Kat!

Han havde ventet — noget meget værre;

det Trin ham havde fast i Feber sat,

og bandende han gav sig til at snærre ....

saa blødt kun en forelsket Ungme træder,

som for sit kyske Fodtrins Ekko red er.

Igen! — hvad nu da? — Vinden! — Nej; se dér — —

den samme sorte Munk han for sig skuer,

med Trin i samme Takt — saa noget nær —

som Vers, ialfald da de Vers, der duer.

Og atter — gennem Nattens Dæmringsskær,

mens Søvnens Aag de Dødelige kuer

og Stjærnens Diadem fra Skyen lyser —

hans Blod i Feberkuld’ ved Synet fryser.

En Lyd, som naar en vædet Finger stryger

mod Glas — (da klaprer selv den Tapres Tænder) —

en Lyd, som Høstens Løv, naar bort det fyger

og Aftnens Storm i natlig Skylregn ender.

Juan var kendt med Storm-Pust og med Byger,

men for et Aande-Pust skjalv Heltens Hænder.

Man kan gaa med paa «Aande»-Theorien —

men téte-å-téte med dem — nej Tak, Gud fri En!

Var ej hans Øjne aabne? — jo — og Munden!

Skræk lukker Tanken — men dens Udfalds-Dør,

den smældes nok paa vid Gab op, i Grunden,

som om en Ordstrøm fordred lydt Gehør.

Og nærmere kom, i Genganger-Stunden,

— hu — denne Lyd.... og (som jeg sagde før)

Øje og Mund stod aabne, mens hans Krop

i Skælven var — og....saa gik Døren op.

Op gik den, med en Larm af samme Art

som Helvedes. «Lasciate ogui speranza

voi che entrate». Grufuldt led det, snart

som Dantes rima, snart som denne stanza,

snart — men hvem sammenligner i den Fart?

Mod Skygger falder Heltemodets Krans a’,

thi hvad er mod en «Geist» vort Kød og Blod?

Et er jo Mod — et Andet Over-Mod.

Op gik den altsaa — ikke voldsomt, men

lig Maagen, naar den jævnt paa Vingen drager —

gik saa tilbage, dog ej helt igen,

men blot paa Klem — mens Hengslet sagte knager.

Og se, en Skygge faldt ind mod vor Ven

Juan’s to Vokslys dér i deres Stager;

og mørkere end Mørket udenom

i Kutte sort den Munk tilsyne kom.

Vor Helt blev bleg og skjalv som sidste Nat,

men tænkte saa: det kan ej rigtigt være!

han skammed sig, og følte dernæst at

han maaske Tvivl om Synet burde nære.

Og ved den Tanke vaagned i ham brat

hans egen «Gejst» — som vilde den ham lære,

at Aand og Legem i ham var et Par

og fik vel Bugt med En, som «Aand» kun var,

Hans Frygt blev Vrede, iltert blev hans Blod,

og han sprang op — skred frem — og Skyggen veg;

han fulgte efter, med forstærket Mod,

i fast Beslutning, skøndt om Kinden bleg;

blev nok saa højt det Spil, der forestod,

han vilde have Slut paa denne Leg;

og Skridt for Skridt holdt Spøgelset det gaaende

til Muren — hvor det som en Sten blev staaende.

Han strakte frem en Arm — I Guder alle!

ej «Aanden» fik han fat, men Muren kun,

hvor Maanen lod sin Sølver-Flimren falde,

brudt gennem Vindvet, ned i Nattens Stund.

. Han turde vel en modig Mand sig kalde,

men sitre gjorde Øje, Haand og Mund.

Man frygter Aanderne, som ikke-ere,

og slaa’s realiter med hele Hære!

Men Gejsten stod dér. Og med Øjne blaa,

der næppe kunde døde Stene være,

ganske livagtig paa. Juan den saa’,

som mærked — sødt — en Aande mod sig bære,

der ej var Gravens! Og en Haarlok laa

langs Kuttens Flige — og en Mund, paa Ære,

lyste helt rød, med Perlerækker blanke,

i Maanens Skær fra Vindvets Vedbend-Ranke.

Nuvel, han strakte frem den anden Arm,

og — Under over alle Under — trykked

en Biiste ind til sig, der kendtes varm

og røbed, fast og rund som den var bygget,

et Hjærtes Glød. Han følte, til sin Harm, ©

at han som Mange, naar det kom til Stykket,

havde søgt fejl — og fat i Muren faaet

i Stedet for i det, som han attraaed.

Se, hvis det var en Aand, var det saa sød

en Aand, som skjules kan i Kutter fromme:

en Hals som Sne, med Smilehul saa blød

en Hage — jordisk Kød og Blod hver Tomme!

Og Kutten faldt, og Ham Gespenstet skød

og røbed (ak, at det saa vidt skal komme!)

i yppigst Fylde, ej for fuldt at skue,

Fantomet af Fitz-Fulk — den skælmske Frue!