Tredje Stanze. Ordspillet er skødesløst fra Digterens Side og uoversætteligt. Det er taget af Polonius’ Ord til Dronningen om Hamlets Sindstilstand. (Hamlet, 2den Akt, Scene 2.) Tiende St. «Det er endnu Tvivl underkastet, af hvilke Bestanddele det gamle tyriske Purpur bestod: om det tilvirkedes af Muslinger, Cochenille eller andet. Endogsaa Farven er omtvistet. Nogle mener det var Purpur, andre Skarlagen. Jeg — forklarer Byron — mener Ingenting.» Sexogtredivte St. Hvad Sortebroderen angaar, beretter Moore, at Byron under et Besøg i Newstead 1814, i Virkeligheden indbildte sig at se Sortebroderens Skik-
kelse, som antoges at vanke omkring i Slottet, siden den Tid, hvor Klostræt ophævedes. Treogfyrretyvende St. Digteren tilføjer: «Jeg mener, det var et Tæppe, hvorpaa Diogenes traadte med disse Ord: «saaledes træder jeg Platos Hovmod under Fedder! »» hvorefter den Anden svarede: «med endnu større Hovmod!» Men eftersom Tæpper er gjorte til at træde paa, tager jeg muligvis fejl. Maaske var det en Robe, et Tapet, en Dug, eller et andet kostbart og u-cynisk Stykke Bohavel» — — Tredstyv. St. Macbeths Ord til Heksene; (se Macbeth IV. 1.) Femoghalvfjerst. St. Macbeth siger, ved den Tanke, at han muligvis faar Banquos Barn til Efterfølger, «paa Liv og Død vil jeg slaaes med Skæbnen.» (Se Macbeth, III, 1.) Det helt komiske i Citatet falder ferst rigtig i Øjnene ved at sammenligne det Shakspearske og det Byronske i Originalen. Enogfirst. St. I Originalen staar der Peter Pith — muligvis Sydney Smith, Forfatter til Peter Plimleys Brev!
Fireogfirst. St. Strofen sigter til en engelsk Sang, der begynder saaledes: «There’s a difference between a beggar and a queen!» Seksogfirst. St. Sine Cerere et Baccho friget Venus. Syvoghalvfemst. St. Det franske «mobilité». Jeg er ikke — bemærker Byron — ganske sikker paa Ordets Medborgerret i vort Sprog. Det udtrykker en Egenskab, som egentlig hører hjemme i andre Klimater, men som ofte forekommer meget udbredt endogsaa i vort, Denne Egenskab kan defineres som en overdreven Modtagelighed for øjeblikkelige Indtryk — uden derfor at de foregaaende tabes. Om den en og anden Gang kan være til Gavn for den dermed begavede, foraarsager den i Almindelighed kun Uro og Fortræd. Ethundredogniende St. Ja, suk: «Αἰ αἰ τὰν Κυθέρειαν ....» Bions berømte Gravsang over Adonis, hvor dette Smertens Udraab forekommer i stødse nye Vendinger. Længere nede i samme Stanze: Alma Venus Genetrix! Lucretius (lib. I.): — — «genetrix hominum, divomque voluptas, Alma Venus!»
Ethundredogfjortende St. Byron sigter — med denne «fugtede Finger, der stryges mod et Glas» — til den Tids spiritistiske Experimenter (ligesom vi har vore Dages) — særlig Schråpfers Fremmanen af Prins Carl af Sachsens Farbroders Genfærd. Ethundredogsekstende St. Dante (Inferno, III, v. 9): Lad Haabet fare, I, som her indtreeder! —