Til Ferrara
Ved dets Universitets 500 Aars Fest, April 1892
Ved dets Universitets 500 Aars Fest, April 1892
— — — — — — — — — —
Og dem, jeg elsker, men aldrig saa’,
de henfarne Store, som nær Dig staa,
med dem lad mig bo i dit høje Hus,
naar Jordebygningen synker i Grus.
Carl Bagger: Ønskerne.
Fra Danmarks lyse Bøge
ned til Italiens Pinje
der gaar i lige Linje
en Hilsen denne Dag:
en Sang, der Ly vil søge
under Sydens klare Tag.
Mit Folk har Verdenshave
og Markens Furer pløjet —
Italias har for Øjet
Naturens rige Gunst;
det fik i Vuggegave
en Oldtids store Kunst.
Jeg hilser Dig, Ferrara!
hvis stolte Fortidssage
med Lysglands naaer tilbage
i Hundreder af Aar:
Med fyrstelig Tiara
din Sagngudinde staar.
End Mindets Roser gløde
i Slottets gamle Sale,
hvor Leonoras Tale
fik Ild af Tassos Sang:
Det var et Stævnemøde
af Snille og af Rang!
Det véd Historiens Muse
og Santa Annas Celle
helt sælsomt at fortælle
om Digterhjertets Nød,
da ej man Søbækshuse,
Om ham, hvis Digtning lued
Jerusalem til Ære, —
der ej fik Lov at bære
sin Krands paa Kapitol:
før han sin Krone skued,
neddalede hans Sol.
Trehundredaarets Bølge
ej tog hans Eftermæle
og mellem store Sjæle
han nævnes end paa Jord.
Med Sydens Ild i Følge
hans Digtning gik mod Nord.
Hin Ordets store Lærer,
hvis Ildhu ved Mirakler
har frelst de tusind Stakler
fra Synd og dybest Ve, —
hans Værk Ferrara ærer
i Marmorstøttens Sne.
Som Danmarks Mester Ole
»Excelsior« var ham Maalet,
indtil paa Kjætterbaalet
hans dyre Eiv blev brændt!
— Dit Navn, Savonarola,
i Stjernerne er tændt!
Og »Adam Homos« Mester,
med Stanzer og Terzetter,
med Alma, hvis Sonetter
vi hædret har og rost: —
hans Rhytmes Genius fæster
dog Bo hos Ariost.
Derfor fra Esroms Bølger
og Marmorhavens Stilhed,
og fra den lyse Mildhed,
som Fredensborg beboer —
derfra en Hilsen følger
ned til Italiens Jord.
Thi blev i Sind vi tunge,
blev kolde vi og arme,
vi længtes efter Varme
og Lavrens grønne Blad, —
Italiens evig unge
og Kunstens Hovedstad.
Det Land, som Maal er blevet
for Skjønhedslængslers Veje;
det Land, som fik i Eje
Magnetens sære Magt.
Hil Dig! — har Digteren skrevet!
Hil Digi — har Kunsten sagt!
Af Danske skal det æres
i Thorvaldsens Sale,
hvor sjælfuldt høres tale
den hvide Marmorsten —
hvor Oldtidssproget læres
i »Nordens Athen«.
Ferrara! lyse Stjerne
ved Padus’ høje Vande!
Du sender over Lande
dit minderige Skjær: —
men husk, at Du skal værne
det Adelsskjold, Du bær!
Din Fremtid, den bør evne
at straale som dit Rygte:
at Kunst og Viden søgte
og fandt hos Dig et Ly —
saa vil Europa nævne
din Virken og dit Ry.
Ferrara! Dig jeg hylder
og dine Læresalel
Læg Klang i Folkets Tale
og præg Du Slægtens Kaar
— og din Højskole fylder
med Hæder Tusind Aar!