De raaber: »Vend Deres Øje mod Øst,
»fra Fredens- til Petersborg!
»Og vend Deres Øre fra Skovens Røst
»og lyt til Folkenes Sorg!«
— De kalder mig frem til Sang paany.
Ak, Kjære! jeg mægter det ej:
Jeg er kun en Svale, der kvidrer i By;
min Røst er ej Lurens i Vaabengny,
og derfor jeg svarer Dem: Nej!
Jeg har ej Hævnens Tørst i mig selv
og kan den ej tolke i Ord;
jeg kan ikke tordne »Ve!« eller »Skjælv!
til noget Væsen paa Jord.
Jeg faar ej ved Hadets glødende Harm
blot et Anathema sagt.
Plebejernes Horde, Pøbelens Larm,
skal lammes maaske af Lovens Arm:
— Jeg tror dog paa Solstraalens Magt!
Kræv derfor ikke — jeg siger det frit —
at jeg i min Digtnings Ord
skal skildre Bomber og Dynamit,
med Tempelruiner og Mord.
Mit Liv er et Blad af Kjærligheds Bog, —
melodisk er jeg i Hu;
men den, som digter i Hævnens Sprog,
hans Pen maa ildne Blækket i Kog,
maa gløde Papiret itu!
Se, derfor stemmes jeg bedst til Sang
Skjærsommeraftenens Stund,
naar Solen ved Nøddebos Klokkeklang
nedsænker sin Kugles Rund.
Naar da jeg sidder i Stilhed og Ro,
mens Søen lukker sit Bryn,
og Myggene sværmer om Kongens Bro,
da kommer atter og atter To ....
to Elskende for mit Syn.
Og Manden, som dér jeg maner frem,
min Ven! De kjender ham godt;
han boer i sit eget lyse Hjem,
mer hyggeligt end i et Slot.
Og Hustruen, Rosen, Sjælen deri,
hun har en Estrid i Favn!
Men dette Hjem, denne Trilogi —
det er et Billed, en Livspoesi
med Lykkens favreste Navn.
Ja, det er et Billed, jeg kan forstaa,
det fattes kan af min Aand;
til Ære for det jeg Strengen vil slaa
paa Lyren, jeg har i min Haand.
— Engang jeg kom efter Døgnets Slid
som Gjæst under Deres Tag:
Trods Februar, saa barsk og saa hvid,
De havde Sommer just denne Tid
og Sol den korteste Dag.
Tilgiv mig derfor, at ej jeg skrev
med Hadets flammende Skrift,
og at i Verset ej nævnet blev
en eneste Skjændselsbedrift!
Jeg siger Dem, hvad der er sandt og vist:
en Trang mig til Pennen drev.
Ej dømmer jeg her nogen Nihilist, —
nej Trangen, den bringer et »Tak for sidst!«
og dikterede dette Brev!