Sen Aften. Under Skrænten roede de ud
og laa paa det blanke, purpurfarvede Vand.
Paa de hvide, stejle Pynter stod Bøgen Brud,
saa lysende lys, medens Himmel og Jord stod i Brand.
I en Dis af Varme sløret laa Skov og Strand.
Det var overjordisk, saa skønt som en salig Drøm.
Hans Sjæl var smeltet; hans talende Taushed øm;
hun svarte klart med en praktisk og tør Forstand.