En Storm foer gennem mit Indre
og den fejede Hvælvingen ren.
Alt svandt. Jeg kan Intet erindre,
og nu hersker i Hjertet kun En.
Hvid, lys, klædt i Lys, mod en Himmel,
der luer i Purpurblods Brand;
med Foden paa Synskresens Rand,
hvorunder al Kvindernes Vrimmel
sank, som man synker i Vand,
staar hun, hvem jeg elsker, alene.
Hvid, lys, klædt i Lys, Purpur bag,
beundret og attraaet hver Dag,
staar hun, hvem jeg elsker, alene,
og ud fra min Kval og min Dont
jeg løfter mit Blik mod den Rene,
der fylder mit Livs Horisont.