Georg Brandes (1842–1927)

Georg Brandes var ingen digter — men skal kendes som den mest indflydelsesrige danske litteraturkritiker i slutningen af 1800-tallet.

Brandes’ forelæsninger ved Kbh. Universitet med titlen Hovedstrømninger i det 19. Århundredes Litteratur indledes i 1871, og dette markerer faktisk ret præcist starten på „Det Moderne Gennembrud.”

Ingen teoretisk samlet poetik findes, men skal læses udfra hans praksis og behandling. Indflydelse fra Taine og Saint-Beuve. Hans primære interesse er litterær sammenligning — dvs. komparative læsninger, som f.eks. Heine vs. Goethe. Senere skriver Brandes biografier: Det moderne Gjennembruds Mænd (1883) er forfatterbiografier af bl.a. J.P. Jacobsen. Idéhistorisk baggrund hos forfattere fremstilles som mindst ligeså vigtig som personligheden eller det rent personalhistoriske.

Brandes forkaster begreberne "Det Gode, det Skønne og det Sande" fra Goethes romantik. Men bruger dem alligevel redefineret. Det sande henviser til videnskab. Det gode er social humanistisk-etisk. Det skønne er mere problematisk. Han bliver dybt grebet af kunsten, men vil at: "Litteratur skal sætte problemer under debat." Dette er det af Brandes’ udsagn, som marxistisk analyse sværger til. Men dette er ikke et æstetisk udsagn, men snarere er betydningen at litteraturen skal være på højde med tiden og ikke bagud. Litteraturen skal altid kæmpe for friheden og fremskridtet.

Individualiteten skal stå som repræsentant for en tid. "Det uendeligt store i det uendeligt små," er hans krav tid samtidens forfattere. De skal være individuelle, men lyse op. Dette princip betegner også hans egne læsninger. Nærlæsninger viser de store forhold. Kunstnerisk kvalitet overfor indhold er de to forhold som altid skal betragtes. Derfor er hans domme tvetydige. Balzac er iflg. Brandes en digter med vigtigt indhold og psykologisk forståelse, men som mangler sikkerhed og præcision rent kunstnerisk. Kritik. Iagttager. Dommer. Dette i modsætning til en forfatter med stil og kunstnerisk udtryk, som er rammende og malerisk. Skel mellem digter og kunster. Digteren kan nærme sig det "Sande", medens kunstneren kan nærme sig det "Skønne." Det "Gode" er ifølge Brandes tilnærmet af tænkeren, f.eks. Stendhal, som forklarer det typiske med det enkelte. Hvilket er en forudsætning for tænkeren. Dette er en lidt udflydende definition.

Brandes er modstander af naturalismens objektivitet. Ingen bagvedlæggende idé kan nemlig demonstreres ved objektivitetens mangel på dom, fortolkning og moral. Forfatteren skal lede sin læser. Dette er i modsætning til Zola’s form for naturalisme, hvor forfatteren idealistisk set er objektiv.

Brandes repræsenterer således på mange måder en romantisk æstetik. Men han opponerer også mod den.