Hør Fuglesang af hundred Fugletunger!
Se Æbleblomst og Guldregn og Syrener!
Aand Duft af Løv og Muld i dine Lunger!
Her Stedet er, som hun dets Magt forlener,
hun Havens Skønhed til et Helt forener.
Stjerne ved Stjerne Bellis staar i Græsset.
Se, Bedet plantes, Gangen skuffes, rives,
lyt! Lyden af en Le, der bliver hvæsset.
Til Blomstring, Duft og Sang Naturen drives,
men intet Skønnere end hun der gives.
En Luftning. Løvet hvisker: se den Kvinde,
som nu i Haven træder ud fra Huset!
Med lette Skridt, som knirke svagt i Gruset,
hun gaar og hører taus paa Bladesuset,
slank som en Raa og stolt som en Gudinde.
Med Hvidtjørnsblomster smykker hun sit Bryst,
som af Syreners søde Aande fyldes;
i Haanden holder hun en Guldregnskvist.
Af Alt, hvad farves, sølves og forgyldes
i Sol, hun som sit Hjems Fyrstinde hyldes,
Naturens Fe og Menneskenes Trøst.
Nu svandt hun. Nej se did i denne Retning,
se under Træet hist Prinsesse Vaar!
Se disse Farvers dejlige Sammensætning!
Hvid staar hun med den yppigt tunge Fletning,
let bøjet Hoved, og bag hende staar
Guldregnens Glorie om det mørke Haar.