Til Christian Wintherd: 23 januar 1863Mens Sneen dryssed sit kolde BadOg Himlen var mørk at skue,Faldt pludseligt ned som et RosenbladDit yndige Digt i min Stue:Og Harpen toned gjennem mit Sind,Meer sødt end jeg følte det længe,Men ogsaa Rødme farved min Kind,Jeg tænkte paa — Støv og paa Strænge.Ak Du! hvem Din Musa blev evig huld,Hver dristig Bøn tør Du vove,Din Troskab hun lønner med alt sit GuldOg sine grønneste Skove!Men jeg — en utro letsindig Svend,Hvad Gave vil min kunne sende,Jeg tidt lod Maaneder, Aar gaae hen,Og tænkte aldrig paa hende;Nu mangler mig fast en Sangers Mod,Naar min Haand vil Harpen tage,Og dog var hun altid saa himmelskgod,Og tilgav, og vendte tilbage;Og dersom hun nu omsvæver migOg er hos min Aand tilstede,Da er det blodt for at takke DigOg for at volde Dig Glæde!