Ludvig Bødtcher (1793–1874)

Jeg saae Dig ej paa denne dunkle Jord, —

Jeg skimted kun som gjennem Sørgeflor

Dit Aasyn i din Moders vaade Blikke:

Men ædel stod Du for mig, smuk og god,

Med Haabets friske Krands og frejdigt Mod,

Et Billed, som mit Hjerte glemmer ikke!

Ak! Herren tog igjen, hvad rigt han gav:

Nu staaer Cypressen ved din aarle Grav,

Og Hellas Himmel smiler, hvor Du blunder,

Men mangt et kjærligt Suk gaaer stille frem:

Det kommer fra dit fjerne Fædrehjem

Og kysser Stenen, som Du hviler under!