Gravskrift

        Gravskrift Indskrift paa et Gravmæle paa ell. ved en Grav, bestemt til at bevare Mindet om en Afdød og om hans Virksomhed. Ikke sjælden indeholder G. Oplysninger om den Afdødes Levetid, Fødsels- og Dødsdag, Alder, omtaler hans Fortjenester o. l. Dog kan ingenlunde alle Indskrifter, der findes i og ved Grave, betegnes som egl. G. Der findes nemlig i Grave ofte Indskrifter, som nærmest er bestemte til at virke paa overnaturlige Magter og Væsener til Bedste for de Afdøde, og som skal svække ell. tilintetgøre onde Aanders Anslag ell. vinde Guders og andre mægtige Aanders Hjælp og Beskyttelse. Dette er saaledes den væsentligste Hensigt med de hieroglyfiske Indskrifter, som ofte i talrig Mængde anbragtes i de ægyptiske Grave; om end der gives forsk. Oplysninger om den Døde cg hans Virksomhed, er dog Hensigten nærmest at sikre den Døde en lykkelig Tilværelse i den anden Verden. Ogsaa hos andre Folk finder vi noget lignende, saaledes i Norden, særlig i Norge, hvor de allerfleste af de ældste Runeindskrifter inde i Højen mere var bestemte til at læses af Vætter og Dødninge end af Mennesker. — G. findes snart indhuggede, indridsede ell. malede paa Kister ell. Sarkofager, særlig, naar disse stod paa et let tilgængeligt Sted, ved Landeveje, i Gravkapeller, men ogsaa naar de staar i lukkede Gravkamre. Snart er G. anbragte oven paa Graven, paa en fladt liggende Ligsten ell. paa opretstaaende Gravmæler, enten paa utilhuggede Sten ell. paa Tavler (se Gravtavle), Kors e. l. Fra de gl. Kulturlande ved Eufrat og Tigris, Babylonien og Assyrien kendes næsten ingen G. Kun ved Udgravningerne af den gl. Kongestad Assur ved Kalat Sherkat, Ø. f. Tigris, har en tysk Ekspedition bl. a. fundet nogle Kongegrave fra 9. Aarh. f. Kr. med G. Fra det gl. Persien kendes der kun en enkelt (ved Nakh-i-Rustam over Dareios I Hystaspis). Fra Lilleasien, Syrien og Arabien haves derimod en Del G., men de ældste naar kun nogle Aarh. tilbage i Tiden f. Kr. og mange, f. Eks. G. fra Palmyra (hvoraf den største Samling er i Ny Carlsberg Glyptotek i Kbhvn), tilhører Kejsertiden. G. fra Jødeland tilhører ligeledes en sen Tid og er ikke meget talrige. Fra det gl. Grækenland haves mange G. De er kun korte, indeholder i Reglen kun den Dødes, hans Faders og hans Stammes Navn (de attiske G. er samlede af Kumanides: Ἀττικἡς Ἐπιγραφαί επιτύμβιοι, Athen 1871). Fra Etrurien haves ligeledes mange G. i etrurisk Sprog og Skrift; de er ligeledes alle korte. Derimod er de lat. Indskrifter saavel fra Rom som fra Kejserrigets Provinser længere og indeholder ofte vigtige Oplysninger til Kendskab om Forhold i Romerriget. Imedens man næppe fra de vestlige Lande ell. fra Germanien kan opvise nogen G. fra den hedenske Tid i vedk. Lands nationale Sprog, har vi derimod i Norden mange G. fra den førkristelige Tid paa Runestene. Paa de ældste spiller Indskriften endnu kun en lidet fremtrædende Rolle, men efterhaanden udvikler den sig, og mange Runestene giver, trods Indskriftens Korthed, vigtige historiske Oplysninger.

        De Kristne anvendte ofte G. Mange Eksempler kan hentes fra Roms Katakomber (de Rossi: Roma Subterraned), men ogsaa fra Provinserne. Fra Ægypten haves kristne G. paa Græsk og Koptisk. I de urolige Tider i Folkevandringens Dage bliver G. sjældne; længere hen i Middelalderen bliver de hyppigere; de er i største Delen af Europa affattede paa Latin og temmelig korte, ender ofte med: requiescat in pace (»Hvil i Fred«). Efter Reformationen bliver de længere; Modersmaalet træder efterhaanden i Latinens Sted; Bibelsprog o. l. ses hyppig i protestantiske Lande. I Oplysningens Tidsalder finder man oftere en overstrømmende Lovprisning af den Afdødes Dyder. Imedens G. i ældre Tider i Reglen kun anvendtes af ansete og velhavende Familier, bruges G. nu af alle Samfundsklasser, hvorom Kirkegaardene afgiver tilstrækkeligt Vidnesbyrd. — Muhammedanerne anvender ogsaa G. meget; i Reglen er de affattede paa Arabisk; Steder af Koranen anføres ofte. — G. er meget vigtige i historisk Henseende som samtidige Aktstykker. Men da de oftere er udførte inden Vedkommendes Død, er Datoerne stundom ikke indsatte. Særlig gælder dette for G., der er satte over Mand og Hustru paa een Gang.