Mens Sneen dryssed sit kolde Bad,
Og Himlen var mørk at skue,
Faldt pludselig ned som et Rosenblad
Dit yndige Digt i min Stue.
Og Harpen toned gjennem mit Sind,
Meer sødt end jeg følte det længe,
Men ogsaa Rødme farved min Kind,
Jeg tænkte paa — Støv og paa Strænge.
Ak Du! hvem din Musa blev evig huld,
Hver dristig Bøn tør Du vove:
Din Troskab hun lønner med alt sit Guld
Og sine grønneste Skove.
Men jeg, en utro letsindig Svend,
Hvad Gave vil min kunne sende, —
Jeg tidt lod Maaneder, Aar gaae hen,
Og tænkte aldrig paa hende.
Nu mangler mig fast en Sangers Mod,
Naar min Haand vil Harpen Tage,
Og dog var hun altid saa himmelsk god,
Og tilgav, og vendte tilbage.
Og dersom hun nu omsvæver mig
Og er hos min Aand tilstede,
Da er det blot for at takke Dig
Og for at volde Dig Glæde.
Ludv. Bødtcher