I
Jeg elsker min lille Verden,
min glade Pip og min Hund!
Jeg skærmer den for den store,
jeg signer den hver en Stund!
De to, de kender af Livet
kun Lykkens glade Behov,
de tumler sig i det frie
med Latter og højt Vovvov!
De kaade Spring over Græsset,
de varme Kys paa min Mund,
den viltre Leg i det grønne,
den gør mig Sjælen saa sund,
— den gør mig Tankerne rene,
den gør mig Sindet saa kækt,
saa Barnet i mig kan leve
trods Synders og Sorgers Vægt.
Hvad er mig den store Verden,
dens Æres og Vaandes Stund,
saa længe jeg har den lille:
min glade Pip og min Hund!
II
Du lille Pip! Du glade Pip,
hvor er Du dog lykkelig baaren!
Fra du fik Sko paa din lille Fod,
har Lys og Luft dig danset imod,
Stær og Lærke har hilst din Vej,
og Skov og Mark er grønnet for dig
i Vaaren!
Den første Stund, Du til Verden kom,
legede Lyset med Dagen,
og derfor fik dine Øjne smaa
de tusende Solglimt at gemme paa,
og derfor leger der Sol om din Mund,
i Smilets Krusning, i Kindens Rund
og om Hagen.
Der synger en Fugl, min glade Pip,
en kvidrende Fugl ved din Rude,
derfor er du saa sorgløs fri
som selve Naturen, Du lever i,
saa frisk som Foraarets fejende Vind,
der hvisker i Bøg og suser i Lind
derude.
Dit Liv er som Naturens Liv,
dens farende Vejr har Du inde,
og derfor naar Du et Indfald faar,
da er det som Løvspringsleg i Vaar,
og derfor, naar Du faar Tungen paa Gan
da er det, som glade smaa Fugle sang
bag Linde.
Din Drøm er som Naturens Drøm,
og derfor, Pip, naar Du sover,
da drømmer Du blødt som Søens Spejl,
der vugger det blanke Maanesejl,
ind i de lyse Nætters Fang
med strømmende Nattergalesang
derover.
Saa leg og drøm, du glade Pip,
som er saa lykkelig baaren,
og tak Vorherre, som er saa god,
at Lys og Luft dig danser imod,
at Stær og Lærke hilser din Vej
og Skov og Marker grønnes for dig
i Vaaren!