Fra Vinterskovenes
vilde Ørke
og Rævehulernes
Baggaardsmørke,
fra Elletrunternes
graa Kaserner,
hvor Lys kun tændes
af Rimfroststjærner,
fra Højsalsvidden
og Andedammen
farer de, flyver de,
flagrer de sammen —
flere sultne,
end I kan mætte —,
ak, I smaa grønne
Fadebursterner,
det kan I da skønne —!
Men nu er det Jul,
thi byde I nejende
ind — med Slæbet
i Sneen fejende —:
først Nøden i Skjul:
først dem, der tælles
til Hjorteslægten,
de kongelig fri!
saa alle de flagrende
Fugle paa Sti — —
og saa tilsidst
dem, der er Velgørenhedsskive,
fordi de aldrig
bestiller andet
end netop at drive!
Kronhjorten kommer
med knejsende Bringe,
skridende næsten!
Han véd, det er ham,
som adler Festen.
Lille Fru Bæver
anstandsfuldt nejer
og overser ganske
enhver Plebejer.
Vildsvinet lader
sig længe nøde
og invitere,
for siden at æde
saa meget des mere.
Ræven er sikker
ved alle større
Velgørenhedsfester —
og Haren og Kragen
er Snyltegæster —
men Uglen dèroppe!
ja, han er kommen
som Kritiker, ser I!
han har Jer i Lommen
ak, I smaa grønne
Fadebursterner,
det kan I da skønne — —!