Jenny Blicher-Clausen (1865–1907)

Blicher-Clausen, Jenny Frederikke, 1865–1907, Forfatterinde. Født 29. Juli 1865 i Durup i Salling, død 4. Februar 1907 paa Frederiksberg, begravet i Søllerød. Forældre: Sognepræst Jens Mathias Blicher (1822–93) og Frederikke Severine Balle (1833–1910). Gift 3. Marts 1892 i København (Matthæuskirken) med Pastor Henrik Nikolaj Clausen, født 21. November 1858 paa Jonstrup, død 24. Aug. 1901 i Kolding, Søn af Biskop, Dr. phil. Johannes Clausen og Hustru.

Da Fru Blicher-Clausen var fem Aar gammel, forflyttedes hendes Fader til Vester Hæsinge, senere til Nørre Broby, og hendes Barndom og Ungdom henrandt da i idylliske fynske Præstegaarde. Paa fædrene Side var hun af Steen Blichers Slægt, paa mødrene af Biskop Balles. Poesien var hende medfødt. Allerede som Barn skrev hun, Digte og Prosa, Salmer og Elverpigesange, og kun tretten Aar gammel havde hun den Dristighed og Naivetet at indsende et historisk Skuespil til Det kgl. Teater. Det blev naturligvis ikke antaget, men Skuffelsen herover virkede — siger hun selv — saaledes, at der i hendes trettenaarige Hjerte fødtes en vis sejg Energi, som aldrig siden forlod hende. I Attenaarsalderen skrev hun et stort historisk Skuespil, indsendte ogsaa dette til Det kgl. Teater, fik det tilbage, men dog med en saa gunstig Bedømmelse, at den virkede stærkt ansporende paa hendes Produktion. 1885 udkom hendes første Bog »Digte«, under Pseudonymet John Bentsen, under hvilket Mærke endvidere udkom »Olaf Trygvason« (1887) og »Ebba Brahe og andre Digte« (1888). Skuespillet »Christian den Anden« (1889), spillet paa Dagmarteatret, har ligesom Digtsamlingen »Fra Markvejen« (1890) paa Titelbladet J. Blicher. Med Understøttelse fra Den Raben-Levetzau’ske Fond foretog hun 1891 en Rejse til Italien, næste Aar fik hun sit Hjem i Store Hedinge, hvor hendes Mand, en Sønnesøn af Professor H. N. Clausen, var Kapellan; 1897 blev han Sognepræst i Søllerød. — Under alle Forhold, i Glæde og i Sorg, fandt hendes Sind Udløsning i Poesi: »En Bryllupsrejse« (1894), »Fugleviser« (1895), »Inga Heine« (1898), hendes Hovedværk »Violin, et Nutidsdigt med et Forspil og Intermezzoer« (1900) og dets Fortsættelse: »Den sidste Hauge« (1903), »Farbror Frans« (1902), »Kjeld« (1903), »Sonja« (1905). Hendes Udvalgte Skrifter, I-II, er kommet i flere Oplag. — Fru Blicher-Clausens Forfatterskab er blevet bedømt højst forskelligt, mange forgudede hende, medens andre med Rette gjorde adskillige nedsættende Antegninger til hendes Bøger. Hendes Sprogbehandling er ikke altid ulastelig; maaske kunde en mindre omfattende Produktion givet til Resultat en bedre. Fru Blicher-Clausens Forfatterskab viser Paavirkning fra mange Sider — Kaalund, Bjørnson, Ibsen og flere — og adskillige af hendes lyriske Vendinger bærer Præg deraf. Selv i hendes Hovedværk, »Violin«, kan man ved Siden af skønne Vers finde Rimerier uden større Værdi, og ægte Følelse og Sentimentalitet veksler i hendes Bøger, men hun har, f. Eks. i »Inga Heine«, tegnet Billeder og Situationer, der lever og huskes. Selv dybt poetisk grebet og stemt har hun gennem sine Bøger udløst manges Trang til Poesi, og hun fandt — og har til Dels endnu — en stor Læsekreds ikke alene her hjemme, men ogsaa i Tyskland, Sverige, Finland og andre Steder.