Det kom saa pludselig til os
og vejredes atter hen —
det stod i alle Aviser —
vi har læst det og glemt det igen —:
— — —
Der vugged i Østersøen
med mange hundred ombord
en stor Atlanterdamper,
som til Amerika for.
Ude i Agterstavnen,
yderst ved Rælingens Rand
to Mennesker stod og stirred
udover det dybe Vand.
De fòr mod den nye Verden,
det nye Liv paa Jord.
Og tusend smaa Amoriner
var myldret med dem ombord.
De hang med lystige Lader
i Takkelagen og sprang,
de sad med klukkende Latter
paa Bølgetoppen og sang!
De to saa intet omkring dem,
de saa hverken Hav eller Strand,
de saa alene hinanden
og saa det forjættede Land.
Der blæste saa stiv en Kuling
med frisk, højtstraalende Vejr —
Skibet skar frem over Havet,
de to fandt Hjemstavn dèr.
Man ændsed dem ikke om Dagen,
de sansede ingen ombord,
de sansede kun hinanden,
mens imod Vest de fòr.
Men altid i stille Aftner,
naar Juninatten brød frem,
samled sig Passagererne
helt uvilkaarlig om dem.
Ikke fordi de talte
med nogen, som kom dem nær,
alene fordi der omkring dem
laa et fortryllet Skær:
Den evige Lykkes Festglans,
den unge Kærligheds Vagt,
som drager Hjærter og Tanker
med mer end Alverdens Magt.
Den store Lykke, som ikke
den blege Død engang
har Kraft til at gøre mindre
med al sin knugende Tvang —!
— — —
Der sad mellem Dækspassagererne
nede paa tredje Klasse
en gammel, rynket Kone,
som havde et Barn at passe.
Barnet tumled paa Dækket,
hun dansed paa Taa og Hæl
— den Gamle sad alletider
og snakkede med sig selv.
»Bare jeg dog var henne!
Ok! sikket grusomt Vand!
Var jeg dog død, før de skikked
mig bort til et fremmed Land!«
— Der gik mellem Passagererne
oppe i anden Klasse
en Mor, som havde en stakkels
hulkindet Søn at passe.
Drengen var lam fra Fødslen
og halvvejs døv og blind,
de stakkels, rystende Hænder
var bare Ben og Skind.
Hun var af de stærke Kvinder,
som Sorgerne aldrig bøjer,
hun var bestandig tilrede
med nye Lege og Løjer.
Han var en ynkelig Stakkel,
men dog den eneste lille, —
og kun, naar hun trode sig ensom,
græd hun ganske stille.
Hun ofred sig Nætter og Dage,
— hvad spurgte hun vel om Løn!
Manden var død — hun var Enke —
han var hendes eneste Søn. — —
— Der drev gennem Førsteklasses
fløjelsbetrukne Salon
en skaldet »Dandy« med Frakke
af sidste Pariserfacon.
En »fin du siècle« Herre
med matte Øjne og Mund,
som altid sad og drak Whisky
eller faldt sløvt i Blund.
Hver Gang han traf paa det unge,
lykkestraalende Par,
følte han noget som Kvalme, —
han vidste knap, hvad det var —
— han følte blot, at det var der.
Og naar han øjned dem komme,
knytted han uvilkaarlig
Hænderne i sin Lomme.
Han saa dem kysses i Smug, da
en Dag de strøg ham forbi,
og læspede kun: »At de gider!«
og lukkede Øjnene i.
Men neppe var de forsvundne,
før han sprang op og skændte
over at Havet blændede,
og over, at Solen brændte!
»Livet«, sagde han, »Livet
var ikke en Bønne værd!
Bare man laa og raadnede
nede blandt Fiskene dèr —!«
— — —
Der var saa stille paa Havet, —
end ikke den mindste Blæst, —
Atlanterdamperen stævned
i Mag mod »the far, far west«.
Mens Kølen skar gennem Havet,
Lanternen blinkede mat,
randt over Kimingens Runding
den lyse Skærsommernat.
De sad i Forstavnen sammen
i fredfyldt, hvilende Ro,
Kind imod Kind og stille
sammenslynget, de to.
Hun nærmed sin Mund til hans Øre
og hvisked med dæmpet Røst:
»Jeg elsker de lyse Nætter,
de var mig saa tidt til Trøst!
Jeg syntes, da jeg var lille,
i dem var Alverdens Bliv!
De lyse Nætter — — — jeg syntes,
de var det evige Liv!«
Han nikkede ganske stille
og strøg hendes blonde Haar:
»De lyse Nætter er Højsang!
De lyse Nætter er Vaar!
Det var i de lyse Nætter,
vi fandt til hinanden Vej —
de spandt sig som gyldne Traade
imellem dig og mig.
Det var i de lyse Nætter
vi to blev Mand og Viv —
det var i de lyse Nætter
Du følte det nye Liv.
Maaske at i lyse Nætter
èn Gang paa lydløse Fjed
vi mødes, hvor de gaar over
til Sol, som aldrig gaar ned —!«
— — —
I alle Skibets Kahytter
gik Passagerer til Ro —
men de blev siddende sammen
forude — alene to.
Han sagde med sagte Latter,
stolt over, saa ung hun var:
»Mærker Du ikke, de alle
tror, vi er et nygift Par!
De skulde bare ane,
vi snart var gift i et Aar,
saa vilde de staa og smile,
som de, der intet forstaar — —
Hvor kunde de ogsaa vide,
Du altid for mig er Brud,
og at Du som gammel Kone
ser lige nygift ud!
Hvor kunde de ogsaa vide:
et Forhold som dit og mit
blir aldrig i Verden gammelt
og sløvet eller forslidt!«
»Nej, aldrig!« Hun pressed de varme
Læber fast imod hans
og faldt saa i Søvn og drømte
om lyse Nætters Glans — —
De mærkede ikke Taagen,
der som et Djævlespind
sænked sig over Havet
og hylled dem lydløst ind —
De vaagnede ved et Nødraab,
et hvinende Rædselskrig
og saa et Brag, som om Himmel
og Jord blev slaaet til Lig.
Nede fra Underdækket,
fra Skibets knuste Køl,
lød som et tusendstemmigt,
rasende Smærtensbrøl!
Isøvne og rædselsdrukne
sprang Folk fra Køjerne ud,
trampede paa hinanden
og flænged hinandens Hud.
Som Dyr, der strider for Livet,
mod Redningsbaaden de fòr —
de stærke hev uden Skaansel
de svagere overbord.
De to, som sad paa Dækket,
da Ulykkens Haand dem slog,
de to var blandt de første,
som Redningsbaaden tog.
De stod et Øjeblik efter
frelst paa et fremmed Dæk
og drak i skælvende Dødsangst
Liv af hinandens Træk.
Men pludselig slap han hende.
I Havet drev Lig paa Lig —
og fra det synkende Dampskib
lød hæse, jamrende Skrig.
Han sprang tilbage i Baaden
og hilste Farvel med et Nik —
hun raabte — en svingende Hue
var alt det Svar, hun fik.
Hun trode, Baaden vilde synke,
og holdt for Øjet sin Haand,
da saa hun ham staa derovre
med Redningsliner og Baand.
Kvinderne trængte sig om ham,
Børn hængte sig fast til ham —
han tog den usleste Stakkel,
som baade var blind og lam!
Hun saa ham springe fraborde
— hun blev om Hjærtet saa varm —
hun jubled, da Barnets Moder
holdt Krøblingen i sin Arm.
Hun styrted ned imod ham,
men før hun naade derhen,
var han tilbage i Baaden
og nikked Farvel igen.
— — —
En gammel, rynket Kone
stod nede paa Underdækket
og fægtede vildt med Armene
og skreg, hendes Ben var brækket.
Hun havde, da ingen saa det,
og ingen lystred Parolen,
hivet et Barn overborde,
som trak hende vildt i Kjolen.
Men ingen tiggede mere
om Livet paa Dødsens Vover
end denne rynkede Kone
og Dandyen ovenover.
Han, som stod først i Baaden,
den Gang den bi skulde lægge,
svingede med sin Hue
og loved at frelse dem begge.
Men hun, hans unge Hustru,
hvis Legem af Rædsel dirred,
hun følte en pludselig Vrede,
som der hun stod og stirred.
Havde hans Liv ikke tifold
mere Værd for hende,
end Livet havde for denne
gamle, rystende Kvinde —?
Hun tabte ham lidt af Syne,
nu saa hun ham atter komme
og møjsomt slæbe den Gamle
til Baaden — Faren var omme.
Men »Dandyen« klamred sig til ham
baade med Klør og Tænder,
da Baaden stødte fraborde. —
Hun stod og vred sine Hænder.
Hun skreg i Rædsel og Vaande:
»Den Mand er led ved Livet,
lad ham dø! lad ham dø! Vi vil leve,
vi, som fik Livslykken givet!«
Han tænkte det samme, hun tænkte,
men hørte intet i Larmen,
— og pludselig løsned han Grebet
og hugged sig fri med Armen.
Men »Dandyen« skreg i Dødsangst
han krøb paa Knæ tilbage:
»Bare en lille, ussel
Time af Livets Dage!
Frelste De ikke nylig
en gammel, rystende Kone?
Bare en Dag af Livet!
En Frist!« »Hvortil?« »Til at sone.«
Og atter bed Tænderne sammen,
og atter snæredes Grebet.
Han nikked og slæbte den anden
med nedad Falderebet.
I sidste Sekund slap de over —
han hugged sig Hul i Panden,
— men »Dandyen« laa besvimet
klamret til Baaderanden.
— — —
Han var frelst! Hun laa i hans Arme
med Jubel for alle Dage!
hun sansede ikke Skriget
af dem, som blev tilbage.
Som i en Rus af Lykke
hvisked hun: »Taagen letter!
Du kommer tilbage til mig
med alle de lyse Nætter!«
Han smilede, da han saa det —:
Ude fra Kimingens Rande
gled store, lysende Striber
indover de mørke Vande.
Men pludselig husked han noget —
han strøg lidt vaadt af sit Øje:
»Der ligger et Barn derovre
og græder — glemt i en Køje.
Det Barn maa jeg endnu redde,
saa lover jeg dig at at blive. —«
Hun knuged sig vildt ind til ham:
»Til Vanvid kan Du mig drive!«
Han kyssed fra hendes Kinder
Taarernes salte Draabe. ’
»Det Barn — aa, havde Du hørt det!
Det græd, saa Stene maa raabe!
Hver Gang, naar jeg saa mit eget
juble og le af Glæde,
vilde jeg altid høre
det andet, som døde, græde.«
Og atter gik han fraborde
og hilste Farvel med et Nik. —
Hun raabte — en svingende Hue
var alt det Svar, hun fik.
Hun saa ham springe fra Baaden,
lægge til ved det synkende Hus,
Skibet sank i det samme
med baade Mand og Mus.
Baaden forsvandt i Strømmen,
— men fjærnt fra Kimmingens Rand
vugged de lyse Nætter
ind over det tavse Vand. —
Hun stod alene tilbage
paa det fremmede Dampskibs Dæk —
som hugget i snehvidt Marmor
var hvert af de blege Træk.
Hun stod der med vidtaabne Øjne
— et Menneske uden Sans —
og stirrede — stirrede efter
de lyse Nætters Glans — —
Det kom saa pludselig til os
og vejredes atter hen —
det stod i alle Aviser,
vi har læst det og glemt det igen.
Men husk det, Du, som tænker,
at Tiden er fattig paa Daad,
og Du, som alene tænker
paa Fangst for din egen Baad!
Hver Heltedaad, som øves
under et sænket Flag,
den gaar gennem lysende Nætter
over i evig Dag —!