Nu skyder Lyset sig i Østen op,
Den unge Morgen Nattens Tæppe løfter;
Dens blege Rødme farver Skyens Top,
Og skinner gjennem Skovens fjerne Kløvter.
Og Stjerneskaren ind i Himlen gaaer;
Den viger, naar den Solens Komme skimter:
Kun Morgenstjernen end i Æthren staaer,
Og smilende udi sin Bortgang glimter.
Og Morgenvinden foran Solens Karm
Gaaer frem, og vifter kølig mig imøde;
Mildt tindre Bølgerne paa Søens Barm,
Og Skoven Kant og alle Bakker gløde.
Aarvaagen Lærke hæver sig i Sky,
At hilse Solen med Mark og Skov og By,
Og Dagens Larm afløser Nattens Stille.
Den stille Nat med skumle Skyggehær
Maae brat for Dagens milde Lys bortrømme;
Thi Solen paa sit Aasyn Glæden bær,
Og spreder Midnatsmulmets svare Drømme.
I Morgenrødens Flamme Glæden leer;
Forynget vaagner Haabet af sin Dvale;
Det aabne Øje kraftens Godhed seer
Paa Fjeld og Sø, i Mark og Skov og Dale.
Stig ogsaa du, mit haab, af hævet Bryst!
Blik over Jorden, du mit glade Øje!
Fyld dig min Sjel! med Troens milde Trøst!
Paa Haabets Straale hæv dig mod det Høje!
Hæv dig igjennem Tvivlens tykke Damp!
Kast Mismods Aag, som tynger dig til Jorden!
Føl glad, at al din Tvivl, din Sorg, din Kamp,
Er Viisdoms Plan, som Jordskjælv, Storm og Torden
Føl, at en evig, skjønt usynlig Magt
Alt til et uforrykket Maal fremleder:
Den samme Haand, som Lyset har udstrakt,
Er den, som Mørket over Jorden spreder;
Den samme Kraft, som Blomsten visne bød,
For Blomsten Jordens haarde Skorpe bryder;
Den samme Røst, som Tordenskyen brød,
I Dalens Kilde, ærkens Strube, lyder.
Den, som nedsender Haglen paa din Mark,
Og splintrer Egen med sin Tordenkile,
Han klæder Skovene med Løv og Bark,
Og varmer Dalene med Solens Smile.
Hvad er Uorden i det store Alt? —
At her er Stad, og hist en Hytte brænder;
At her et Blad og hist en Trone faldt;
Er det ej Værk af samme Almagts Hænder? —
Den, som har Millioner Soles Gang
Bestemt ved faste Love, mon han fejler,
Naar Floden drukner Høsten paa din Vang,
Og naar dit Skib mod skjulte Klipper sejler?
Og mon han fejler, for dit korte Blik
Ej rækker til det sidste Led af Kjæden?
Mon Universets Værk urigtigt gik,
For det ej følger Mandens Plan herneden?
Du Svage! som Dig fordriste vil
Formastelig i Verdens Gang at rette!
Du som ej veed, hvoran et straa blev til,
Tør dig som Dommer over Skjæbnens sætte!
Hvo est Du, som Dommerstol Dig svang,
Og i de evige Annaler læser?
Du, som end ikke kjender Vindens Gang,
Hvorfra den kommer, og hvorhen den blæser.
Hvad tør Du kalde ondt? — at Døden Dig
Paa Midten af din Bane overfalder?
At Evihedens Porte aabne sig,
Og Dig fra Sygdom, Sorg og Smerte kalder?
Er Sorg og Sygdom her det lod, Du faaer,
Og est Du her en Arving Kun til Smerte;
Er Døden jo en Ven og Frelser, naar
Den Knuser kun et Harmbetynget Hjerte.
Og er da Sygdom vel et Onde her,
Som Følelsen af Sundhed Dig forhøjer?
Den, som angrebes ej af Sorgers Hær,
Ham, mæt af Fryd, vist Intet meer fornøjer
For den er Sommeren ej mild og varm,
Som barske Vindes Kulde aldrig rysted,
Og den, som ej har følt en Fjendes Arm,
En Ven ej heller til sit Hjerte krysted.
Og aldrig skinned Dagen Dig saa klar,
Naar Du ej savned den de mørke Nætter;
Hvis Hunger ej din Føde kryddret har
Du væmmes skal ved alle Crøsi Retter.
Hvad tør Du kalde ondt i Skyggers Land?
Er Sorg da meer, end Længsel efter Glæde?
Men begge ligeligt afvejer han,
Som holder i sin Haand den store Kjæde.
I lige Skaaler vejer Viisdoms Gud
Til hver en Sjæl dens Lod af Fryd og Kummer;
Enhver sin Kalk af Smerte tømmer ud,
For fuldt at naae den Fryd, hans Hjerte rummer.
Du sørger, for ej en Krone fik?
Fryd Dig, at ej dens Vægt skal Dig nedtrykke!
Og om paa Ærens Blodmark ej Du gik,
Du laae jo roligt udi Fredens Skygge?
Misunder Du den Rige Guldets Glands,
Hvorfor ej al den Harm, som Guldet følger?
Misunder Helten Du hans Laurbærkrands? —
Hvi ej Blodpletterne, som Krandsen dølger?
O klag dog ej uskjønsom, Jordens Søn!
Fordi Du ej fik alle Lykkens Gaver;
Priis Himmelen, at Du endnu en Bøn,
Endnu et Haab, et Savn, et Ønske haver!
Priis Himlen, at den gav det i din Haand,
Selv Dig at skabe Hjertero herneden,
Idet den vakte Haabet i din Aand —
Haab, Anelse og tro paa Evigheden.
Priis Himmelen, som i dit Bryst har vagt
Til Dyd og Viisdom Kjærlighed og Længsel!
Lyksalighed er i din egen Magt,
Paa Kongetronen og i Slavefængsel.
Er Sokrates ulykkelig, naar han
Maae drikke Giften, Lastens Træl ham rækker?
Og Regulus, naar de paa fjerne Strand
Den ædle Helt paa Pinebænken strækker?
I sit Pallads Maria skjælve maae,
Johanna Gray paa Rettestedet smile;
Montrose sover paa det mugne Straa:
Hans Dommer sukker efter Søvn og Hvile.
Ondt her paa Jorden ene Lasten er;
Kun Lasten er den eneste Ulykke;
Sin egen Bøddel er kun Sjelen her,
naar den forvilder sig i Tvivlens Skygge.
Og hvorfor tvivle? gik da fremad Du
I Tankens Verden, for at gaa tilbage?
Kan dette vel din Frygt opvække nu,
Som var din Lyst i Tankens Fødselsdage?
Nej! dette stærke Frimod i dit Bryst,
Det lyver ej, det springer over Døden,
Saavidt som hvert et Foraar har sin Høst,
og Dagen ganger frem af Morgenrøden.
Og vakler Du, da grib den Faderhaand
Som Kjærlighed fra Himmelen Dig Rækker!
Paa Troens Himmelstige hæv din Aand:
Saa smelter Taagen, som dit Øje Dækker.
Vel stiger Du ved egen Styrke op;
Men vogt Dig! ak saa let Dig Foden glipper;
Saa let Du svimler paa den stejle Top,
Naar Dig et Led af Tankens Kjæde slipper.
Men evig Du urokket stande skal,
Naar Du foroven fast dit Haab begrunder:
Da stiger Du til højen Himmelhal,
Naar Verden svigter, synker nedenunder.
Hvo er da Du, som dette Lys modtog,
Der Dig vejleder, trøster, varmer, fryder,
Og dog dit Blik i Sorg til Jorden slog,
For al din salighed ej flux frembryder?
Et Straaleglimt Dig sendte Himlen ned,
En Stjerne paa din Sti i Jordens Dale,
Et Gjenskin af en evig Kjærlighed,
Et Skjær fra Evighedens Glædessale.
Saa fvag var ej den fromme Dannebod,
Der hviler under denne grønne Tue;
Hun fuld af Haab, skjøndt halv i Mørket stod,
Og varmede sin Barm ved Østens Lue.
Og staaer Du fast, da see ej med Foragt
Til den, som ledes af en mindre Flamme!
Er den ej tændt udaf en evig Magt,
I Viisdom og i Kjærlighed den samme? —
En Kjærlighed, som sender Haabets Skjær
Til alle sine Børn paa Jorderige —
En Viisdom, der blot giver til Enhver
Hvad just er nok, for højere at stige.
Eet ønsket Maal dog for os alle staaer,
Een Himmellængsel i os alle brænder;
Og skjøndt vi ad forskrækkelig Bane gaaer,
Til fælles Gud vi vore Suk opsender.
Den vilde Jæger, rød af Dyrets Blod,
Ved Blod vil den Useetes Naade vinde;
Hans Hu er Striid, og grusomt er hans Mod,
Og derfor maae paa Altret Blodet rinde.
Den fredelige Landmand bærer frem
Af Jordens Grøde, som til Lysets Hjem
Opsender Sukke, Taarer, Gang og Bønner.
Den Vises Offer er hans Kjærlighed
Til alt det Levende og Livets Fader,
En Sjel, som grandsker, men i Ydmyghed,
Som ynker Lastens Træl, men Lasten hader;
Med Lastens Træl han dog tilfælleds har
Een Tro: at Dyden er den største Hæder;
Og med den Blinde dette Haab saa klar
Om bedre Lys, om bedre Himmelglæder.
See! Negrens Himmel er hans gule Sand;
Hans Paradiis er blandt hans Fædres Grave.
Langt skjønnere den kjelne Muselmand
Udpynter sig en evig Edens-Have.
En Græker havde sit Ælysium;
Til Skyen hæved sig den gamle Galler;
Han svæved højt udi det vilde Rum
Fra Sol til Sol igjennem Himlens Haller.
Mit Anker kaster jeg paa Golgatha;
Forgjæves kan ej Sanheds Konge bløde:
Hvor han sig til Faderen svang, derfra
Jeg svinger mig i Haabets Morgenrøde.
Du Mismods Søn! hvi vaander Du da Dig?
Vee Dig! har Du forsaget alle Glæder, —
Den onde kun er heelt ulykkelig,
Den Gode smiler selv, idet han græder.
Kun hiin fortvivler; men den Gode veed,
At Sorgen er kun Mindelse om Glæden,
Et fast, et helligt Pant paa Evighed,
En Storm, som bøjer, men som modner Sæden.
Drøm nu ej meer om Frihed her paa Jord!
Den Vise kun er fri, og fro tillige:
Den sande Frihed i dit Ydre boer,
Og intet andet Sted i Verdens Rige.
Kom Viisdoms Søn! bekræft Du Skjaldens Ord:
Sit maal af Glæde hvert et Hjerte nyder,
En Helbreds-Urt for hver en Sygdom groer,
Og Trøstens Kilde ufortørret flyder;
Hver Dal, hver Klippe fik sin Kilde klar,
Hvor Jordens Land med egne Blomster brammer,
Hvert dødligt Bryst sin egen Glæde har,
For hvert et Øje Haabets Straale stammer.
Min Fryd er Gangen, Gangen er min Trøst,
Min Fryd i Glædens milde Solskindsdage,
Min Trøst i mørke Timer, naar mit Bryst
Udaander Sukke og vedmodig Klage.
O skjønne Gave! kjere Himmelpant!
Jeg bytted dig ej for et Kongerige;
Om hver en jordisk Lyst end brat forsvandt,
Som Haabet trofast, du skalt aldrig svige.
Du følger med i Fængslets skumle Vraa,
Og du ledsager op paa Kongestolen,
I Kampens Brag, i Storm paa Bølgen graa,
I Rigers Ørk og oppe under Polen.
Foruden dig hvor er dog Vejen trang,
Vort Liv er Døs imellem Søvn og Vaagen!
Til Dans opliver du den tunge Gang,
Forjager Skyen, og adspreder Taagen.
Du farver lysre den grønne Vaar,
Den skjønne Rose skjønnere du smukker;
Du gjør, at Solen klarere optaaer,
Og Maanen rødere af Havet dykker.
Du aabner frygtsom Ynglings tause Bryst,
Du siger skjønt og kjekt, hvad Pigen stammer,
Du luttrer, hæver Livets bedste Lyst,
Du tænder og du nærer Hjertets Flammer.
Ved Gang gaaer Helten dobbelt kjek i Strid,
Ved Gang foreviger hans bolde Iid,
Meer end det Løv, hans blege Tinding krandser.
Din Ild oplyser Templets høje Hal,
Du laaner Andagt dine Englevinger,
Varmt banker Hjertet ved dit Tonefald,
Og Sjelen sig i Gang til Himlen svinger.
Ja selv blandt Gravene, du Himmelmø!
Din Røst er sød, og yndig er din Taare;
Din Søn du lærer smilende at døe,
Og uden Skræk at see den sorte Baare.
Gaa bort nu fra den kongelige Grav!
Lad Frygt og Mismod blive hos de Døde!
Let griber jeg min Harpe og min Stav,
Og vandrer fro mod Østens Morgenrøde.