Saa est Du da omsider vaagnet op!
Saa rejser Du Dig nu fra dybe Dvale,
Og ryster Lænkerne fra Oetas Top
Og til Taygeti Skovbekranste Dale!
Og ryst dem, Græker! O, men ryst dem af!
Ak! alt for længe under dem Du sukked;
For længe Du paa frie Fædres Grav
Din Nakke under Slavepisken bukked.
Hvor kunde Du de mange Sekler gaae
Som Træl paa Marathons blodstænkte Vange?
Hvor Qiedens Myriader blege laa,
Du hørte fejg hans Ætlings Sejerssange.
Hvor Leonid Barbarers Flokke slog,
Og fandt den søde Heltedød paa Valen;
Du bange for Halvmaanen Flugten tog,
Og rendte skjælvende for Hestehalen.
Saa løb ei de, der ved Platæa streed,
Og slog, skjøndt een mod fem, de stolte Fiender;
Men nu paa Pindus og ved Redas Bred
Den vilde Scythe Sejerskrandsen binder.
Nu — ja! Men aldrig meer! — Drag ud dit Sværd!
Og gjem det ej, før Du har Krandsen vundet!
Vend ej tibage fra din Kæmpefærd,
Før sidste Draabe Tyrkeblod er rundet!
Med Tyrkens sorte Blod Du vande skal
Den Jord, som suged dine bedste Taarer!
Med Tyrkeliig fyld Thermopyles Hal!
Og levn ej Fiende, som Dig atter saarer!
Hvor yndig straaler Friheds klare Sol,
Og smelter Taagen med sin Himmellue!
See! alle Folkefærd fra Pol til Pol
Saa længselsfulde hen mod Lyset skue.
De skue Dig, Achajas unge Søn!
Af dine Fædres Glorie omstraalet.
Kæmp hjertelig! Du kæmper ej i Løn;
I Friheds Morgenglans Du svinger Staalet.
Du seer din Grande, som forgjæves tog
Det Banner, han ej mægtede at holde;
Men ogsaa han, som paa Morgarten slog,
Og fejred. een mod ti, ved Gempachs Volde.
Dig seer Iberen, selv i Kampen stædt;
Dig seer med Jubel fra sin Skov Germanen;
Og Thules Søn fra Fjeldet sneebeklædt,
Paa Bjerget Gothen, paa sin Slette Danen.
Dig skuer Galleren, af Striden træt,
Og han, som strider end ved Platas Vande;
Og han, som, selv forlængst af Frihed mæt,
Forfølger den i alle Klodens Lande.
De skue Dig- men vendt ej Hjep fra dem!
Den Ventende til Hjelpen ofte brøste —
Træd selv, træd ene Du i Kampen frem!
Saa skal Du ene Kampens Frugter høste!
Sving Korstes Banner! sving det højt i Sky!
Til Sejren eller Døden Du det bære!
Ha! skulde Du nu atter skændigt skye,
Bortkastende din Tro, dit Liv, din Ære?
O, skulde Du nu ræddes for at døe? —
Mon Fienden heller Du skue lyster?
Naar glubende han skænder Viv og Mø,
Og støder Dolken i blodstænkte Bryster.
Maaske din spæde Glut Du rolig seer
At spiddes sprællende paa Krigerlandsen!
Mens Janitskaren vildt i skyen leer,
Og i dit Tempel træder Sejersdansen.
Og naar han i sin Faders hvide Haar
Sin Næve vikler, og med vilde fagter
Og haanligt Griin hans gamle legem slaaer,
Og som et Offerdyr ved Altret slagter.
Da staaer hans Søn, som ved sin Ungdoms Arm
Ham kunde frelst, men vilde, torde ikke —
Da staaer han der med Slanger i sin Barm,
Og Ungers tifold bittre Skaal maae drikke.
Nej før skal Osfa atter hæves op
Paa Pelion, før skal Cafteles Bølge
Sig løfte mod Olympens Tvillingtop,
Og Hæmus sig i Tempes Huler dølge!
Herfrem til striden! frem I Spertas Mænd!
Lycurgi rustne Sværd grav op af Jorden!
Væk op, væk op det sunkne Mod igjen!
Og ryst Bysanz med Frihedskampens Torden!
Æt af Miltiades og Aristid!
Du Green af Simons Heltestamme!
Slaae! — eller fald som Leonid!
Tænd Baunen an! lad Hellas staae i Flamme!
Du staaer, hvor før Espanminondas stod,
Frisk, muntre Dig! ryst Søvnen af, Bøote!
For Pelopiders Sværd sank her i Blod
Tartar, Phoenicer, Perser, Galler, Gothe.
Du Skud af Temistoclis Kæmperod!
Skue Salamis! der Du dit Flag udfolde!
Bestiig dens Bølge med hans Heltemod,
Og kæmp som han fra dine Egevolde!
Stiig, gamle Phoenix, af din Aske frem!
Bliv ung igjen, og ryst din stærke Vinge!
For længe slumred Du i Friheds Hjem:
Nyfødt Du Dig igjen fra Baalet svinge!
Hug! stik og slaae! brug dig paa Land og Vand!
Stands ej, før Du har renset Hellens Dale!
Hud ned Halvmaanen fra hvert Tempels Rand,
Og fej den ud, den lede Hestehale!
O Du, den ædle Friheds Fosteland!
Den Vises, Kunstnerens og Skjaldens Vugge!
For Verden Du først tændte Lyset an —
O! lad ej Mørket andengang det slukke!
Nationerne Du vise andengang,
Hvorledes der for Frihed ret maae strides!
Væk dem med Pindars og Tyrtæi Sang!
Og giv os atter end en Æpytides!
O Græker! Græker! skue din Fædrejord!
Hvor nu en Cadi svajer i Kaftanen,
Vor i din Borg sig nu en Pascha kroer,
Og nikker stolt og haanlig med Turbanen;
Hvor ræd og skjælvende Du lister Dig,
Foragtet Slave, bøjer Dig for Slaver;
Din Fædrearv de har bemestret sig,
Og næppe nok en Grav hos dem Du haver.
Hvor ganske anderledes var det, da
Du i Persepolis gav Meder Love;
Da for din Phalanx rysted Asia!
Og Scytheblod formørked Euphrats Vove!
Da Xerxes flygted paa en Fiskerbaad,
Og alt hans Guld dit skjønne Delphi smykked;
Da Viisdom troned i Archonters Raad,
Og Skjaldekvad et Heltefolk henrykked!
Da Phidias af døde Marmorblok
Ved Mejslen levende Gudinder skabte,
Og ved Apelles`Værk selv Kunstnerflok
Sig i Beundring og i Glæde tabte!
Ej var saa stille paa Alphei Vang,
Da raske Ungdom streed for Egeblade;
Løb — brødes — og den tunge Diskus svang,
Og vise Oldinger om Skranken sade.
Ej var saa taust udi Arcadien,
Da Hyrdefløjtens søde Trille lokked
Bag Myrthernes Hyrdinden til sin Ven,
Mens rige Hjorde sig i Dalen flokked.
Og nu, og nu! — O Græker! hæv din Arm!
Grib Frihedskrandsen — Himlens Skjønne Gave!
Kast Aaget bort! flæng det mod Fiendens Barm!
Sejr! eller døe paa dine Fædres Grave!
Du staaer for Fder og for Moder kjær
For Børn og Viv — hvi skulde Du da bæve?
Og falder Du end selv i blodig Færd,
I frihed skal din frelste Søn dog leve.