Blegt glimte Stjernerne i mørke Nat,
Den røde Maane ned bag Højen synker;
Huult suser Blæsten i det fjerne Krat,
Og dybt i Heden traurigt Hjejlen klynker:
De gule Nordlys blusse vældig frem,
Som Slanger de sig op ad Himlen bugte;
Kometen gaaer med Riset bag ved dem,
Og truer Jordens svage Slægt at tugte.
Den løber vildt igjennem Stjerners Hær,
Som Ulven gjennem Hjorden udi Dalen,
Som Lynildsstraalen mellem Skovens Træer,
Som gjennem Fiskestimlen skrider Hvalen.
Hvem gjælder dit forfærdende Besøg
Af hine Verdner, som i Æthren svømme?
Skal de gaa op i Flammer Damp og Røg,
Hvad eller drukne under Regnens Strømme?
Maaske du ogsaa tørned her engang,
Og dasked Jorden med din brede Hale;
Da Høje sank, og Klipper søndersprang,
og Bjerge steg af Havets dybe Dale.
Du krysted Jorden, og dens Skorpe brast,
Af Revnerne Afgrundens Strømme vælted,
Skypumpen bruste, Jorden hamred fast,
Og Stormen Land med Vand tilsammen ælted.
Du foer i Rummet ind, men bag dig laae
I Taager dybt den ødelagte Klode;
Dens Farve trindt var kun det skumle Straa,
Og Liv ej meer paa jorderige boede:
Til Kraftens Vandesmelted Dødens Sky,
Og Vandet atter fra det Tørre Skilled,
De unge Bakker grønnedes paany,
Og Bølgen klar i sine Grændser triled.
I Mark og Enge mylred Bomster frem,
Og smilende den kolde Skorpe brøde,
Og Fiske vrimled tæt i Hvalens Hjem,
Og Fugle trindt i Himlens Morgenrøde.
Saa ligger færdig den nyfødte Jord,
Og smykket huldt med alle Vaarens Farver;
En anden Slægt paa Bjerg og Slette boer,
Og de dybt under den Begravne arver.
I Sekler rejses møjsomt op igjen,
Hvad let forgik i Øjeblikkets Bulder;
Aar efter Aar om Verden ruller hen,
Og Sønnen stiger paa sin Faders Skulder.
En Slægt opvoxer — færdes — er ej meer,
En anden sysler travlt med egne Værker,
Og Nutid bygger dristig paa det Leer,
Som dækker Fortids sjunkne Underværker.
Hvor Dagens Søn opgraver nu sit Gruus
Til Hytten, som for Børnebørn skal stande,
Der stod maaske engang et bedre Huus,
Som dog henskylledes af Flodens Vande.
Hvor nu en Bondes usle Vaaning staaer,
Som fuld af Haab hans Oldefader rejste,
Der stod maaske tilforn en Kongegaard,
Hvis stærke Taarne højt mod himlen Knejste.
Og hvor han nu paa sin sorte Vang
Smaanynner, og det tørre Plovjern skriger:
Lød maaske før til Harpens søde Klang
End sødere et Qvad af faure Piger.
I Heden hist, saa skummel, tør og graa,
Hvor Lyngen bølger over gamle Grave,
Var — gjennemsrømmet af en yndig Aa —
Tilforn maaske en venlig Blomsterhave.
Hvor mangen Alpe dækker med sin Iis
Den grønne Dal med sine klare Bække,
Højt over det nedsunkne Paradiis
De nøgne Klipper gjennem Skyen række.
En nøgen Klipe var maaske engang
Hiin Dal, med Blomster nu saa rigt begavet;
Og hiin velsignede guldgule Vang
Laae før maaske gule Sand begravet.
Maaske? hvorfor maaske? se hvilket Lyn
Den svunde Oldtids tykke Mulm oplyser!
Den sjunkne Verden stiger for mit Syn;
Jeg stirrer, og i glad Forundring gyser.
Du længst forsvundne Verden, er det dig
Med alle hine navneløse Fjelde!
— I gule Marker Bække slynge sig,
Og over Dale grønne Skove hælde;
Paa Fjeld, i Al, og selv paa viden Strand
I muntert Liv talløse Vrimler svæve,
Graae Hytter ligge svedte trindt om Land,
Og røde Slotte sig mod Himlen hæve;
Og mellem dem jeg skuer fjernt og nær
At tusind Dyr en broget Flok omvanke:
sølvklare Aa den hvide Svane bær,
Og Lærken dirrer over brune Banke.
Men Ørnen svømmer og paa sorte Sky,
I Skovens Skygge Ulven listig træder;
Paa Havet Fiskene for Hajen flye,
Ved Flodens Bredde Krokkodillen græder
Og see! to mørke Hære nærmer sig
Af hines Herrer — Jordens stolte Konger:
Nu flygter Ulven ræd, thi gyselig
Det stærke Drøn henover Jorden runger.
Og Hajen dukker i sin Afgrund ned,
Hvis Bølger skjules trindt af Røg og Flammer;
Dybt Søen bæver, naar dens Drot er vred,
Og Luften hyler, naar hans Torden rammer.
Ha! selv i Luften vover han sig op,
Blodtørstende udi sin blinde Harme,
Han myrder dristig over Skyens Top,
Og viser Himlen de blodstænkte arme.
saavidt, o Montgolfier! er ej din Kunst
Endnu i vores unge Verden steget;
Hidtil din Lærling med en lette Dunst
Har som et Barn med Sæbeboblen leget.
Men Alvor bli’er engang vel ogsaa her
Den raske Leeg; thi Fredens Kunster milde
Maae enten døe for Heltens Mordersværd,
Hvad eller trække for hans Lyster vilde.
Hvad seer jeg hisset? en uhyre Stad,
Der sine Mure milevidt udstrækker,
Af høje Maste en utallig Rad
Fra Bred til anden Havet tæt bedækker.
Rom? — ja! saa stolt stod og Augusti Rom,
Og knejsede ved Tibers gule Vande;
Men her er meer — en Verdens Herredom,
Et Middelpunkt for alle Klodens Lande.
Her sidder Verdens Drot paa høje Stol;
Een Konge kun paa hele Jorden troner!
Hans Vældes Arme naae fra Pol til Pol;
Hans Ord er ene Lov for alle Zoner:
Her knæler hvide Lap og sorte Moor,
Her bøjer Ørknens Søn sin Slavenakke! —
Han, som i Sydens hede Dale boer,
Og han, som boer paa Nordens kolde Bakke.
Hvor mangt et Sekel, før det hertil kom,
Er ej i Tidens Ocean neddukket!
Hvor mangen Stat og mægtig Kejserdom,
Hvor mangt et Folk med Sprog og Navn udslukket!
Hvor ofte er det store Folkespil,
Med Fryd begyndt, tilendebragt med Kummer!
Her svandt en Stat, hist blev en anden til;
Nu vaagned een, og nu faldt een i Slummer.
Hvor mangen Washington har ej antændt,
Den Friheds Ild, der varmt og yndigt straaler!
Et Blink af Tiden — og den er udbrændt:
Vanslægtet Æt den lede Svøbe taaler.
Hvor mangen Kæmpe ligger ikke her,
Forglemt af dem, hvis Fædre han befri’de!
Hvor mangen Konge, som sit Dommersværd
Af ædel Iver stak i egen Side!
Hvor mangen Grandsker gjemmer Jordens Skjød
I Glemsels Nat, med Frugten af hans Møje!
Hvor mangen Skjald, hvis stærke Lue brød
Fra Jorden straalende mod det Høje!
Her ligger den, som Skyens Lue bandt,
Her ligger den, som maalte Stjernernes Veje,
Den, som Magnetens skjulte Kraft udfandt —
Tilsammen dybt i Dødens tause Leje.
Hvad Viisdom virked, og hvad Dyden streed,
Er i et mørkt og bundløst Svælg begravet;
Hver Bæk, som fra sit eget Bjerg randt ned,
Umærket blandedes med Verdenshavet.
Hvoer er den Gang, der udi Kongehal
Med Himmelvælde Hjerterne henrykked?
Hvoe er vel nu hiin Laurbærkrands, o Skjald!
Hvormed et skjønsomt Folk din Isse smykked?
Din Krands er Muld, som et Pust i Løvet;
Og ingen veed, hvor Kongeborgen var:
Med Drot og Skjald den ligger nu i Støvet.
Det anede du ej, da stolt beruust,
Et lige Maal din Sølverharpe naa’de.
Hvor er, o Philosoph! dit Mesterværk,
Som nye Veje aabnede for Tanken?
Hvoe er, Veltalenhed, din Strøm saa stærk,
Der svulmed lys og varmende for Skranken?
Hvor er den Stjerne, som paa glade Bryst,
Du Kongens stolte Yndling! fordum funkled?
Hvad? straale hine end saa mildt og lyst
Paa Himlens Blaa? og din er plat fordunklet?
Staaer i din Forhal ingen Skare meer,
Og ydmygt paa din Slaves Naade venter?
Er Du og Slaven nu kun Støv og Leer,
Saavelsom dine bævende Clienter?
Hvor er din Herre? hvor det Mildheds Blik,
Der før lyksaliggjorde Millioner?
Det Vredes-Ord, som fra hans Mund udgik,
Og slog til Jord de skjælvende Nationer?
Erobrer! hvor er nu det Heltenavn,
Du Grov saa dybt i Marmorpyramiden?
Sank det end dybere i Jordens Favn? —
Har du ej bedre sejret over Tiden?
Tid! — Tankens Grænse — uden Grænse selv!
Saaledes du vor Stoltheds Boble knuser!
Og din ustandselige, dybe Elv
Hen over Tuen som Palladset bruser.
Du Legemets fordærvende Tyran!
Du Sjelens uopløselige Gaade!
Hvor er den Kraft, som dig omfatte kan,
Og dine evigdunkle Runer raade?
Den — ene den, som Rummet har udstrakt —
Det Rum, der, uden Maal og uden Skranke,
Kun spotter skabte Aanders svage Magt,
Og trodser Sjelenes forvovne Tanke —
Kun den kan gribe i din Kæmpegang,
For hvem der ej er Frem og ej Tilbage,
Der Solsystemer ud i Rummet svang,
Og gav dem Aar og Maaneder og Dage;
Kun den, for hvem der ej er Op og Ned,
For hvem der ej er Før og Nu og Siden, —
Kun den kan fatte Rum og Evighed,
Som selv er over Rum og over Tiden.
Rul frem da, Tid! udbred dig, vide Rum!
Hvi skal min Sjel for eders Afgrund svimle? —
Et tusin Aar er kun et stakket Slum,
Er kun et Spænd imellem tusind Himle.
I ere dog kun Slaver af en Magt,
Der over eder enevældig rækker;
Det samme „Bliv” som eder har udstrakt,
Det Sjælen og til bedre Lys opvækker.
Thi sørg ej, Sjel! for de fremfarne Aar,
Og gru ej ængstelig for dem, som komme,
Om denne Jord med al fin Tant forgaaer,
Naar Maalet fuldt, og Dagene er` omme! —
Naar hver en Videnskab og hver en Kunst
Har naa’t den Højde. de nu hige efter,
Naar spredt er hver Uvidenhedens Dunst,
Og helt udtømte alle Aandens Kræfter,
Naar hver en Plet paa Jordens hele Rund
Sit største Maal af Frugtbarhed skal yde, —
Naar Bjergets Indvold og naar Havets Bund
Har intet meer for Ønsket at frembyde:
Da vil den sidste store Time slaae,
Og dette hele Optrin gaae tilende;
En yngre Verden atter skal fremgaae,
Og intet til den undergangne kjende.
Forgjæves er dit Haab, Du stolte Drot!
Dit Navn vil glemmes i de fjerne Tider:
Ej Spor engang blier af dit Marmorslot, —
Det smuldrer som Sesostris’ Pyramider.
I Mørket ligger alt dit Kejserdom;
Den støtte, som paa Alpespidsen knejste,
De Troner, som din Højre styrted om,
Og de, som Du paa hines Gruus oprejste.
Der studser Ingen meer ved din Bedrivt;
Af al din Rigdom kun en Grav Du haver;
Ukjendt er Smigersang og Smædeskrivt,
Og selve Navn og Sprog af dine Slaver.
Da gaaer en Fremtids Helt din Kæmpegang,
Og tumler de forfærdede Nationer;
Og over Jorderig en anden Sang
Skal lyde sødt i end ufødte Toner.
Det samme Øde vente ogsaa Dig,
Du dybe Grandsker! Dig, Du høje Digter!
Ak! Laurens Løv er dog forvisnelig,
Og, som Guldkronen, Bladekrandsen svigter.
En anden Newton og en anden Kant
Skal dybt i Tankens vide Rige trænge,
En anden Holberg lee ad Hobens Tant,
En anden Ewald slaae de søde Strenge:
Naar Marmoret som Liin er smuldret hen,
Naar andre Rafaeler skal henrykke
Hvert Øje; naar en anden Thorvaldsen
Skal vise Verden Mejslens Mesterstykke;
Og naar maaske, som nu, en Fremtids Skjald
Skal paa en Kongegrav i Natten sjunge,
Og Sangen under Himlens mørke Hal
Tungsindigen om sunkne Verdner runge.