Men lønlig Smerte qvalte Nymphens Røst,
Dyb Harme kogte heed i hendes Bryst.
Ej Konger, som i Krigen fangne bleve;
Ej knibske Møe, som maatte overleve
Sin Skjønhed; Grever ej, som Kurven fanger;
Tyrannen ej, som døer foruden Anger;
Ej gamle Damer, hvem et Kys bli’er nægtet
Ej Cynthia, naar Kaaben skjævt er hægtet, —
Har følt saa dybt og smerteligt et Saar,
Som Du, o stakkels Pige! for dit Haar.
Just i den Stund, da Sylpherne forsvinde
Med Taarer fra den plyndrede Belinde,
Flux Umbriel, en Aand udaf de fule,
Til Jordens Centrum gaaer ned til den Hule,
Hvor Spleens Gudinde boer. Han Hytten rækker,
Som evigt Mulm for Solens Straale dækker.
Et sodet Fjeld udover Taget luder,
Og kolde Østenvind tungsindigt tuder.
Gudinden ligger der, men ej alene;
Thi nær ved Hovedgjerdet staaer Migraine,
Ved Fødderne Vapeur. To Kammerpiger
Fra Siderne af Sengen aldrig viger:
Den ene, Ondskab, gammel og forgrædt,
I Sort og Hvidt fra Fod til Isse klædt,
Med Bønnebøger under hendes Arm,
Skandskrivter, Smædevers i hendes Barm.
Affectation den anden Terne hedder:
Hun paa en rigt broderet Sopha sidder,
Vant til at læspe og med Ho’det hælde,
At smægte sygeligt og Taare fælde;
For Sygdoms eller Syns skyld sig at dække
Men Sløret halvt; sig halvt hendaanet strække
I vammelsød Tungsindighed. (Man siger,
Slig Sygdom overfalder somme Piger,
Naar med Forfærdelse og Hjertevee
De nye Moder først paa Andre see.)
I Taager, som bestandig Hytten skjule,
Sælsomme Skikkelser, blaae, blege, gule,
Snart hæslige som Munkes — rundtom svømme:
Nu Djævle gloende med Øjne røde,
Nu gyselige Gjenfærd af de Døde;
Her af gedigen Guld et heelt Pallads,
Og hist et Tempel af det pure Glas.
En talløs Skare stander trindt omkring
Forvandlede fra Mennesker til Ting:
Gudindens Værk! see her staaer Kaffekanden,
En Arm strakt ud som Tude, og den anden
Ombøjet til en Hank. Her gaaer en Gryde;
En Tønde høres hist i Suk udbryde.
En Pølse snakker her, og hisset græder
En Søsterkage; Mænd i Qvindeklæder
Om Gjordemødre raabe, og Smaapiger
Som Rødviinsflasker højt om Tolde Skriger.
Med Milturt i sin Haand, foruden Fare,
Gaaer Gnomen gjennem denne fæle Skare,
Og strax Gudinden saa at hilse vover:
„Knarvorne Dronning! som befaler over
„Det smukke Kjøn fra femten til halvtreds,
„Med Enevælde her og andetsteds;
„Du Moder til Begejstring og Vapeur!
„Til vittig Ondskab og til ondt Humeur!
„Som gjør, at slette Digte skriver hiin,
„Og denne derimod ta’er Medicin;
„Som køler hos de Ømme Blodets Varme,
„Og la’er de Fromme gjøre Bøn af Harme!
„Der er en Nymphe, som din Magt ej rører,
„Som tusind Fleer til godt Humeur forfører.
„Men, o! om nogen Tid din Gnome vidste,
„Paa glatte Kind en Finne at indliste,
„Og fra et Ansigt Blodet at bortdrive
„Ved en forloren Solo; eller rive
„En Kniplingsstrimmel eller Bordt istykker;
„Om nogen Tid jeg stiftede Ulykker
„Ved at opvække grundløs Jalousie,
„Og skabte Horn i oprørt Phantasie;
„Om nogen Tid et Sæt jeg har spoleret,
„Og en Coquettes Ansigt udgraveret;
„Ja, om jeg slog med Sygdom Skjødehunde,
„Som ingen Frues Taarer læge kunde —
„Lad mig med Ærgelse Belinde ramme!
„Jeg slaaer den halve Verden med det samme.”
Med vrantent Blik Gudinden synes, som
Hun vil afslaae, hvad Gnomen beder om,
Skjøndt hun bevilger det. En Sæk hun ta’er,
Liig den, hvori Ulysses fordum bar
Stormvinde: (som Mæoniden sjunger)
Den hele Kraft af Qvindelige Lunger,
Suk, Hulken, Tuden, Hvinen, Skjænderi,
Hun stopper — dog med Møje — ned deri.
Endvidere en Flaske hun opfylder
Med angst og Besvimelse, og tylder
Derpaa en god Deel Taarer. Gnomen tager
Taknemmelig mod Gaverne, og drager
Tilbage til det Sted, hvorfra han kom.
Der finder han Belinda sunken om
I Myras Arme, med udslaget Haar
Og Øjne, hvori Kummer malet staaer.
Men Gnomen over dem sin Pose løser
Og alle Furier med Eet udøser.
Belindas Blod begynder brat at syde,
Og Myra Olie i Ilden gyde,
Og „arme Pige!” hulkende at skrige;
(Mens Hampton højt gjentager: „arme Pige!”)
„Med saa utrættet Flid har derfor Du
„Til Kam, Pomade, Pudder vendt din Hu!
„Har derfor Du de bløde Lokker gjemt
„I Fængsel af Papiir — ja piint og klemt
„Med hede Jern? Og har du derfor baaret
„Standhaftigen det tunge Bly i Haaret?
„Ha! skulde da den Frække røve kunne
„En Lok, hver Cavalier vil ham misunde?
„Nej! det forbyde Æren, hun, som skalter
„Med Enevælde over os; hvis Alter
„Vor Ro, vor Fryd, vor Dyd vi offre paa!
„Det er, som om jeg allerede saae
„Dig fra din Skjønheds Throne degraderet,
„Din Ære ved en Hvisken plat spoleret!
„Hvorledes, ak! skal jeg forsvare den?
„Man uden Skam ej være kan din Ven.
„Og skal da hvert nysgerrigt Øje see
„Den skjønne Lok, den uskattelige,
„Bag Glas, som Diamanters Glands omringer,
„Paa den nifold forhadte Greves Finger?
„Nej før skal Græs paa Kampestene groe!
„Før skal Poeter i Palæer boe!
„Og før skal Himmelen og Jorden brænde,
„Tilbage til et Chaos atter vende!
„Ja før lad Aber, Mandfolk, Skjødehunde,
„Samt Papegøjer — Alt gaae reent tilgrunde!”
Saa taler hun, og byder Herr von Affe,
Sin Cavalier, at han skal Lokken skaffe;
Han — af Gulddaasen sin med Rette stolt,
Som af den Maade, han sit Spanskrør holdt —
Først aabner Daasen, sig en Priis udtager,
Og derpaa siger: „Herre! hvad behager?
„Hvor har De Lokken? Ej! for Satan, Greve!
„Den Spas var lidt massiv — er det at leve?
„Det var som Fanden! troer de, det gaaer an?
„Jeg beér dem nok engang!” Saa talte han,
Og lukte Daasen. — „Vel” — var Grevens Svar —
„Det gjør mig ondt, at den, som talet har
„Saa skjøndt, skal have talt saa reent forgjæves;
„Men ved den Lok, som her i Vejret hæves,
„Den dyrebare Lok, som, eengang skaaret
„Fra Hovedet, skal aldrig meer med Haaret
„Forenes paa sin Svanehals — jeg svær,
„Saalænge som min Næse trækker vær,
„Den Haand, som Lokken vandt, skal bære den!”
Saa taler han, og gaaer ad Gulvet hen
I stolt Triumf. Men Umbriel, den hadske,
Ta’er Tolden af den sorrigfulde Flaske.
I yndig Sorg strax viser sig Belinde,
Og Taarer fra de matte Øjne rinde.
Paa hendes Arm det blege Ansigt laae;
Med Suk hun løfted det og talte saa:
„Nu, gid til evig tid forbandet være,
„Den Dag, som haver skilt mig ved min kjere,
„Min bedste Lok! o vee mig Arme, vee!
„Hvi skulde mine Øjne Hamton see?
„Vel har jeg ej den første Pige været,
„Hvem Hoffets Glands har lokket og besnæret;
„Men hellere jeg leve gad og døe
„Useet, umisundt, paa en øde Øe,
„Hvor man i L’hombre aldrig bliver Beet
„Ej drikker The, ej kjører i Kareet,
„Der skjult min Skjønhed for hver dødligt Blik! —
„Ak! hvorfor mon jeg dog isinde fik,
„At give mig i Kast med unge Grever?
„Nej lykkelig den Mø, som hjemme lever,
„Og beder! — ja nu veed Du, stakkels Pige!
„Hvad denne Morgens Varsler vilde sige!
„Tre Gange Kammen jeg af Haanden tabte,
„Tre Gange Moppe paa sin Pude skabte,
„tre Gange smak Schatollet, Poppe skreg;
„Ja selv i Drømme mig et Syn opsteeg,
„Jeg nu maae troe; desværre lidt forsilde!
„See disse Haar, som Saxen spare vilde,
„Jeg offrer selv. Ej blive skal tilbage
„Den Søsterlok, som sørger for sin Mage,
„Og i dens haarde Skjæbne forudseer
„Sin egen med, og ret indstændig be’er
„Om Saxen. Grumme Greve! hvorfor tog
„Du just min bedste Lok? Der var jo dog
„Haar nok foruden den, Du kunde tage.”
— Saaledes endte hun sin bittre Klage.