Nær ved den Eng, et evigt Foraar pryder,
Hvor Thames under høje Mure skyder,
Et Slot sig hæver op mod Skyers Favn;
Derfra det nære Hampton har sit Navn.
Her Bretlands Statsmænd mangen Dom afsiger —
Snart over Konger og snart over Piger.
Her kan man tvende Rigers Dronning see,
Faae stundom gode Raad og stundom Thee.
Her Riddere og Damer sig indfinde;
Og mange lærerige Timer rinde
I Tale on det gamle Englands Ære,
Og om, hvor nu det næste Bal skal være.
Een roser Dronningen, og Een en Hat,
Og Een en Hund, og Een en elsket Kat;
Mens Sommes gode Navn faaer Skam og Last.
I Pauserne, hvori man ikke vaaser,
Man bruger Vifter og man bruger Daaser.
Nu Solen er forbi Meridianen
Og glider meer og mere ned ad Banen.
Den sultne Dommer efter Maden længes;
Thi dømmer han, og Delinqventen hænges.
Fra Børsen gaaer den trætte Kjøbmand hjem —
Just nu Belinda triner modigt frem
Mod tvende Riddere: see vor Heltinde
Vil ene dem i L’hombre overvinde.
Flux ordner sig til Slag tredobbelt Hær,
Tre Gange trende Kæmper i dem hver,
Og som Belinda sin i Orden retter,
En Sylphe strax paa hvert et Kort sig sætter.
Først Ariel sig paa Spadille svang,
Dernæst de andre efter Stand og Rang;
Thi Sylphen glemmer ej, at før som Qvinde
Hun altid søgte første Plads at vinde.
See! fire Konger frem til Kampen rykke
Med Fipkæg og med Knebelsbarter tykke.
Og frem med dem de fire Damer trine
Med Blomst i Haand og majestætisk Mine;
Med Hellebarder og i korte Klæder
De Knektes kjekke Skare rask fremtræder,
Og af Gemene end en større Rad
Belaver sig paa Strid og Blodebad.
Saasnart Belinda Hæren mynstret har,
„Spar blive Trumf!” skreeg hun, og Trumf blev Spar.
Til Kampen skride hendes Matadorer,
Som Generaler for de sorte Morer:
Spadille — Sejerherre som han plejer —
Med tvende Fanger henad Bordet fejer.
Manille som Næstcommanderende
Et lige Mod og Lykke lader see;
Men Basta (nu sig Lykken vender bort)
Een Trumf kun fanger og et Pøbelkort.
Hans sorte Majestæt fremtriner næst
Med brede Sabel og broderet Vest;
Det ene Been han mandigt fremad strækker,
Det andet den baldyrte Kaabe dækker.
Rebelske Knægt, som tør ham Spidsen byde,
Nu fangen maae sin Daarlighed fortryde.
Klørknægt, som tidt i Strid i Polskpas drog,
Og Dronninger og Konger tappert slog, —
Ustadig Lykke! — hjælpeløs nu maae
Af sejrrige Spar sig lade slaae.
Saasnart for Nymphen begge Hære vige;
Men nu begynder Grevens Sol at stige:
Hans stærke Skjoldmø, Dronning over Sparer,
Imod den sejrende Armee udfarer.
See! Klørernes stormægtige Tyran
Som første Offer for Heltindens Hand
Maae døe; hvad nytter ham hans brede Svær?
Hvad nytter ham, at han Jordkuglen bær,
Og efter sig en Kongekaabe slæber?
Hans Tid er kommen — ham en Qvinde dræber.
De tappre Rudere nu Greven priser:
Den Konge, som kun halvt sit Ansigt viser,
Med sin Gemal forfølger slagne Fiende,
Og over ham en herlig Sejr de vinde.
Den grumme Skjæbne Rudere med Klører,
Og Hjertere, i vild Uorden fører
Henad den grønne Slette — ret som naar
En Hær af Tyrker udi Flugten slaaer
En blandet Hob af Perser og Kalmukker,
Araber, Morer, Negre, Mamelukker,
Af mange Farver og forskjellig Dragt:
De jages, og blandes af den samme Magt.
Den trædske Ruderknægt — ha! svage Qvinde!
Forfører skjændigt Hjerternes Fyrstinde;
Da blegner brat Belinda, nu hun skuer,
Hvor stor og rædsom Fare hende truer.
Sært er det, at hun ej af Angest døer
Just lige i Codillens grumme Kløer.
Men nu — som tidt i et fortvivlet Land
Et hurtigt Greb det Hele frelse kan —
Ulykkelige Hjerter-Æs fremtræder.
Det seer den Konge, som endnu begræder
Sin fangne Dronning: Hævnen ham opskammer;
Han Æsset som en Lynildstraale rammer.
Med Jubelraab Belinda Salen fylder:
Man hende som en Sejerherre hylder.
O! blinde dødelige! alt for svage!
Snart skal Belindas Hæder svinde væk,
Og hendes Fryd forvandles brat til Skræk.
Den sejerrige Dag hun snart forbander;
Thi see! Med Kopper og med Kaffekander
Er Bordet dækket; Moccabønnen brager,
Maskinen syder, Kaffemøllen knager.
Til Ilden puste Sylpherne med Kraft;
Sølvtuden sprudler ud den kjære Saft,
I Chinas Leer den dampende nedflyder,
Og baade Lugt og Smag paa eengang fryder.
Trindt luftig Garde svæver om Belinde,
Og, som hun drikker, vifte køle Vinde
Paa varme Drik, mens Een med Vinge fiin
Bedækker det kostbare Musselin.
Den Drik, som en Politicus opluer,
Saa han med lukte Øjne gjennemskuer
Hvert Kabinet, den samme nu opsender
Til Grevens Sjel en List, saa at han kjender
Grangivelig den Vej, hvorpaa han faaer
Hiin Lok udaf Belindas skjønne Haar.
Holdt, frække Yngling! før det er forsilde;
Frygt Guderne! og tænk, hvor saare ilde
Det Scylla gik, da hun, forført af Pokker,
Fik Lyst til Nisus’s guldgule Lokker.
Men naar til Synd en Dødelig sig bøjer,
Hvor let og snar ham Skjæbnen da ej føjer!
Thi som han Tanken fik, Elarissa strax
Af Futteralet tog tvebenet Sax.
(Saa i Romaner væbne Damer Helten,
Og gi’er ham Skjærf og Sværd og Spyd til Feldten.)
Han tager Gaven med ærbødigt Buk,
Og bag Belinda sætter sig paa Huk.
Med Saxen nu paa sine Fingerender
Han sagte hæver sig, og den udspænder, —
Just som Belinda over Kaffekoppen
Lidt fremad bøjer Hovedet og Kroppen.
Et tusind Aander ængstelige henfare,
Paa dyrebare Lok at tage vare:
Tre Gange pustende de om den svinge,
Tre Gange dingled hendes Ørenringe;
Tre Gange og Belinda saa sig om,
Tre Gange Fienden veeg og atter kom.
I samme Stund den arme Ariel
Forsøgte at see ind i Pigens Sjel;
Paa Blomsterkosten, ved den Skjønnes Barm,
Han sætter sig, og seer — o Skam og Harm! —
En jordisk Elsker i det svage Hjerte.
Han studser — sukker — sørger — skyer med Smerte;
Unyttig er hans ængstelige Vagt,
Nu Skjæbnen har tilintetgjort hans Magt.
See! Saxen aabner vidt sin brede Mund,
At skille Haaret fra dets Fødegrund;
Men før den end faaer klippet Haaret over,
En stakkels Sylphe sig imellem vover,
Og deler Skjæbne med Belindas Haar.
Dog snart tillukker sig en Sylphes Saar;
Ej saa det Haar, som nu, ved Saxens Gene
Udskilt, sig aldrig mere skal forene.
Fra Damens Øjne skyde Lynildsflammer,
Og hendes Skrig opfylder Sal og Kammer.
Ej skriges højere af Qvindemund
For Ægtefælle og for Skjødehund,
Og aldrig stærkere der skraales, naar
En Thekop Kammerpigen sønderslaaer.
„Lad Laurbærkrandsen nu min Tinding pryde!”
Saa høres Sejerherren stolt udbryde:
„Saalænge Lærker udi Luften synge,
„Og Londons Damer i Kareter gynge,
„Saalænge Taarer paa Romaner rinde,
„Saalænge Piger Elskovsbreve skrive:
„Mit Navn, min Heltedaad skal priset blive.
„Hvad Tiden sparer, ødelægger Staalet;
„Den strænge Skjæbne driver Alt til Maalet.
„Staal ødelægger Guders stolte Værk,
„Selv Trojas Muur — var den end nok saa stærk —
„Hvad Under da, o Nymphe! om dit Haar
„Ved Staalets Magt den samme Ende faaer?”