Ei mere prægtig Solen straaler, naar
Den frem paa Østens Himmelbue gaaer
Af Havets Pupurbølger, end Belinde,
— Dens Straalers heldige Medbejlerinde —
Paa Themsens glatte Sølverbarm fremstiger.
En Hær af pene Ynglinger og Piger
Om hende glimrer, men de ændses ikke;
Thi kun paa hende fæstes alle Blikke.
Et Kors hun bar, som Jøder kysse gad,
Og Tyrker selv andægtig vist tilbad;
Men større Glands det Ansigt dog opklarer,
Som et fornøjet Hjerte aabenbarer —
Men og et flygtigt, som de Øjekast,
Der løbe rundt udi urolig Hast.
Hun smiler hver forelsket Blik imøde,
Men støder fra sig uden dog at støde.
Som Solen hun hvert jødisk Øje blænder,
Som den — til Alle sine Straaler sender:
Om Damer havde Fejl, da maatte disse
Af saadan Skjønhed skjules reent tilvisse;
Om nogen i Belindas Lod mon falde,
See blot paa hende — og forglem dem alle!
Blandt hendes Yndigheder ogsaa var —
Til Mandfolks Ødelæggelse — et Par
Af Lokker brune, glatte, silkebløde,
Som bragte Klippehjerter til at gløde.
De hang paa Marmornakken, som to Snarer;
Thi ligeviis som Fugle, Fiske, Harer,
Ved Haar besnærede i Fælden gaaer:
Saaledes Amor og med Qvindehaar
Kan stolte Kæmper selv tilfange tage,
Og holde dem i slige Lænker svage.
En Greve havde disse Lokker seet:
At see og ønske dem var ikkun Eet.
Med Vold at vinde eller og med Svig
At fange dem, han pønser strax; thi siig,
Om det en Elsker store Skrupler giver,
Paa hvilken Vej han Sejerherre bliver?
Om Sejr og Held i denne Hjertes Sag
Vor Greve allerede førend Dag
Til alle Guder havde gjort sin Bøn,
Men dog især til Cytheras Søn.
For ham et Alter han oprejste net
Af tolv Romaner; og paa Alteret —
Skjøndt sukkende — ophang med gavmild Haand
En Silkevante og to Strømpebaand.
Hver fordums dyrekjøbte trophæe, han ejer,
Opoffres nu i Haab om større Sejer.
Med Elskovsbreve Baalet han antænder,
Og trende dybe Hjertesuk udsender,
For ydermere at oppuste Luen,
Og derpaa næsegruus han midt i Stuen
Nedkaster sig, og beder, at han maae
Sit Ønske opfyldt snart og længe faae.
Det halve huldt den skjelmske Gud bønhørte —
Det halve Vinden bort i Luften førte.
Men henad Themsens Bølger Skibet svæver,
Mens Solens Billede paa Vandet bæver,
Og medens Instrumenters søde Klang
Ledsager sejlbehængte Snekkers Gang,
Som af Zephyrer blidelig fremskydes;
Belinda smiler — hele Verden frydes,
Kun Sylphen ej; af Anelser bespændt
Mod mørke Fremtid er hans Sjel henvendt.
De lette Tropper han tilsammenkalder;
Og flux forsamle sig de troe Vasaller.
I Takkelagen susende de høres —
(Paa Dækket troer man blot, at Vinden røres)
De tynde Væsner sig i Luften svinge,
Klart skinner Solen gjennem fine Vinge.
Usynlige for hvert et dødligt Øje,
Snart dale de, snart stige mod det Høje;
Udskilles, sammensmeltes, som de vil,
I yndigt tusindfoldigt Farvespil.
Et Straalevæv er deres Dragt, som flyder
Paa Vindens Vover, og som Lyset bryder
Ved hver en Vending i uendelige
Skatteringer. Regnbuens Farver rige
Er fattige mod slig Mangfoldighed,
Som intet jordisk Sprog at skildre veed.
Paa gylden Mast midt udi hele Flokken
Stod Ariel, og løfted Azurflokken.
Sit lette Scepter Sylphekongen svinger,
Og mens han folder sine Purpurvinger,
Hans Røst som Æolsharpen lifligt toner:
„I Feer! Alfer! Genier! Dæmoner!
„I Sylpher og Sylphider! hører til,
„Hvad Eders Konge nu forkynde vil:
„End er den høje Lov forglemt,
„Som haver Luftens Borgere bestemt
„Hver til sin Dont: i Æthrens Marker blaae
„Maae nogle op og ned med Solen gaae;
„Men andre følge Maanen paa dens Gang
„Og rulle Stjerner over Himlens Vang.
„En Deel, af Væsen mindre fine, nærme
„Sig Jorden meer, og ud i Natten sværme
„Imellem Norden skyer brygge,
„Og hylde Jorderig i Taagens Skygge,
„Udsende Stormene, og Skyer kryste,
„Sneebyger hvirvle ud, og Regn nedryste,
„Men andre dvæle nede her paa Jorden,
„Og holde Folk og Stater udi Orden.
„Af dem er vi, hvis mindre hædersfulde
„Bestilling blev, at vogte paa det hulde,
„Men svage Kjøn; og skjøndt de Andre vinde
„En større Roes — vi større Morskab finde.
„Vi bytte Pudderet for Stormens Vold,
„Mod Solens stik vi ere Hudens Skjold,
„Fra Roser og Regnbuer vi udtrække
„Den Sminke, hvormed Kinderne de dække;
„Vi i hver Mine lægge dobbelt Sødme;
„Ja tidt i Drømme vi dem indspirere,
„Hvorlunde de en Kjole skal garnere,
„En Sløjfe ændre eller og et Baand,
„Og ordne Ringene paa hviden Haand.
„Idag et rædsomt Varsel truer da
„Den skjønneste blandt Qvinder, men hvorfra,
„Hvorledes, hvor — om det er lumsk Bedrag,
„Om aabenbare Vold — det er en Sag,
„Skjult indtil nu bag Fremtids dunkle Klæde.
„Om Nymphen Phoebes Lov skal overtræde,
„Hvad eller hendes Natbordspejl skal faae
„En Revne; om en Plet skal komme paa
„Den nye Chemise eller hendes Ære,
„Om hun idag skal saa uheldig være
„At glemme Kirken eller Maskeraden,
„Om hun skal tabe her etsteds i Staden
„Sin Brystnaal, Ring — sit Gulduhr eller Hjerte,
„Hvad eller Skjæbnens Riis vil Moppe snerte: —
„Hver til sin Post, I Aander! iler nu!
„Du Zephyretta, Viften kom ihu!
„Du Brilliante, Uhret vogte maae!
„Brystnaalen Momentilla passer paa!
„Du Ariel skal selv bevogte Moppe!
„Men femten Sylpher — alle troe og gjæve —
„Aarvaagne Vægtere om Skjørtet svæve!
„Tidt saae vi syvfold Hegn at faae et Rivt,
„Endskjøndt af Fiskebeen og Pocher stivt.
„Hver Sylphe dog, som skjødesløs forsømmer
„Sit høje Kald, og fra sin Post bortrømmer,
„Skal føle Hævnen brat og skarp og heed,
„Aarhundreder i Flasker puttes ned;
„paa Knappenaale spiddes, eller han
„Skal druknes i et Hav af Sminkevand,
Udi en Haarnaal hele Sekler klemmes, —
„Hans Flugt af Gummi og Pommade hemmes;
„Med Silkevinger klistrede, forgjæves
„Han prøve skal i Luften op at hæves.
„Hans tynde Væsen sammensnerpes skal
„Af Allun, som et Løv i Bladefald;
„Hvad eller han paa en Vejrmøllevinge
„Skal som Ixion lade sig omsvinge;
„Hvad eller jeg hans arme Krop skal bade
„I Damp og Skum af kogheed Chokolade!”
Saa talte han. Hver Aand paa snelle Vinger
Fra Masten ned sig om Belinda svinger:
En Deel i Krøllerne af hendes Haar,
En Deel paa Vagt om Barm og Skuldre staaer;
en Deel om Skjørtet. Men forfærdede
De alle Skjæbnens Slag imøde see.