Slig Klagesang til Taarer Alle rører,
Men Skjæbnen havde tillukt Grevens Ører.
Forgjæves prøver Myra ham at bøje
Med skarpe Ord; men spildt er hendes Møje.
Hvo skulde vel, naar ej Belinda kan?
Ej stivere var den Trojanske Mand,
Da Anna bad, og Dido, hendes Søster,
Rev sine Haar og kradsede sine Bryster.
Men nu Clarissa høres saa begynde —
Idet hun slaaer sin Vifte ud med Ynde:
„Siig, hvorfor man de skjønne meest mon prise?
„De Skjønne, som af Gjække og af Vise
„Faae Englenavn — som Engle og tilbedes.
„Hvi mon i Klippen og i Havet ledes
„Om Prydelser, hvormed man os kan dække?
„Hvi staaer ved vor Karet den lange Række
„Af Cavalierer? Hvorfor mon Parket
„Sees stirrende med Kikkert og Lorgnet
„Mod Logerne?” „„Seer hist”” — de borde sige —
„„I Skjønhed som i Dyd den første Pige!””
„Men al vor Hæder som en Røg bortfarer,
„Hvis Sminkekrukken, Diamanters Glands
„Dog Alderdom forjog og Rynker glatted:
„Hvo var der da, som daarlig sig befatted
„Med huuslig Dyd og med Oeconomie?
„Ja, selv en Helgeninde skulde ikke
„Ved Sminke eller ved forelskte Blikke
„Sig skamme. Ej det da var Synd at male.
„Men ak! da Skjønheds Sol engang skal dale,
„Haar — med og uden Krøller — blive graae;
„Da Sminket og Usminket falme maae —
„Hun, der ad Mandfolk kimser, døe som Pige:
„Hvad har vi da igjen? Jeg frit tør sige,
„Det, at vor Magt vi vel at bruge veed,
„Og bære vore Tab med Munterhed.
„Ja Munterhed vil hjælpe —troer mig, Kjere!
„Naar Graad og Skjænden heelt forgjæves ere:
„Den ydre Skjønhed Øjet kan forføre;
„Men sand Fortjeneste vil Sjelen røre.”
Saa talte hun. Belinda rynked Næsen,
Og Myra kaldte det et Snerpevæsen.
„Til Kamp!” den djærve Skjoldmø skriger;
Og Blodet op til hvert et Hoved stiger.
I to Partier deelt den lange Række
Staaer op til Strid. Nu høres Vifter smække,
Højt rasler Silken — knager Hvalens Tænder;
Og Helte og Heltinder vildt udsender
Et blandt Skrig af hvinende Discanter,
Og grove Basser. Bløde silkevanter
Og hvide Handsker gribe rask til Vaaben —
Dog ej af de gemene — hele Hoben,
Liig fordum Guder, udi Striden gaaer,
Og frygter ej for dødelige Saar.
Saa kæmped Guderne paa Trojas Kyster:
Athene med de staalbeklædte Bryster,
Den raske Hermes, og den barske Ares,
Den kjælne Venus, som i Fingeren skares.
Olympen skjælver, Jovis Torden brøler,
Oprørte Hav Neptuni Trefork føler,
Selv Jorden revner, dens Indvolde vendes,
Af Dagens Lys Afgrundens Aander blændes.
Nu Umbriel med sine sorte Vinger
I glad Triumf paa en Lampet sig svinger
Og seer paa Striden med en skummel Fryd.
Frenhældende paa Knappenaalespyd
Da andre Gnomer staae. See! Myra bryder
Igjennem Fiendens Rækker og udgyder
Fra begge sine Øjne Vredes-Gnister.
En Skjønaand Livet i Skærmydslen mister
Med samt en Sprader: Hiin gik Kjødets Gang
I Metaphor, og denne udi Sang.
„Jeg føler Døden levende i mig”
Skreeg Tyndgenie, idet han kaster sig
Ned for en Dames Stol. Melydor sender
Et Jammersblik til Fienden op, og ender
Sit Liv med de bevægelige Ord:
„I Deres søde Øjne Døden boer.”
(Saaledes og den gamle Svane synger,
Idet den døende paa Bølgen gynger.)
Det Øjeblik, da Hr. von Affe kaster
Clarissa ned, rask Chloe fremad haster,
Og myrder ham ned med et vredagtig Blik.
Hun smiler ved at see, hvor let han fik
Sit Banesaar; men Myras kjekke Ven
Ved dette Smiil flux lever op igjen.
Nu løfte Xeus med højst retfærdig Hand
Den gyldne Skaal, og Mændenes Forstand
Imod Belindas liden Haarlok vejer.
Men Vægtens Tunge lige uvis svejer
Til denne Side nu, nu til den anden.
Da see! omsider stiger dog Forstanden,
Og Lokken synker. Først for Alvor nu
Belinda fremad foer, med blodig Hu,
Og meer end hverdags Lynild i sit Øje,
For den forvovne Greve at nedbøje;
Men han, som just det samme Ønske har,
Med lige Tapperhed mod Fienden ta’er.
Dog ham den frygtelige Mø betvinger
Blot med sin Tommeltot og Pegefinger:
Just hvor hans Næse Livsens Aande trækker,
En Priis Tobak den trædske Jomfru smækker.
Og alle disse pirrende Atomer
Bli’er ført og styrede af grume Gnomer,
Af begge Heltens Øjne Vandet flyder,
Og Salen af hans Nysen højt gjenlyder.
„Nu skalt Du døe!” saa lød Belindas Skraal.
Idet hun af sit Snøreliv tog en Naal.
(Den samme, som Heltindens Oldefa’er
Forpaa sin Hals som en Ringkrave bar.
Hans Enke efter ham lod den omsmelte
Til et Brystspænde i sit Fløjlsbelte.
Men som en Kladderkølle hendes Datter
Udi sin Barndom brugte den; og atter
Belindas Moder lader den omgjøre
Som saadan bæres den og af Belinda.)
Mat læsper Greven: „Tænk ej, stolte Fiende,
„Du længe overleve vil mit Fald!
„En anden Kæmpe dig nedlægge skal!
„Tænk ej, at døe min høje Sjel nedslaaer;
„Men det, at efter mig min Fiende staaer.
„Nej, lad mig heller Livet længe skue!
„Og brænde levende i Amors Lue!”
— „Herhid med Lokken!” rundt i Salen lyder.
Ej skreeg Othello af saa vildt et Hjerte
For Klædet, som var Aarsag til hans Smerte.
Men see! hvor store Planer strande!
Ja mægtige Monarker selv maae sande:
At tidt, naar Krigen til en Ende kom,
Det og var borte, som man sloges om.
Thi see! den Haarlok, som med Sviig blev vunden,
Bli’er allevegne søgt, men ikke funden.
En saadan Skat for Arme Dødelige
Var altfor stor — den maae til Himlen stige.
Vel mente Een og anden, at den fløj
Til Maanen op blandt det forlorne Tøj,
Som mistes her paa Jord, og gjemmes hist,
(Man veed jo for Exempel ganske vist,
De der i Kister Heltes Sjele Laaser,
Og Spraderes i smaa Snuustobaksdaaser.
Der findes brudte Eeder, fromme Gaver,
Som Synderen paa Sottesengen haver
Bortskjænket. Der, i Sløjfer bundne, hænge
Forliebte Hjerter, Vers af Digterdrenge.
Man Skjøgers Smiil hos Hofmænds Løvter finder,
Blandt Syges Bønner; Taarer, som nedrinder
Fra rørte Arvinger. Man Bien skuer,
Med tørre Sommerfugle, Lopper, Fluer
Og Philosopher; Lænker selv, hvori
Man fængsler Myg og hidsig Phantasie.)
Men troe kun Musen, hun, som ene saae
Med Digterblik den op til Himlen gaae.
(Saa Romas Stifter samme Vej bortdrog,
Hvorvel kun Proclus saae den Cours, han tog.)
Vidt gjennem Luften, liig et Stjerneskud,
Foer og Belindas Lok i rummet ud;
Ja liig Kometen med sin lyse Hale
Man seer den straale højt i Himlens Sale.
(Ei Berenices Lokker halvt saa klare
Saaes fordum tindrende til Himmels fare.)
Antændt i flugten Sylpherne den skuer,
Og glade følge den mod hvalte Buer.
Tidt smukke Fol skal den fra Pallmall see,
Og hilse med Musik tilbedende,
Lyksalig Elsker den for Venus tage,
Den Astronomen und ende opdage;
Ja selv af den vil Astronomen spaae,
Naar Rom og Frankerige skal forgaae.
Thi, skjønne Nymphe! sørg nu ikke meer!
Din Lok som yndigt Himmeltegn Du seer.
Ej all de, Du har endnu tilbage,
Skal Dig saa stor Misundelse paadrage.
Thi efter dine Øjnes mange Mord,
Naar Du har Snese Mandfolk bragt til Jord,
Naar disse faure Sole skal udslukkes,
Skal Musen denne Lok udødelig gjøre,
Og mellem Stjernerne dit Navn indføre.