Cyprens skiønne Herskerinde,
Elskovs mægtige Gudinde!
Min Zeline kalder dig.
O! forlad i Dag Cythere!
Byt det bort for meget meere,
Som hos hende venter dig!
Hendes Huus dig kan afbilde
Cnidos, Paphos i det lille;
Konst, Natur, foreent med Smag,
Overalt Modellen viser
Til Homerers Paradiser
Under min Zelines Tag.
Vaarens sidste, beste Gave,
Rosen staaer i hendes Have,
Rød og hvid og skiøn endnu;
Viinen, sød du hiemme nyder,
Skiænket af Zeline byder
Nectar, meere sød endnu.
I din Lystskovs dunkle Gange
Blandes Nattergalens Sange
Sødt med Rislen af en Elv,
Aphrodite! men du glemmer
Dine Nattergalers Stemmer,
Naar Zeline synger selv.
Vellyst lokker ikke meere
Paa dit blomstrende Cythere,
End paa hendes Opholdsted:
Men i hendes Øie byder
Dronningen for alle Dyder
Favnen selv Beskedenhed.
Værdigt Selskab og du finder,
Thi min Elskedes Veninder
Faaer du samlet her at see;
Hver af dem er en Charite,
Haand i Haand om Aphrodite
Dandser ingen skiønnere.
Intet, intet skal du savne!
Giv det alt Olympens Navne,
Saa blir det og Himlen eet:
Og foruden Speil Gudinde
Vil du dig fordoblet finde,
Naar du har Zeline seet.
Skynd dig, Jovis skiønne Datter,
Kom med Amor, Skiemt og Latter,
Elskovs Guder, Gratier!
Ellers troer din Skald, Gudinde,
At du frygter for at finde
Meer end dig i hende der.