Før, naar jeg henrykt ved dit Bryst
Dig, Falske, hørte kielent sige,
At mine Kys var uden Lige,
Og eene jeg var al din Lyst;
Jeg i din Favn da tænkte med Foragt
Paa Persiens Despot og al hans Magt
Lydia.
Før, naar din Mund kun aabned’ sig,
For mig med heede Kys at sige
Jeg var din allerbedste Pige,
Og ingen Cloe lignte mig;
Stolt af min Elskers heele Kierlighed.
Jeg selv paa Roms Gudinde skued ned.
Horaz.
For Cloe slaaer nu dette Bryst,
Nu lærer hun mig glemme Troner,
Naar jeg ved hendes søde Toner
Hensmelter i Elysisk Lyst;
Med Glæde skal jeg føle Dødens Slag,
Naar det min Cloe kiøber kun en Dag.
Lydia.
For Cephalus jeg brænder nu,
Kun han jeg kysser, ham jeg savner;
Jeg paa hans Skiød Horaz ei savner,
Han kysser vel saa tidt som du.
Tre Gange døer jeg glad, naar ved min Død
Jeg ham kun gier en Time dobbelt sød.
Horaz.
Men, om min Kierlighed paa nye
Med fulde Flammer kom tilbage,
Hvis, for dig evig at behage,
Jeg evig vilde Cloe flye?
Hvis jeg med tusind Kysse sletted ud,
O skiønne Lydia! mit Elskovs Brud?
Lydia.
Skiønt Cephalus er Solen liig,
Naar den gaaer ned bag Tiburs Bredde;
Skiønt du, Horaz! er let til Vrede,
Og Havets Skum i Falskhed liig,
Jeg leve vil med dig, og paa dit Skiød
Skal Døden selv din Elskte blive sød.