Horaz og Lydia
(Efter Horaz.)
(Efter Horaz.)
Horaz.
Før, naar jeg henrykt ved dit Bryst
Dig, Falske, hørte kielent sige,
At mine Kys var Amors, uden Lige,
Og eene jeg var al din Lyst;
Jeg i din Favn da tænkte med Foragt
Paa Persiens Despot og al hans Magt.
Lydia.
Før, naar din Mund kun aabned’ sig,
For mig med Amors egne Kys at sige,
Jeg var din allerbedste Pige,
Og ingen Cloe lignte mig;
Stolt af min Elskers hele Kierlighed
Jeg selv paa Roms Gudinde skued ned.
Horaz.
For Cloe slaaer nu dette Bryst,
Nu lærer hun mig at foragte Throner,
Naar jeg ved hendes søde Toner
Hensmelter i Elysisk Lyst;
Med Glæde skal jeg føle Dødens Slag,
Naar det min Cloe kiøber kun en Dag.
Lydia.
For Cephalus jeg brænder nu,
Kun ham jeg kysser, ham jeg eene favner;
Jeg paa hans Skiød Horaz ei savner,
Han kysser vel saa tidt som du.
Tre Gange døer jeg glad, naar ved min Død
Jeg ham kun giør en Time dobbelt sød!
Horaz.
Men, om min Kierlighed paa nye
Med fulde Flammer atter kom tilbage,
Hvis, for dig evig at behage,
Jeg evig vilde Cloe flye?
Hvis jeg med tusind Kysse sletted ud,
O skiønne Lydia! mit Elskovsbrud?
Lydia.
Skiøndt Cephalus er Solen lig,
Naar den gaaer ned bag Tiburs gyldne Bredde;
Skiøndt du, Horaz, er let til Vrede,
Og Havets Skum i Falskhed lig;
Jeg leve vil med dig, og paa dit Skjød
Skal Døden selv din Elskte blive sød!