Cyprens skiønne Herskerinde,
Elskovs mægtige Gudinde!
Min Seline kalder dig.
O! forlad i Dag Cythere!
Byt det bort for meget mere,
Som hos hende venter dig!
Hendes Huus dig vil afbilde
Hele Paphos i det lille;
Konst, Natur, foreent med Smag,
Overalt Modellen viser
Til Homerers Paradiser
Under min Selines Tag.
Vaarens sidste, beste Gave,
Rosen staaer i hendes Have
Rød og hvid og skiøn endnu;
Druen, som dig hiemme fryder,
Skiænket af Seline byder
Nectar, mere sød endnu.
I din Lystskovs dunkle Gange
Blandes Nattergalers Sange
Sødt med Rislen af en Elv;
Aphrodite! men du glemmer
Dine Philomelers Stemmer,
Naar Seline synger selv.
Vellyst lokker ikke mere
Paa dit blomstrende Cythere,
End paa hendes Opholdsted;
Men i hendes Øie byder
Dronningen for alle Dyder
Faunen selv Beskedenhed.
Værdigt Selskab og du finder,
Thi min Elskedes Veninder
Faaer du samled’ her at see;
Hver af dem er en Charite,
Haand i Haand om Aphrodite
Dandser ingen skiønnere.
Intet, intet vil du savne!
Giv det alt Olympens Navne,
Saa blir det og Himlen eet;
Og foruden Speil Gudinde
Vil du dig fordoblet finde,
Naar du har Seline seet.
Skynd dig, Jovis skiønne Datter!
Kom med Amor, Skiemt og Latter,
Elskovs Guder, Gratier!
Ellers troer din Skald, Gudinde!
At du frygter for at finde
Meer end dig i hende der.