Indsendt.
Indsendt.
Brevvexling
imellem Placidio og Veturino,
imellem Placidio og Veturino,
Oversat af Italiensk.
Oversat af Italiensk.
Veturino til Placidio.
Egnen ved Chiavenna, den 1ste Martii 1785.
Du vil forgieves kalde mig tilbage
Til Stadens Larm og Høiheds gyldne Plage,
Min Plan var overlagt, er fast, min Ven!
Alt hvad du skriver kun bestyrker den.
Saa sødt mit Liv her i mit Field henflyder,
Saa stor er den Lyksalighed, jeg nyder,
At jeg er sikker paa, den aldrig meer,
Som engang følede, hvor sand den er,
Sig lod det falde ind, at ville bytte
De Kaar, jeg nyder i min lille Hytte
Med største Høiheds Glimmer, Magt og Stads
Og Marmor Vaaning paa St. Marcus Plads.
Du spøger med den Tid, som jeg anvendte,
De Dage, ieg de stille Muser tiente.
Nu det er Spøg, det som dit heele Brev;
Du selv hendriver nu, som jeg hendrev
Lyksalig Tiden ved at efterspore,
At dyrke, omgaaes Jordens sande Store.
Du troer forspildt maaskee den fordums Fliid;
Kom hid, og see dens Frugt, og skynd dig hid;
Kom, see Hesiodus og Cato pløie,
See Varro vande, Maro holde Bier
Med Mark og Biesværm, Young og Mortimer
Tarello, Duhamel, og tusind fleer
At gaae omkring, at passe Mark og Have
Og Gaard og Eng, og fredeligen lave
Saa alting til, at deres fælles Søn
Skal naae sin Stræbens muelig største Løn.
Tryg stundom disse jeg betroer min Ager,
Og al Besørgning roelig mig unddrager
I Grotten i mit Field min Theocrit
Mig lydig venter da; jeg hører tit
„Med Fryd, som ingen Stadens Søn kan føle,
Hans Pibes Lyd, mens mine Øxen brøle
Langt fra en Bas til hans Discant, og Sang
Af Fuglene er Accompagnement,
Mens levende Zephirer om mig hvisle,
Og Bækkens Vande mellem Græsset risle.
Er Operaen selv meer tækkelig?
I hver en Syssel, i hvert Lune kiender
Jeg gode Mænd, til hvilke jeg mig vender,
Som aldrig mig afvise but og kort,
Og uden Nag sig lade vise bort,
Og give Plads for andre. Selv Voltaire
Misunder her ei Ariost den Ære
At more mig; den sørgende Petrarc
Gaar villig med mig ud i Skov og Mark.
Men sin Melancolie han smukt fordølger,
Naar pyntet Tasso smilende mig følger.
Nu blev jeg ei hans Høiheds Secreteer,
Du sligt mit Tab ubødeligt anseer.
Tag du, min Ven, imod denne store Ære,
Jeg umisundende vil gratulere.
Vist er det sødt og stort, at være den,
Til hvilken Folket flyer, som til en Ven,
Der sørger for, og der har Magt at fremme
Hver i sin Lykkes Vei, hvers Sorg at hemme
Men er det vanskeligt; og sig mig, hvem
Du troer istand at føie alle dem,
Der søge Gunst.
Men jeg er uden Møie
Istand min heele liden Stat at føie,
Og uden at erhverve nogens Had
At være høflig mod, og giøre glad
Hver min Client, og naar jeg holder over
En mild Retfærdighed, jeg intet vover,
Adspørger ingen Herre, om jeg tør,
Og uden Ansvar handler, som jeg bør.
Hvor langt er ei Ministren fra hans Skriver?
Dog lad det være eet; sæt at, du bliver
Minister selv, o siig mig, meener du,
Du da vil naae det Held, jeg nyder nu?
Nei lad en stor Mand handle paa det beste,
Og lad ham undertrykke, slaae sin Næste,
I begge Fald han nyder samme Priis,
Af nogle kaldes ædel, stor og viis
Af andre dum og fiig, af en bliver bandet,
Af andre nævnt den Mand, der frelser Landet.
Og hvo har Ret? hvo veed med Sikkerhed,
At skulle handlet bedre i hans Sted?
Min Gaardskarl ogsaa stundom vil befinde
At jeg befaler ham at gaae i Blinde,
Og handle galt; han er forsikret om,
At jeg i Agerbrug er blind og dum.
Nu maae han Kløver saae, hvor, om han raadde,
Han Bønner, Erter eller Vikker saaede;
Nu lægger jeg til Græsmark det, som han
Har anseet for de beste Agerland.
I Tiden finder han, at det, jeg vilde,
Var for det meeste ei betænkt saa ilde;
Jeg feiler undertiden, som enhver,
Min Grund, skiøndt rigtig, tit han ei indseer.
Saa gaaer det, troer jeg, og i Statens Sager,
Og deraf reise sig de mange Klager.
Hvo kiender, hvo kan kiende alles Vel
Saa got som de, der styre Tingen selv?
Hvo kiender nøie nok alt det, der kræves,
Om hiin og denne Misbrug skulde hæves?
Det, en Ukyndig giver saadant Navn,
Hvo veed, om det er ei det største Gavn?
Du eller jeg kan saadant ei bestemme
Men saadan er det dog, at vi kan fremme
Enhver af os, som kun for Alvor vil,
Vort Gavn, og vælge Midlerne dertil.
Er dette Valg end stundom lidt indskrænket
Den stor Mand er, troe du mig belænket
Indsluttet i en Kreds, langt mere trang
End de, der lignes kan med vores Tvang.
Vi Middelstandens Folk har mange Baner
Tilspærrede for dem med gamle Ahner.
Og Lykken staaer i tusind’ Skikkelser,
Og vinker kierlig ad os paa enhver;
Mig kaldte den til Bonde her at blive,
Din Lod den vil maaskee ved Hoffet give,
En anden giver den sin Faders Lod;
Siig nu, hvem var den meest, hvem mindst imod?
Jo sikkert mig den gav af sine Skatte
Det største Maal en Dødelig kan fatte.
Den frelste mig fra alt det Slaverie,
For hvilket ingen Stadens Mand er fri
Mindst de, den til et Maal for alles Domme
For alles Had og Avind bød at komme
Nær Høiheds Top, hvor alle stæbe sig
Elendig krybende i evig Krig
For den, som for dem kryber, at nedrive,
I evig Angest, nedrevne selv at blive.
Mig gav den Ro ved nyttig Stræbsomhed,
Mig gav den Nøisomhed, og Sindets Fred,
Den gav mig Lyst til Glæden at modtage,
Forstand nok til at bruge Glædens Dage,
Og vælge Veien til at finde dem,
Behag i Kundskab til at ledes frem
Paa denne Vei, og Hierte til at nyde
Den sande Fryd, de stille Muser byde.
En sparsom Digter Aand, og dyb Foragt
For Høiheds Griller, Opsigt, Pral og Pragt;
Men tapper Ulyst til at være Dommer
I hvad jeg ei forstaaer, mig ei vedkommer.
Men fremfor alt forundte Lykken mig
En Hustrue Stadens Døttre saa uliig:
Min elskede, min skiønne Angeline
Som uden Kunst i Væsen eller Mine
Kun lydende Naturens simple Røst
Af den blev dannet mig til Livets Lyst;
Som gaaer foruden Snørliv, Flør og Pudder,
Ukyndig reent i fornem Verdens Sludder,
Om Spil, og Opera, og Cicisbee,
Og Pyndt, og Fryd i misundt Naboes Vee,
Lidt soelbrændt, stedse glad, lidt skielmsk af Øie,
I stribet Skiort og ærmeløse Trøie,
Stolt af en Taille, som, om Himlen vil,
Skal engang aarlig tage af og til,
Godhiertig; huuslig, from, utrøelig reede
Til alt, hvad fremmer min og Husets Glæde;
I Melkebord, i Kiøkken, Kielder flink,
Bestyrer sine Piger med et Vink,
Blier let lidt vreed, men kun for Øieblikke,
Er lidt paaholdende paa Egnens Skikke,
Blier let saa rød som Purpur, synger got
Og gierne, næsten altid. — Trods din Spot,
Jeg troer du fatte vil, at hvad du skriver
Og skrive kan, paa mig unyttigt bliver,
Skal ei forleede mig til din Attraae,
For Storheds Lænker mig at stæle paa.
Imidlertid fornøi med meer at skrive
Din Bonde-Ven! og skulde du saa blive
Minister, eller kun hans Sekreteer
Saa kom herhid, og see hvad Glæden er.
Om vore Kaar er aldrig saa forgyldte,
Er Glæden dog vel kun, at see opfyldte
Sit Hiertes Ønsker. Lettest blier da den
Tilfulde glad, som ønsker mindst, min Ven!