Indsendt.
Indsendt.
Brevvexling
imellem Placidio og Veturino.
imellem Placidio og Veturino.
Oversat af Italiensk.
Oversat af Italiensk.
I.
Brev fra Placidio til Veturino.
Venedig, den 31 Jan. 1785.
Det var da rigtig nok, den Sag er klar,
Du var, og er, og blier en stakkels Nar.
Jeg tvivled’ vel, endog da ingen anden
Var Tvivl om meer, at du var fra Forstanden;
Vel blev jeg vaer det underlige Sving,
Din Tænkekraft sig tog i mange Ting,
Dog syntes mig, du yttred’ stundum noget,
Der vidned’ om, du ei gik reent i Taaget;
I Selskab helst du var, som en af os,
Inquisitionen selv, vor hele Adel,
Og alt, hvad dertil hører, for din Dadel
Var altid frie, og tit paatog du dig
De stores Forsvar; ingen voved’ sig,
Hvor du var nær, at yttre Hverdags Domme:
„At mangen Strandcadel var nok saa stor,
„Og at vor Doge slet kun holder over,
„Og at man ønsker, hun den Lykke nød,
„At skiule ham i hendes sølvblaae Skiød.
Og andet sligt. — Vist nok i dette Stykke
Bar du dig ad, som Folk, der søge Lykke;
Og som fortiene den. Men ak, det var
Det eneste, hvori du ei var Nar.
Hvor reent forrykt maae den dog ikke være,
Som troer, at Vid og Kundskab bringer Ære,
Og Dyd Lyksalighed! og at det Navn
Af nyttig Borger, som til Statens Gavn
Anvendte al sin Tid og al sin Evne,
Var eene værd, et Hæders Navn at nævne!
Det troede du; det faldt dig aldrig ind,
Slig Snak har ene Sted, naar man giør Vind
Blant gamle Borgermænd, og cavaleerer
Paa Caffehusene. Der slige Lærer
Anvendes vel; men siig mig, har du kiendt
Een, fleer end just dig selv, der sligt har meent,
End sige, der, som du, af alle Kræfter
Har villet viist, han handlede derefter?
Som din Grundsætning var, saa gal var og
De Følger, du i Galskab deraf drog.
Du prøved dine Pund; og hvis en Skrue
Ei var for løs, du havde kundet due
Til somme Ting; men nu du fandt det værd,
At bruge Tiden til at blive Lærd.
Vistnok en deilig Ting, at gaae tilbage
Og giennemgrandske Verdens første Dage
Og vide hvad i Grækenland og Rom
Hver Nar har meent, før nogen drømte om
Blot Mueligheden til at vinde Ære,
Og alt, hvad dermed kan forbundet være,
Ved Hædersnavn, og Adelsskab og sligt,
Barbariske Tid! jo vist fortræffeligt
At giennemnemgrandske dig!
Og for at tømme
Det fulde Maal af denne Alders Drømme,
Begrov du dig i Bøger. O hvor klog
Var denne Adfærd ei! At lære Sprog
Som taltes for et tusind Secler siden,
Var nu endeel af det, du offred’ Tiden;
Som om du til Minister var bestemt
Til Folkeslag, hvis Navne man har glemt.
Endskiønt, hvem veed, hvor du har phantaseret
Dig hen i al den Tid? hvor du har været?
Blandt os du var ei, os var du saa død,
Som den der hviler alt i Gravens Skiød.
Omsider saae man dig paa ny at træde
Fra Graven ud, skiøndt ei til Livets Glæde.
Thi om du end, hvor Glæden faldt, var med,
Saa saae man nok, at det var ei dit Sted;
Skiøndt riig, og ung, og smuk, du aldrig brugte
Din Alders Vaar; dig selv du udelukte
Saa reent fra hver en Ting, der Navn af Fryd
Fortiene kan, som om din strænge Dyd
Forstandset var med Snese rask tilbragte
Forløbne Aar, da Folk maae vandre sagte
Af gode Grunde, som ei hindre dem,
Der kan endnu, som vi, gaae Banen frem.
Det stak pudseerligt af, naar jeg og flere
Studeerte stedse paa at naae den Ære,
At komme, som du kaldte det, i Slæng
Med hin og denne gyldne Adelsdreng;
Det er, at deele Adelstandens Glæder,
Dens Myndighed, dens Straffrihed, dens Hæder;
Man derimod de gamle Store saae,
At beile selv til dig med spildt Attraae.
O hvor misundte jeg, og alle Kloge,
Som søgte Adelen i alle Kroge
Dig den Lyksalighed, at blive kaldet
Til hin Minister ind, naar jeg halv qvalt
Stod pustende i Forgemakkets Trængsel;
Men dig var selv hans Cabinet et Fængsel,
Du afslog, som et haanligt Trældoms Baand,
At være selv Ministrens høire Haand;
At være stedse ved ham, at modtage
Opvartninger som han; og see tilbage
Med Haanhed paa den Kreds, hvori vi er’,
Kortsagt at være Mandens Secretær.
Og jeg er sikker paa, om denne Møie
Var dig for stor, han havde ladt sig nøie,
Og viist dig samme Gunst, om ogsaa kun
Du havde taget Plads, som hans Spion.
Tænk, hvilken det nu var af disse Poster
Hvad Flid, hvad Kryben det saa mangen koster
At blive kun den tredie neden for,
Hvad du foragted’; tænk dog, paa hvad Kaar
Du afslog den. Jeg vil mig selv ei ilde,
Som du vel veed; med Glæde jeg dog vilde
Antaget have et misundt Ærestrin,
Naar du var Grevens Secreter, som din.
At have deelt en Smule af den Hæder,
Som Pøblen, visere end du, tilbeder,
Naar den udstraalt fra Folk med Ordensbaand
Endog kun nydes kan paa fierde Haand.
O hvad er Livets Fryd, hvad Bankens Skatter,
Mod Ærens Glands? Kun Haabet at erstatte
Ved Ærestrin den Ulyksalighed,
At Fødselen saa dybt os trykte ned,
Og fødes lod af Borgerfolk, hvad andet
Giør Livet dog lidt taaleligt? — Forbandet
At sligt et Haab allene hyses skal.
Et Faar, som viser reent ud, han er gal!]
Jeg gad dog vidst, hvad det har kunnet være,
Som aabnede just dig en saadan Ære;
Just eene dig! — Jo vist, du var saa lærd,
Og sikkert var du da en Hoben værd.
Du kunde paa Latin og Græsk fortolket,
Hvordan Pregadi skal behandle Folket,
Du reiste nogle Aar i Verden om,
Og uden Tvivl i Oxford og i Rom
Man lære maae, Venedig at regiere;
Du var saa klog, saa sindig, og hvad meere
Man sige kan til svage Hierners Priis.
Vist, ganske vist; og derfor var du viis,
Og derfor aabned’ man dig Ærens Veie
Jo ret, Ministren, som Ministre pleie,
Saae sikkerlig allene paa dit Værd;
Og derfor eene blev du ham saa kiær,
Og ham saa ivrig for Venedigs Ære,
At derfor du maae hiælpe ham at bære
Paa Statens Vægt. — Nei, kiære Taabe, nei;
At du var god og sindig saae han ei,
Ministren er ei dum, han saae, at Manden
Var, som han vilde det, lidt fra Forstanden,
For Resten med sin Raptus troe, og from,
Og lydig som en Pudelhund, og stum
I hemmelige Ting, og som en Myre
I Slæb for Staten, at han lod sig styre
Af Excellencens Vink; hvem undres da
At du tog os vort søgte Fortrin fra;
Os som opflammed’ af den sande Ære
Smukt lade Verden see, hvad vi vil være,
Og at vor Hensigt ene staaer derhen,
At blive selv engang til store Mænd,
Hvis Titlers Lyd skal og engang forfærde
Venedigs Pøbel, Borgerfolk og Lærde.
Den Ærelyst, saavel som den Forstand,
Der driver den, vi aldrig skiule kan;
Det er just vor Ulykke, som for Resten
Traf heele Ministerium paa Læsten,
Ifald vi fik en Finger med. — I dig
Man let en Mand blev vaer, der fredelig
Sig evig herske lod. Han vist ei lister
Sig frem til selv at blive kaldt Minister,
Og vore Sønner kan for ham i Fred
Beholde arvelige Myndighed. ”
Saa tænkte man om dig; man ikkun søgte
I dig et Trældyr, som var ei at frygte;
Det indsaae, mener jeg, du selv vel med;
Men du ansaae det som en Nedrighed,
Et Aag, hvordan det ellers var, at bære,
Og Slave vilde du for ingen være.
Hvor ravgalt tænkt! thi dersom end dit Aag
Du fandt for tungt, hvem, kiære, som er klog
Tog ei med Lyst imod den sande Ære.
Naar du blev først en Mand, dit Aag at bære.
Og Slave eller ei, var og Herr Ven,
Hans Excellences, Hoved, Raad og Pen;
Og halv Minister selv, som alle søgte
Med Bæven til, som alle maatte frygte,
Og Maal for alles Kryben, Avind, Had,
Blev du opvartet af den hele Stad.
Man vilde snart, som klart beviist, udfundet,
At hele Statens Vel paa dig var grundet;
Og skiøndt vor Stat har ingen Værdighed
For den, der ei har bragt sin Ankomst med
Fra Moders Liv, saa gives der dog Maader,
Hvorved man Bod paa saadan Mangel raader;
En Mand, som giøre kan et mægtigt Trin,
Blir let, i Fald han vil, en Foscarin.
Hvad Sag er det, at blive af hvad Stamme,
Man falder paa? Kan Foscarinens Amme
Ei have byttet en i Vuggen om
Med hiin høibaarne Patteglut? hvor dum
Var ikke den, som ei forstod at finde
Et Middel til al Verden at forblinde,
Naar Adelen, som her er skeet med dig,
Har viist sig Delinquenten føielig?
Men Ærlighed — et Ord der længe siden
Har al Bemærkning tabt, om før i Tiden
Det havde nogen — skræmmede dig bort,
Fra hvert Begreb, om mægtigt, skiønt, og stort.
Ja Ærlighed! Jeg kiender kun een Ære,
Og den er stor, fornem, og rig at være.
For Adlens Penge lister den i Folk
Skiøndt Nød ham drev, skiøndt blot maaskee han redder
Sig selv og Børn fra Sult, med Ret Misdæder
Uærlig kaldes; men er sligt en Skam,
For den Hr. Nobile, som leier ham?
Nei lad ham leie Bravi, lad ham støde
Sin Dolk i hvilken Borger, han maae møde,
Ved høylys Dag, og plyndre saa hans Liig
For alles Øine; og hvem drister sig,
At kalde ham uærlig? Hvo tør sige
At det er ilde giort? Mon han maa vige
Et Skridt for sligt fra arvet Hædersplads?
Blier han ei Excellens? boer i Pallads?
Opvartes af os andre, smiggres, dyrkes?
Og mon hans Roes det ringeste formørkes?
Nei Ærlighed, i ømt at følge Pligt,
Og Ret og Dyd, min Ven! det er blot Digt;
Din Ærlighed var ikke bleven krænket,
Ifald, da Leiligheden dig var skienket,
Du havde fulgt dens Vink, og hiulpet den
Ved lit Behændighed; thi den er seen,
Og trodsig mod enhver, som ikke tager
Behielpsom Haand i sine egne Sager.
Du Ærligheden selv, min kloge Ven,
Bliv ved at trodse, og foragte den;
For Resten, som du var saa viis og ærlig,
At du faldt alle kloge Folk besværlig,
Ja saa utaalelig, at hver tilsidst
Begreb, at du Forstanden havde mist,
Om du har nogen havt. Liig den som frygter
For Retsbetient og gieldsdom, du bortflygter
Fra Lykkens Favn, og før man veed deraf,
Lys levende gaaer atter i din Grav.
Tilgiv mig, men jeg synes, at jeg kaldte
Beqvemt en Grav, den Tilstand, du dig valgte;
En Dal blandt Alperne, den tykkes mig
Et Opholdsted, som best kan sømme Liig,
Og der al Verden ubekiendt at leve;
Et høit, som Gienfærd om sin Grav at svæve.
Jo jeg har læst det Brev, du skrev mig til,
Hvorved saa yndig du bevise vil,
At Livet kun i virksom Stilhed nydes,
Og at dets Sødhed strømmeviis tilbydes
Den, som sig river løs fra Stadens Larm,
Og langt fra den, ved yndig Kones Barm,
Forglemmende den Higen efter Ære,
Og ingens Træl, ei sukker efter meere,
End hvad han har, og er; forsagt beboer,
Og dyrker, Bonde selv, sin egen Jord:
Og saadant meer; hvorpaa du smukt vil melde,
At du har valgt blandt hine steile Fielde
En vakker lille Dal til Opholdsted,
Og siger, at du der gad havt mig med,
Fortæller mig, hvor kiønt der er deroppe
Blandt steile Klippers musbegroede Toppe,
Og saa, at du er givt, o Herlighed!
Og med en Pige fød paa samme Sted,
En deilig soelbrændt Ting, som skal tilbede
Sin stakkels Mand saa høit. Nu hvilken Glæde!
Jo vist nok er den stor og dyrebar;
Helst naar du ei kan see, du er en Nar.
Til Lykke, vakre Bondemand, til Lykke!
Det kunde ei forsvares, at forrykke
Den Phantasie, hvor gal den ellers er,
Hvorved dig selv du saa lyksalig seer.
Vist maae det være yndigt, at hendrage
Sit Liv i slige stille Glædesdage!
Thi overalt, hvad er al Verdens Fryd,
Hvad mod den skiulte, ædle, reene Dyd?
Og for tilgavns sig i dens Skiød at kaste
Hvad bedre Raad, end ængstelig at haste
Fra Verdens Larm, og paa den Viis, man kan,
At flygte til Uskyldighedens Land
Den stille sorgfrie Grav, som dog allene
Fortiener dette Navn? O Ven, de Steene,
Du nu bebøer, bør græde Glædens Graad,
Betraadte af en Mand, som har forsmaa’d
Alt Livets Held for Dydens Saligheder,
Af dig, o store Helgen, Jordens Hæder.
Men nei, jeg kan ei længer smigre dig;
Du er for gal, min Ven, for latterlig;
Dog har jeg dig for kiær, til ei at prøve,
At vise dig det Held, du vil berøve
I din Afsindighed dig selv og dem,
Som ellers havde skullet luske frem
Ved Hielp af dig; og prøve end at drage
Dig op fra Daarlighedens Dyb tilbage.
Du kunde blevet Statsmand, har jeg viist.
Du blev det ei; vor Stat har meget mist,
Du alt, fordi du blev det ei. Hvo kunde
Saa got, som du, det galeste udgrunde
Af alt, hvad tænkes kan; og saae du ei,
At saadant er den eene sande Vei.
For den, som sig til Æren op vil svinge?
Du havde været mægtig til at tvinge
Din Lykke, til i alt at føie dig.
Og seer du ikke, hvor man piner sig,
For splittergale Planer at udspinde?
Hvo havde kunnet Prisen dig fravinde?
Du, som er selv saa lærd og viis og gal!
O Ven, din Flugt er din og Statens Fald.
En Plan, dog vist ei een iblandt de gale,
Jeg havde havt, min Ven at anbefale;
En Plan, som eene mangler vores Stat,
For den at faae tilgavns i Spidsen sat
For alle Stater — en, som andre Steder
Udgiør det vigtigste af Statens Hæder,
Som du har selv fortalt mig. Her, min Ven,
Er Værdighed og Rang kun til for den,
Som Fødselen gav Navn og Vægt, som Herre,
Og den, hvis Embed bringer Magt og Ære.
Et saadant Embed kan enhver ei faae;
Med Fødslens Hæder er det ligesaa.
Men andensteds kan Folk, som dertil trænge,
Ved Venskab med de Store, og for Penge
Faae Navn af Embed, som er slet ei til,
Og Hæders Titel, af hvad Lyd, man vil.
Den binder ingen, fordrer ingen Evner,
Og dog har saadan Kraft, hvor man den nævner,
At alle veed, hvor Bæreren gaaer frem,
At han er stor og vigtig og fornem.
Hvor ynkeligt, at vores Stat skal savne
Det herliggiørende i slige Navne!
Hvor ønskelig for hver Venedigs Mand,
Patricier og Borger denne Plan!
Hvor tungt dog for de stakkels fødte Store,
Ei blot ved Navne sig at kunne more,
Og at der til de høie Ærestrin
Behøves i det mindste et Slags Skin
Af Kundskab og af Arbeid! Hvilken Jammer,
At Folk af de fornemste, ældste Stammer,
Maae, for at hævde Stammens Værdighed,
Ei blot i Raadet have deres Sted,
Men dertil paa en Meening sig belave,
Og tale med, om Navnet Vægt skal have.
Hvor maae de arme Mænd nedlade sig,
Naar de raadspørge maae en Borgerlig,
En simpel Borgerlig, hvad de skal meene
I det der handles om! Hvor dyrt fortiene
Ei de, der sig saa tungt maae hielpe frem,
Den Hæder, som de saa tilkiøbe dem?
Jeg nævner blot den Pine, det maae være,
For hver høibaaren, riig og mægtig Herre,
Hvergang de nødes til, plebeiisk Mand
At hæve op i deres egen Stand,
Saa tit de nemlig, tvungne, komme efter,
At medfødt Storhed qvæler [ulæseligt]
At Høyheds Griller lade dem ei [ulæseligt]
Og at de reent døe ud i andet Leed.
Reent kan man dog ei sund Forstand [ulæseligt]
Det indseer hver, endog den største Herre,
Men lidt er ogsaa nok, hvor lidt det er;
Har man det lidt, behøves der ei meer.
Hvis blotte Hæders Titler man udstrødde,
Forstaaer det sig, at de, som ere fødde
Til Værdighed, beholdt endogsaa her
Den første Ret. Den Sag indseer enhver;
Men naar Plebeier og betitles kunde,
Da vilde Staten ikke gaae til Grunde,
Om ingen meer til Arve-Høiheds-Stand
Ophøiet blev. Da arvestore Mand
Ved Fødsel stor, og nu ved Titler større,
Undgik endog det mindste selv at giøre,
Slap for Plebei at krumme stive Ryg;
I hellig Dorskhed umisundt og tryg
Han nød den ubeskrivelige Lykke,
Utitlet ringe Mand at undertrykke
Foruden Hovedbrud, og det i Fred
For det forvovne Krybs Opsætsighed.
Hidtil ei ret man Borgerstanden bragte
Til egen Stand fuldkommen at foragte.
Før Titler ind, og strax indseer enhver,
Som ingen Titel fik, hvad Kryb han er.
Da vaagner Ærelyst, da vil man lære,
Hvor lidt det er, en stræbsom Mand at være,
En Træl for Statens og sit eget Gavn,
Mod selv at glimre ved et herligt Navn;
Da vil den Sveden over Regnskabs Bøger,
Hvorved man i det høieste forøger
Sin Capital, men bliver, hvad man var,
Aftørres reent; enhver, som Penge har,
Ei gnidsk gemeen da knappe vil sin Lomme;
Da vil de sande gyldne Tider komme.
Hvor klart, hvor deilig har man ei beviist,
At alle Stater falde maae tilsidst,
Ja snart, og strax, om Bondens Kaar ei bedres;
Man sladdrer om, at denne Stand bør hædres,
Man skriger høit imod dens Slaverie,
Og vil, at den skal leve glad og frie.
Storhertugen i Florenz, vil man sige,
Erklærer reent ud Bonden for sin Lige,
(Maaskee han er det) hver en Philosoph
Faaer herved baade Leilighed og Stof
Til smaae Afhandlinger og tykke Bøger.
Men den, som Tingen grundig undersøger,
Seer let, de Store kun bør leve vel,
Og Bonden stedse være sulten Træl.
Selv Adelsmænd jo det har demonstreret,
Paa Tryk endog. Det Pøbel kun har været,
Folk i det mindste kun med Pøbel Aand,
Der vilde løse slavisk Bondes Baand.
Stil disse Folk tilfreds, giv dem lidt Ære,
En lumpen Titel kun; de nok vil lære,
At holde den forvovne Mund; hvis ei
De skrige vil saa længe, frygter jeg,
Indtil de hele Verden overstemme,
Og de maae tvungne deres Ret forglemme,
Der leve nu saa høit af Bondens Sved.
Hvad bliver da deres heele Herlighed?
Du er nu bleven en graabundter Bonde,
Du føler, synes du, ei Trællens Onde,
Du intet Herskab har; men seer du vel,
Saa har du jo dog heller ingen Træl.
O kom igien, sandt nok, vi Slaver ere,
Men vi har Slaver selv, og vi har Ære.
O kom, modtag den Plads, man byder dig
Bliv selv, giør mig, giør Staten lykkelig,
Et Middel har jeg viist dig, mange flere.
Jeg kan meddele dig. Skrev jeg nu meere
Saa blev maaskee Epistlen dig for lang,
Er det ei nok, saa meer en anden Gang.