Hymne til Smør
(Et Forsøg i den høiere Poesie)
(Et Forsøg i den høiere Poesie)
Som, naar fra Tordendækte Throner
Tolv tretten tusind Millioner
Ex-Seraphiner styrte ned
Med Brøl i Brøl, i Brag af Flammer,
Til evig uudstaaelig Jammer
I Hevnens mørke Opholdsted —
Som naar om Dovres Marmor-Arme
Kamskatkas vilde Stormes Harme
Snoer Lynildsstangens røde Krop,
Mens alle Hvirvelvinde tude,
Og alle Hekkenfielde sprude
Nye Helveder mod Himlen op —
Som Dievlechorets Lyd opspringer
Paa sortegule Mishaabs Vinger
Fra Helvede den Dag i Dag
Hvis Ekkoer sig rædsomt blande
I Orthodoxens hule Pande
Med Lovens tunge Hammerflag —
Saaledes hyler, stormer, bruser
En Rasmus Rasmusen blandt Muser
Ved at besynge Smørrets Klub!
Som Odins Piil i Skyen knittrer,
Paa Harpen Pegefingren zittrer,
Og knuser Klubben, Rub og Stub.
Men Klubbens Hierter, Notabene!
Som, hvis de vare Kampestene,
Maae smelte hen ved Harpens Klang;
Smør bør hver Broders Hierte være!
Smør er vort Haab, vor Lyst, vor Ære —
Og smeltet Smør min Muses Sang.
O! lytter Cimbriens Zeloter
I ægte, kiække Patrioter,
Som over alting elske Jydsk!
Som see bag Eiderstrømmens Rende
Vort Nords, den beste Verdens, Ende,
Og føle: vor Fortred er tydsk!
Thi vældig, som en finlandsk Torden,
Og høi, som en Orcan fra Norden,
Hvis Rødder Evigheden trodser
Med uforgængelige Flodser,
Skal Sangen lyde Væg til Væg!
Før Jorden blev, for Evas Ynde
Fik Adam til at arvesynde,
Før Konger blev, og Keglespil,
Og hvem man vil, og Cagliostro,
Cum ceteris in orbe nostro,
Var min Gudinde, Smørret, til.
Thi derpaa kan man sikkert lide,
At Guder og Gudinder vide
Hvortil den Fløde bruges kan,
Som man af Melkeveien skummer
I Himlens store Flødekummer,
Hvis de har ellers sund Forstand.
Man veed af Hamborgs nye Aviser,
Fra os til hine Paradiser
De Smørret altsaa her ei hente,
Og det var stygt, at ville vente,
De skulde spise Brødet bart.
Nei tvertimod i hver en Stierne
Staaer en Colossus af en Kierne
Saa stor, som runde Taarn, hvori
Der kiernes Smør, og man vil sige,
At Maanen selv er een af slige
Planeter, som der kiernes i.
Smør er Naturens første Gave!
Med Smør man alle Ting kan lave!
De sande Viises Steen er Smør!
Sandsynligviis var Chaos Fløde,
Og Smør gaaer stedse Smør imøde
Paa Jorden til den blir, som før.
Hvad blev, trods alle fede Haner,
Af hine tykke Land-Sultaner,
Borgmestre, Præster, Bisper selv?
Hvis du, veldædige Gudinde!
Lod ei paa deres Tafler rinde
Velsignelsen af Flødens Elv?
Men, siger man, det er kun Toner,
Kun blotte Declamationer,
Kun Ord, med ingen Mening i!
Ret saa! men saadan bør det være,
Som alle Barder os det lære
I den sublime Poesie!
Og paa en Tid da alle qvæde
Om vor og hele Jordens Glæde,
Jeg og tilsidst har fattet Mod,
At nynne med saa lidt fornuftigt,
Saa lyriskt, svingelhøit og luftigt,
Som liden Evne det tillod.
Og de begejstrede Personer,
Som synge Hymner til Patroner,
Og Ting, jeg neppe nævne tør —
De giøre vel! de Landet hædre —
Men mon de dog ei giorde bedre,
Ifald de Hymner sang om Smør?