Til Pindi stiernekronte Top,
Til Laurbærkrandsede Castale,
Skal Sangens Jubler hvirvles op
Fra Herthes blomsterklædte Dale!
Hør Phoebus deres høie Lyd,
Med Vellyst hører den, i Muser!
Thi min og alle Danskes Fryd
Fra Harpens gyldne Strenge bruser.
Forjag hver mørk og rædsom Skye,
Apollo! fra dit lyse Sæde!
Al Sorg og Harm fra Pindus flye,
Og ingen Sanggudinde græde;
Men smile, som den Dag, hvorpaa,
Til Jordens Lyst og Frankrigs Ære,
Man Verdens største Momus saae
Til Lyset bringes i Voltaire!
Hver ædel Olding glæde sig
I vore gamle Trillingriger!
Hver Yngling fryde sig med mig!
Og smiler alle Nordens Piger!
Hver synge høit paa sin Maneer
I glade Triller og Rullader;
Thi see, han qvæder ikke meer,
Som qvad de skottiske Ballader.
Kast, o Calliope! dit Blik
Til hine gyselige Dage,
Da svøbt i Tordner de fremgik,
For danske Folk paa skotsk at plage;
Da de med Luurens Turlulu
De bedste Hierner grusomt brøde,
Som ei begreb, hvorlunde nu
De Qvæder qvad, nu Døden døde.
Da flygted’ alle Muser bort,
Fra Codans skovbekrandste Bredde
Til Pindus, lukte Templets Port,
For sig mod Overfald at redde;
Thi rasende saaes her og der,
Opmuntret ved min Helts Exempel,
En skottisk-dansk Ballade Hær
At storme fræk mod Musers Tempel.
Men Vellyst fylder Skialdens Bryst
Til glade Toners Harmonier;
Thi Hæren svandt, og — søde Lyst!
Alt længe nu dens Fyrste tier,
Og derfor Barde! til din Priis
Skal Harpens høie Hymner klinge,
Fordi du kunde stor og viis
Den Rasen i din Barm betvinge.
Held dig, at du skiøndt ung endnu
Dog slængte Luuren — ach dens Torden!
Hvormeget Onde kunde du
Med den ei rettet an i Norden?
Jeg skialv, da, Roms Dictator lig,
Du ædelmodigen nedlagde
Din Magt — o Efterverden sig,
Mon videre man Seier bragde?
Hin stor ved Steenopfyldte Søer,
Hin thronende paa Roms Ruiner,
Hin kiæmpende mod Hydrens Kløer,
Hin kold ved Cloes kiælne Miner,
Hin herlig ved sin Harpes Klang
Udødeligheds Kroner vinder;
Men du, fordi du ikke sang,
Blandt alle disse herligst skinner.
Thi meer end Capitolets Vagt,
Og meer end Jubas største Løve,
Meer end Sireners Tryllemagt,
Hvis Virkning mangen Helt maae prøve,
Modstod du — med en vældig Arm
Alcides fældte kun en Drage;
Men du slog i din egen Barm
O Helt! et Udyr uden Mage.
Derfor skal fierne Fremtid see
Dit Navn i andre Barders Sange,
Naar dine Qvad, som snart skal skee,
Gaae slige Digtes vante Gange;
Thi det er ei at tvivle paa,
Da du har voldt saa mange Glæde,
At skiønsom mange fleer opstaae,
Og dig til Ære Hymner qvæde.
O gid dog hver en Rimegast
Af dit Exempel vilde lære,
At kiæmpe mod den slemme Last
Paa Prent kiedsommelig at være!
O gid dog hver en Hungers Præst,
For slig en Lovsang at fortiene,
Gav Phoebus atter snart en Fest
Ved at forlade Hippoerene!