Jens Baggesen (1764–1826)

"Elsk Dyden!” lød en ukiendt Røst

Alt tidlig i mit spæde Bryst —

      "Vær Dyden troe!"¹ saa bød min Fader —

"Følg Dyden!” bød min Lærer mig,

"Og du skal blive lykkelig,

      "Hvis aldrig du dens Spor forlader!" —

Jeg saae den i min Moders Blik,

Naar tryg ved hendes Haand jeg gik;

      Men ak! jeg saae den giennem Taarer —

Jeg elsked’ ei, men ynkte den;

Thi Rosen er ei Barnets Ven,

      Naar Rosens skiulte Torn det saarer.

Jeg saae den med et stadigt Smil,

At vente rolig Dødens Piil

      I Oldingens alt matte Blikke;

Fast stirred’ den mod Graven hen —

Jeg frygtede, jeg ærte den;

      Men elske kunde jeg den ikke.

Jeg saae den Nordens Fielde lig

Mørkladen, kold, urokkelig

      I gamle Fædres stolte Minde —

Jeg den beundringsværdig fandt;

Mit Hoveds Bifald heelt den vandt;

      Men Hiertet kunde den ei vinde.

Jeg saae den giennem Hovedbrud

I Moralistens vise Bud;

      Men barsk og tør og uden Ynde —

Jeg fandt tilsidst af Pønsen træt

At Moralisten havde Ret;

      Men blev desværre ved at synde.

Jeg saae den agtet, og forsmaaed —

Jeg saae den i den Usles Graad —

      Og i den Glades muntre Blikke —

Jeg fandt den kold — jeg fandt den varm —

Jeg fandt den selv i Venskabs Arm —

      Men den fortryllede mig ikke.

Jeg saae den i Palmines Smil,

Undseelig, munter, lys, og mild,

      I al sin Himmelglands og Ynde —

Og Sielen foer i salig Fryd

Til dig, guddommelige Dyd!

      Jeg nu skal aldrig meere synde.

Jeg nu skal evig elske Dig!

Du mig skal giøre lykkelig!

      Du mig skal uophørlig lede!

Thi min Palmines lyse Smil,

Som straaler af Din egen Ild,

      Jeg uophørlig skal tilbede.