Skiøn og kielen, som Cythere,
Hvid og mild, som Cynthia,
Rund, som Hebe, rank, som Here,
Er min unge Lydia.
Ingen af de tre Chariter
Er i Ynde hende liig;
Alle Jordens Aphroditer
Falme, naar hun viser sig.
Som en en Straale fra det Høie
I et Blik af Lysets Gud,
Munterhed i hendes Øie,
Liv og Vellyst spreder ud.
Paa de hvide, runde Kinder
Dydens Roser aabne sig;
Naar hun smiler, Sorgen svinder
Morgenrødens Fiende lig.
Elskovs Guder rundt omkrandse
Hendes mørkebrune Haar;
Alle Gratierne dandse,
Om den Skiønne, hvor hun gaaer.
Zephir overgiven spøger
Med en Fold, nu hist, nu her,
Som hver Yndighed forøger
Ved kun halv at skiule hver.
Trinde Bryster kielent bølge
Af uskyldig Kierlighed;
Ynde, Vid og Dyder følge
Glade hendes lette Fied.
Roser spire, hvor hun træder,
Under hendes skiønne Fod;
Taus Beundring, Held og Hæder
Ile hendes Skridt imod.
Frækheds Satyr ærbar flygter,
Vover ei at see sig mæt;
Smigers lumske Slange frygter
Hendes lyse Majestæt.
Hendes søde Smil henriver
Philosophens marmor Aand,
Lokker og tilbagedriver
Lige stærk hver vovsom Haand.
Ved at skue hendes Ynde
Kummer svinder bort i Fryd.
Ondskab blues ved at synde,
Naar den kiender hendes Dyd.
Der, hvor hendes Kys opliver,
Spilder Skiebnen al sin Harm.
Zembla, Zahra, Helved bliver
Paradiis i hendes Arm.
Men een Feil har dog min Pige,
Som det alt fordunkle vil:
Ak! den Uforlignelige
Er desværre — ikke til.