Idealia1783 Skiøn og kielen, som Cythere,Hvid og mild, som Cynthia,Rund, som Hebe, rank, som Here,Er min Idealia. Ingen af de tre ChariterEr i Ynde hende lig;Alle Jordens AphroditerFalme, naar hun viser sig. Som en en Straale fra det HøieI et Blik af Lysets Gud,Munterhed i hendes Øie,Liv og Vellyst spreder ud. Paa de hvide runde KinderDydens Roser aabne sig;Naar hun smiler, Kummer svinderMorgenrødens Fiende lig. Elskovsguder rundt omkrandseHendes mørkebrune Haar;Alle Gratierne dandse,Om den Skiønne, hvor hun gaaer. Zefyr overgiven spøgerMed en Fold, nu hist nu her,Som hver Yndighed forøgerVed kun halv at skiule hver. Roser spire, hvor hun træder,Under hendes skiønne Fod;Taus Beundring, Held og HæderIle hendes Skridt imod. Frækheds Satyr ærbar flygter,Vover ei at see sig mæt;Smigers lumske Slange frygterHendes lyse Majestæt. Hendes hulde Blik henriverSelv den kolde Grublers Aand,Lokker, og tilbagedriverLige stærk hver vovsom Haand. Hendes Fromhed, Vid og Ynde,Smelter Sorgen hen i Fryd;Ondskab blues ved at synde,Naar den kiender hendes Dyd. Der hvor hendes Smil opliver,Spilder Skiebnen al sin Harm.Zembla, Zahra, Helved bliverParadiis i hendes Arm. Men en Mangel har min Pige,Som det alt fordunkle vil:Ak! den UforligneligeDrømmer neppe, jeg er til!