Lig en Tordenskye, naar til gyldne Høie
Phoebus atter leer,
Flye for evig Mørkhed fra mit Øie;
Ingen bitter Taare flyde meer!
Intet stønnet Suk, ingen hylet Klage,
Ingen Sørgesang
Ekko bringe hulere tilbage,
Som naar før min Harpes Strænge klang!
Thi hun elsker mig! triller, Philomeler!
Thi hun elsker mig!
Triller glade Toner! nu jeg deler
Skovens Fryd, ei meer ulykkelig.
Smil til Dal og Skov atter, Morgenrøde,
Min Seline lig!
Glade Blik skal dine Straaler møde
Fra mit Øie; thi hun elsker mig!
Iil mig, muntre Bæk, giennem Blomsterenge
Rislende forbi!
Jeg vil henrykt stemme Harpens Strænge
Til din Bølges klare Melodie.
Viis mig, o Natur! alle dine Skatte
Hist i Lysets Hiem,
Her i Ormens Støv, og jeg skal fatte,
Favnet af min Elskte, føle dem.
Min Selines Smil aabnede mit Øie
For din Herlighed.
Jubler med, I Skove, Dale, Høie!
See hun smiler! alting smiler med.