Vis er Døden! Salig Slummer
Venter snarlig Sorgens Ven.
Trøstesløse! glem din Kummer!
Snart i Graven endes den.
Hvad er Venskabs varme Glæde?
Favntag af en yndig Møe,
Hvad er hele Jordens Glæde
Mod den Vished: du skal døe?
See bag Skyer Solen ile
Sin bestemte Bane hen,
Snart den synker for at smile,
Medens Havet favner den.
Dine Dages Aftenrøde
Vinker dig til Jordens Skiød!
Denne Tanke bør forsøde
Al din Kummer, al din Nød!
Nyd den, føel den, fat dens hele
Trøstefulde Salighed!
Sorgens Skyer mildt sig dele,
Flygte, svinde reent derved.
Vel blev trefold Mørke givet
Dødens tavse Opholdsted;
Ak! men ei saa mørk, som Livet,
Er dens Hulers Eensomhed.
Ei forstyrre falske Syne
Slummeren i Gravens Skiød;
I dens Nat ei Drømme lyne;
Søvnen der er rolig sød.
Frygt for op til nye Plager
Snart at vækkes ved dens Savn,
Ei den Lykkelige nager,
Som hendysses i dens Favn.
Nei; men den, som rolig hviler
Qvæget ved dens søde Slum,
Dobbelt skiøn opvaagnet iler
Derfra til Elysium.
Og der skal jeg eengang favne
Dem, som mig forlode her,
Saligheder uden Navne
Evig os omgive der!
Og lad det end vare længe,
Mange Aar sig slæbe hen,
Før i hine Glædens Enge
Siele favne sig igien —
Hvad er Livets længste Plage,
Uophørlig Bitterhed
I en Rad af mørke Dage,
Mod en salig Evighed?
Hvor jeg mellem evig unge,
Stedse nye Henrykkelser,
Nyde skal hvad ingen Tunge,
Ingen Ord mig tolke her!