Digterviise
(Efter Horaz.)
(Efter Horaz.)
Mig, som en Ven af den rolige Muse,
Flye du vanhellige Kummer og Frygt!
Bort til dit Hiem, som Orcanerne bruse,
Synk i din Malstrøm! Lad mig leve trygt!
Mig, som en Yndling af kielne Gudinder,
Rører ei Rygtet om Britternes Krig;
Gratier, Amor, Cythere, Dorinder,
Og min Semire berolige mig.
Lad et par tusinde Spanier flyve
Op fra Minorca til Himmels med et!
Mig bryder ei hvad Aviserne lyve,
Tydskens Journal og de Franskes Gazet.
Flaccuses Psalmer, Anacreons Viser,
Wielands velsignede komiske Spas,
Tryller min Aand, og jeg synger, og priser
Glædernes Guddom, og tømmer mit Glas.
Hvad kommer det mig vel ved om Marocco,
Tunis og Tripolis ruste sig ud?
Om Moskovit sætter Tyrk i Barocco?
Britterne skyde med Flesk eller Krud?
Enten den store Chinesiske Keiser
Gir Audienz Klokken fem eller ni?
Enten hans Hellighed cognito reiser,
Eller incognito, rager ei mig.
Jeg, som en Yndling af kielne Gudinder,
Andreslags Ting maae bekymre mig om:
Krandsen, Apollo mit Hoved omvinder
Henter jeg ei fra Paris eller Rom.
O du horaziske hellige Muse,
Du, som omsvæver den yndige Dal,
Mellem hvis Blomster Zephirerne suse
Hoppende over en Bæk af Crystal,
Digteres Dronning, du Sangenes Moder!
Hør kun en Bøn af din ydmyge Skald:
Lær ham i Flammer af Hymnias Oder
Flugten mod Himlen! beskyt ham mod Fald!
Lær ham i Nynnen af Gratiers Sukke
Kielent med Veemodens bævende Lyd
Blødende Hierter den Vellyst indlukke,
Himlen dem giemmer i lidende Dyd!
Uden du, søde Gudinde! hans Tunge
Rører, og tænder i Sielen din Ild,
Strengene slappes og bæve og runge
Sangen blir skurrende, kraftløs, og vild.
Men, naar du stemmer til Himmelens Toner
Læbens og Harpens forenede Klang,
Da skal han spille og Dans Millioner
Lyttende høre med Vellyst hans Sang.