Mig, som en Ven af den rolige Muse,
Flyer I vanhellige, Kummer og Frygt!
Bort til de Hiem, som Unøisomhed huse;
Flygter til Hoffer! Lad mig leve trygt!
Mig, som en Yndling af stille Gudinder,
Rører ei Rygtet om Britternes Krig;
Gratier, Amor, Cythere, Dorinder,
Og min Semire berolige mig.
Lad et par tusinde Spanier flyve
Op fra Minorca til Himmels med et!
Bryder vel mig hvad Aviserne lyve,
Tydskens Journal, og de Franskes Gazet?
Flaccuses Oder, Anacreons Viser,
Wielands og Wessels velsignede Spas,
Tryller min Aand, og jeg synger og priser
Glædernes Guddom, og tømmer mit Glas.
Hvad kommer det mig vel ved om Marocco,
Tunis og Tripolis ruste sig ud?
Om Moscovit sætter Tyrk i Barocco?
Britterne skyde med Flesk eller Krud?
Enten den store Chinesiske Keiser
Gir Audienz Klokken fem eller ni?
Enten hans Hellighed cognito reiser,
Eller incognito, rager ei mig.
Jeg, som en Yndling af kielne Gudinder,
Andreslags Ting maae bekymre mig om:
Krandsen, Apollo mit Hoved omvinder,
Henter jeg ei fra Paris eller Rom.
Men du horaziske hellige Muse,
Du, som omsvæver den yndige Dal,
Mellem hvis Blomster Zephirerne suse;
Speilende dig i en Bæk af Krystal:
Digteres Dronning, du Sangenes Moder!
Smil til en Bøn af din dristige Skjald:
Lær ham paa Vinger af Grækernes Oder
Flugten mod Himlen! beskyt ham mod Fald!
Lær ham i Nynnen af Gratiers Sukke
Kielent, med Veemodens bævende Lyd,
Blødende Hierter den Vellyst at klukke,
Himlen dem giemmer i lidende Dyd!
Uden du, søde Gudinde! hans Tunge
Løsner, og nærer Begeistringens Ild,
Strængene slappes, de bæve, de runge;
Sangen blir falsk, og barbarisk, og vild.
Men, naar du stemmer til smeltende Toner
Læbens og Harpens forenede Klang,
Krandser ham Phoebus, og Dans Millioner
Høre med lyttende Vellyst hans Sang.